Politikommissær Søren Skotte fra færdselsafdelingen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi gør os klogere på færdselsstatistik. Foto: Mille Holst

Trist færdselstendens fortsatte i 2019

Der sker en kraftig stigning i spritkørsler og lignende forseelser i trafikken om sommeren, mens der i december - hvor der er julefrokoster, faktisk er færrest. Det viser politiets opgørelse af 2019.

Sydsjælland  Snapse-sæsonen er overraskende nok ikke den tid på året, hvor der er flest spirituskørsler. 
Det viser nye tal for 2019.
I statistikkerne kan vi faktisk se, at fra november til december, sker der et kraftigt fald på sammenlagt 35 procent i antallet af henvendelser og forseelser i trafikken. 
Men hvad skyldes den positive tendens i snapse-sæsonen? 
- Folk ved, at de drikker når de skal til julefrokost. Derfor er de også mere opmærksomme på, at de ikke skal køre. De aftaler at blive hentet, tager en taxa eller bruger offentligt transport, fortæller politikommissær Søren Skotte fra færdselsafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Han bekræfter derfor, at december faktisk er den måned på året, hvor der registreres færrest trafikforseelser.

Glemmer promiller 
Trafikanterenes adfærd bærer således præg af planlægning og fokus på promillerne, så derfor viser statistikkerne også tydeligt, hvor på året folk dropper deres planlægning og fokus på promillerne.
Omkring juli og august er antallet af forseelser og henvendelser de højeste i 2019.
Fra juni til juli sker der en sammenlagt stigning på 60 procent af henvendelser og forseelser i trafikken, og de høje tal fortsætter ind i august.
Forklaringen er ganske simpel, afslører Søren Skotte, der fortæller, at trafikanter glemmer at tælle promillerne, når det er sommer. Han sætter et kendt scenarie op:
- Man sidder og hygger med vennerne en varm sommerdag, og dér kan man let komme til at drikke et par glas for meget. Når tiden er inde til at tage hjem, og man sætter sig ind i bilen, så tænker man ikke nøjere over promillerne.
- Så nej, det er ikke en kliché, når der er tale om, at flere trafikanter laver forseelser i sommermånederne, bekræfter han, og påpeger tendensen ikke alene er på Sydsjælland.

Mere opmærksomme
Den rutinerede politikommissær Søren Skotte fra færdselsafdelingen ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der allerede i 1991 var ved at slide sin første politimotorcykel op, har dog gennem årene oplevet en positiv udvikling af folks adfærd i trafikken. 
Specielt i sommermånederne er der flere ude på vejene, så der opstår flere mistanker om medtrafikanterne, og derfor kommer der flere henvendelser til politiet.
- Folk er blevet mere opmærksomme på hinanden i trafikken, og hvis de oplever en mistænkelig billist, så kontakter de os, mens de er på vejen. Her gør mobiltelefonen en forskel, da kontakten til politiet bliver lettere, og at de dermed lettere kan finde frem til den mistænkelige billist siger Søren Skotte, der desuden kan fortælle, at billister ikke er blevet mere egoistiske i traffikken. 

Fakta
Hvis du oplever, at der køres for hurtigt på en strækning eller vurderer behov for en knallertkontrol, kan du anmode politiet om at gennemføre en færdselskontrol på stedet.
Læs mere på:  www.politi.dk

Politikommissær Søren Skotte fra færdselsafdelingen ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi gør os klogere på færdselsstatistik. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar