VIF nedlægger topholdet

FODBOLD Det viste sig at være en rigtig god ide at flytte lørdagens hjemmekamp fra ”pløjemarken” på Vordingborg Stadion til kunstgræsbanen på Panteren, for Vordingborgspillerne viste igen blændende fodbold.
I forrige weekend kunne Gørslev ikke længere kalde sig ubesejret efter mødet med det unge Vordingborgmandskab og i lørdags var det så topholdet fra Hvalsø, som fik et rids i lakken.
Dagens bedste Vordingborgspiller blev Rasmus Melsen, som igen gjorde det en tand bedre end sine holdkammerater.
- Han er rigtig dygtig i mand til mand situationer, men han kan sagtens blive endnu bedre, hvis han træffer andre valg i sine løb, fortæller Vordingborgtræner Bjarne Jensen.

Melsens forarbejde
Rasmus Melsen lagde op til første halvlegs enlige scoring, som Sebastian Morgenstjerne Møller blev noteret for, men andre Vordingborgspillere var tæt på at score.
Anderson Kabamba arbejdede igen godt med bolden og han er en spiller, som modstanderne har meget svært ved at snuppe bolden fra.
En afslutning fra en spids vinkel havde fortjent bedre, for det var hjemmeholdet, som dominerede kampen.
- Vi skulle have afgjort kampen noget tidligere med et mål til 3-1, inden Hvalsø fik muligheden for at udligne, fortæller Bjarne Jensen, som i anden halvleg sendte Casper Nerving Møllekær og Michael Holm Olsen på banen.
Casper Nerving Møllekær stod for oplægget og Michael Holm Olsen kvitterede med målet til 2-0, men så begyndte gæsterne at bide fra sig.

Ramte træværket
Hvalsø fik reduceret og havde faktisk også en stor mulighed for at udligne.
- Vi blev ramt af et gult kort til Jonas Olsen og han manglede i midterforsvaret, da Hvalsø fik afsluttet, fortæller Bjarne Jensen, som så målmand Lasse Nielsen få hjælp af både stolpe og overligger for at forhindre udligningen.

Serie 2: Vordingborg IF - Hvalsø IF 2-1 (1-0).
Mål: 1-0 Sebastian Morgenstjerne Møller (11). 2-0 Michael Holm Olsen (48). 2-1 Mikkel Kirkeskov (75).

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar