• www.henriks-hvidevarer.dk

Masser af liv i Stege på årets tirsdagsmarkeder. Foto: Mette Neerup

Tirsdagsmylder-marked i Stege

Traditionen tro myldrer det med mennesker til sommerens tirsdagsmarkeder i Stege på Møn.

 

 

Stege Indgangsvejene til Stege by er præget af kødannelser. Parkeringspladserne er fyldt til bristepunktet og i byens hovedstrøg, der til lejligheden er omdannet til gågade, vrimler det med mennesker. 

- Det er første gang i 30 år at jeg har været til Tirsdagsmarked, siger Henrik Olsen, der alle årene har arbejdet i butik i Stege og derfor ikke helt har fornemmet, hvor mange mennesker, der faktisk kommer igennem byen sådan en dag. 

- Vi var faktisk i XL-byg klokken 11 og det var jo helt vildt at se alle de mennesker, fortsætter Henrik, der sammen med sin kone Helle nyder byens liv. 

- Som altid har Handel-standsforeningen haft en heldig hånd med vejret, siger John Iversen, der sammen med Inge-Merete Jensen har sat sig på en bænk uden for ”Møn marmelade” for at nyde stemningen i byen. 

- Det er en dejlig by at gå i, også for turister, for den snor sig og man opdager hele tiden nye elementer lige om hjørnet, smiler John, der tydeligvis er stolt over det, som disse markedsdage kan. 

- Det er en samlende begivenhed for lokalsamfundet og så bliver man glad for sin by, siger han.

På torvet er der fyldt op ved bordene. Musikken fra Nykøbing Postorkester tilsætter ekstra kulør på dagen. Ind i mellem høres ringen med klokken fra ”Futte”, det lille tog, der møjsommeligt baner sig vej gennem gaden og tager passagerer med fra torvet. 

- Jeg elsker at køre med toget, siger Brit Skovgaard, der er dagens togchauffør og dermed én af de mange frivillige, der får markederne til at være den kæmpe succes de er. 

- Klokken 10 da jeg kørte den første tur, kunne jeg se folk strømme til byen over broen, siger Brit, der også napper tjansen næste tirsdag.

De forskellige udskænkningssteder har også rygende travlt. Folk bliver i byen og slår sig ned ved en af de mange restauranter og caféer. I Lendemark Superbrugs langes der gratis softice over disken i en lind strøm. 

- Mit bud er, at vi laver 2-3.000 softice på en tirsdagsmarkedsdag, siger Mette Tvernø Nielsen, med et smil mens hun knokler for at følge med efterspørgslen.

 

Se mange flere billeder fra tirsdagsmarked i galleriet.

Masser af liv i Stege på årets tirsdagsmarkeder. Foto: Mette Neerup

Danlej har for første gang opstillet en ”Go High” til børn og voksne, der tør udfordre sig selv i højden. Foto: Mette Neerup

Mette Tvernø Nielsen har meget travlt med at servere gratis softice for de mange handlende i Superbrugsen. Foto: Mette Neerup

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar