• www.henriks-hvidevarer.dk

Henrik Pedersen, der sammen med sin hustru Vivi Schou har drevet Restaurant Babette i Vordingborg gennem snart 30 år, meddeler, at restauranten lukker med udgangen af december måned. Allerede planlagte arrangementer i det nye år bliver gennemført som aftalt, oplyser han. Arkivfoto: Mille Holst

Til jul lukker Restaurant Babette

Gourmetrestauranten Babette i Vordingborg lukker med udgangen af december måned i år. Indehaverne Vivi Schou og Henrik Pedersen fortsætter med at drive cateringvirksomhed for store selskaber, men ikke fra en adresse i Vordingborg. 

Vordingborg - Det har været end rømmerejse, fortæller Henrik Pedersen, der til daglig driver gourmetrestauranten Babette i Vordingborg sammen med sin hustru, kokken Vivi Schou, og har gjort det siden 1991. Men nu slutter rejsen.
- Vivi og jeg har taget en lykkelig beslutning om ikke at fortsætte, siger han til avisen og fortsætter:
- Vi er afklarede med, at vi skal i gang med noget helt andet.
Restaurantslokalerne er sat til salg og der er ifølge Henrik Pedersen flere interesserede købere, men i skrivende stund er der ikke underskrevet en købsaftale.
Café Oscar, som også er ejet af Henrik Pedersen og Vivi Schou, fortsætter som hidtil, når sommersæsonen begynder.

Gør alt færdigt som lovet
Den endelige slutdato for gouremetrestauranten Babette er ikke sat og Henrik Pedersen fortæller, at den som minimum holder åbent for gæster indtil 14. december. Hvis lokalerne ikke bliver solgt fortsætter parret efter planen med at drive stedet som selskabslokale, men restauranten lukker. Henrik Pedersen og Vivi Schou er booket til flere konfirmationer i det nye år, og de bliver ligeledes realiseret helt som planlagt. Desuden fortsætter Vivi Schou med at lave de helt store selskaber for op til flere tusinde kuverter på en aften. Virksomheden her får køkken hos filmmanden Peter Ålbæk ved Herfølge, der har været nær ven af parret gennem mange år.
- Vi vil fortsætte med at have de arrangementer, folk vil betale for, siger Henrik Pedersen, der dog selv har tænkt sig at trække sig tilbage.
- Mit arbejdsliv er slut, men jeg vil gerne være konsulent og hjælpe, hvor jeg kan, siger han, men han er ikke i tvivl om, at fremtiden for Vivi Schou bliver en anden.
- Det er hende, alle vil have den dag, der ikke er noget, der hedder Babette, siger han og fortsætter:
- Vivi er mere end halvdelen af Babette. Hun er uddannet tjener og kok; jeg er ingen af delene. Hun er i min optik den sejeste.
Parret er allerede blevet kontaktet af flere, der gerne vil have fat i deres viden og ekspertise. Også restaurantens elever og ansatte er godt på vej til nye udfordringer. Eksempelvis kommer to af  Babettes elever til at afslutte deres uddannelse på restauranter med både to og tre Michelinstjerner; det er der allerede taget hånd om, fortæller Henrik Pedersen, der iøvrigt har et helt særligt håb for Vordingborg: Hvis der en dag kommer et ungt par, med nogle ideer og gerne vil starte noget op, så håber han, at man vil tage imod dem og hjælpe dem på vej, fremfor at sige, nej, det kan ikke lade sig gøre her. For det kan lade sig gøre. Det er Henrik Pedersen og Vivi Schou beviset på.

Fakta
Tirsdag den 17. december klokken 14 holder Restaurant Babette afskedsreception på Kildemarksvej i Vordingborg. Her serveres lidt godt til ganen.

Henrik Pedersen, der sammen med sin hustru Vivi Schou har drevet Restaurant Babette i Vordingborg gennem snart 30 år, meddeler, at restauranten lukker med udgangen af december måned. Allerede planlagte arrangementer i det nye år bliver gennemført som aftalt, oplyser han. Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar