• www.henriks-hvidevarer.dk

En delegation på 15 burkinske statsledere besøgte i sidste uge Vordingborg. I byrådssalen fortalte lokalpolitikerne Else Marie Langballe Sørensen (SF) og Ann Busch (Alternativet) om kvinder i dansk politik og måden lokalpolitik føres på her i landet. Foto: Mille Holst

Statsledere besøger Vordingborg

Torsdag i sidste uge fik Vordingborg fint besøg, da en delegation af 15 statsledere fra Burkina Faso besøgte sydsjælland for at høre om lokalpolitik og kvinder i politik.

Vordingborg I byrådssalen tog viceborgmester Else Marie Langballe Sørensen (SF) og Ann Busch (Alternativet) i torsdags imod en delegation af toppolitikere fra Burkina Faso. De var i Danmark fra 14.-18. maj for at opleve det danske demokrati - med fokus på flerparti-dialog og -forlig, og også kvinders og unges repræsentation i politiske partier i Danmark. Delegationen bestod af parlamentsmedlemmer, partiledere og vicestatsministeren og repræsenterede alle 14 partier i det burkinske parlament.
Besøget var kommet i stand på foranledning af Martin Rosenkilde på Dansk Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD), der består af de danske partier og som støtter politiske partier i Afrika, Sydamerika og Asien. Delegationen besøgte både folketingspolitikerne på Christiansborg og de to kvindelige politikere i Vordingborgs kommunalbestyrelse.

Inddragelsen af borgerne
De burkinske politikere var overordentlig nysgerrige med hensyn til måden, man i Vordingborg driver lokalpolitik, herunder især måden, man  inddrager alle grupper af borgere i samfundet ved at oprette lokalråd, handicapråd, integrationsråd og så videre, der bliver hørt, når politikerne behandler sager, der vedrører dem. Her fremkaldte især facaderådet nysgerrige spørgsmål. Men de hørte også om arbejdet med lokalplaner, affaldshåndteringen, hvor enhver husstand har en container stående, og aflønningen af danske lokalpolitikere. Og så var de burkinske politikere interesserede i at høre, hvordan økonomien i Danmark fordeles mellem stat, region og kommune, samt hvad der har fået de to lokale kvinder til at gå ind i politik. Her lød konklusionen fra Ann Busch:
- Første prioritet er at få virkeligheden til at fungere, ikke partiskel.

Kender ikke korruption
En ting de danske politikere ikke kunne hjælpe de burkinesiske kolleger med var korruption.
- I kender det ikke i Danmark, men det er et af vores største problemer, sagde Djéjouma Sanon, der er leder af det største parti i flertalsgruppen i Burkina Faso, MPP. 

Mere dialog 
Selvom de afrikanske politikere således ikke fik hjælp til at løse deres problemer med korruption, så fik de inspiration til en hel del andre emner. For eksempel til dialogen, forhandlingerne og forlig partierne imellem.
- Dialogen mellem partierne, det er den dialog, vi mangler i Burkina Faso, siger delegationens eneste kvinde, Rose Marie Compaore, der er leder af UPC og den burkinske opposition.
- Vi har dialog internt i hvert parti, men ikke imellem partierne, fortsætter hun. Netop denne dialog er hun og Djéjouma Sanon enige om, at de med rejsen til Danmark nu har taget hul på, og de vil begge arbejde på at skabe større dialog mellem lokal- og statspolitikere i deres eget land. Det samme gælder et samarbejde på tværs af stat og kommuner i forhold til uddannelse, sygehuse og så videre.
- Vi har lært meget af denne rejse, om organisationen og om måden partierne arbejder sammen på, siger Djéjouma Sanon, der var imponeret over danskernes vilje til at ville deltage i demokratiet og den politiske debat gennem frivilligt arbejde i diverse råd, læserbreve og så videre, men også over, hvor mange mennesker, der egentlig arbejder med politik, ikke som politikere, men i kulissen.
- Det er måske det, der gør, at politikken fungerer, siger han.

Kvinder i politik
For Rose Marie Compaore har kvindernes deltagelse i politik særlig betydning. Hun er delegationens eneste deltagende kvinde, men hun fortæller, at antallet af kvinder i politik i Burkina Faso er stort set som i Danmark. Dog er mange kvinder analfabeter i hendes hjemland, og derfor holder de sig tilbage fra politik. Desuden spiller den private økonomi en stor rolle.
- Hos os koster en politisk kampagne meget, og man skal bruge millioner for at blive valgt, fortæller hun og er imponeret over Ann Buschs fortælling om, at hun blev valgt ind trods et meget lille budget og selvom hun kun i kort tid havde været medlem af et parti.
Rose Marie Compaore er særligt interesseret i, hvad årsagen i Danmark er til at antallet af kvinder, der stiller op til politik, er lavere end antallet af mænd, og her måtte hun erkende, at Danmark og Burkina Faso kæmper med nogle af de samme problemer: Gamle kønsrollemønstre.
- Egentlig skulle man ikke tro, at det ville være et problem i Danmark. Vi har haft stemmeret i 100 år, men de gamle kønsroller spiller stadig ind; ofte er det kvinderne, der skal hente børn og så videre, sagde eksempelvis Else Marie Langballe Sørensen, der selv først stillede op til politik, da hendes børn var store.

En delegation på 15 burkinske statsledere besøgte i sidste uge Vordingborg. I byrådssalen fortalte lokalpolitikerne Else Marie Langballe Sørensen (SF) og Ann Busch (Alternativet) om kvinder i dansk politik og måden lokalpolitik føres på her i landet. Foto: Mille Holst

Rose Marie Compaore og Djéjouma Sanon er ledere af henholdsvis det største oppositionsparti UPC og det største parti i flertalsgruppen, MPP, i Burkina Faso. På inspirationsrejsen til Danmark fik de øjnene op for vigtigheden af, at partierne taler sammen på tværs af partiskel. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar