Estate Invest og Lejerbo kommer tilsammen til at have mellem 60 og 70 boliger. Bygningerne ved siden af Odd-Fellow Logen på Algade skal rives ned, når byggetegningerne er på plads til foråret 2018. Fotos: Brian Romberg

Stationsområdet får 60-70 nye boliger

Det almene boligselskab Lejerbo har planer om at bygge i omegnen af 30 lejeboliger til både unge, ældre og familier i området over for Vordingborg Station. Estate Invest, som har opkøbt bygningerne i stationsområdet, har samtidig planer om 40 boliger. Til foråret tager tegnedelen af byggeprojektet sin endelige form, og så skal der ellers rives ned og bygges nyt. 

 

Det almene boligselskab Lejerbo kan bekræfte rygterne om, at de skal bygge boliger i området over for stationen. Som avisen skrev tidligere på året, er det ejendomsfirmaet Estate Invest, der har opkøbt en række ejendomme ved stationen. I den forbindelse er der indgået et samarbejde med Lejerbo om at cirka halvdelen af den kommende bebyggelse skal være almene boliger. Estate Invest har planer om at bygge cirka 40 boliger, mens Lejerbo regner med 30-35 - samlet set spredt på tre-fire bygninger. 

- Vi vil gerne have en blanding af både unge og ældre, og der bliver også plads til familierne, fortæller Michael Keis, forretningsfører hos Lejerbo. 

 

Venter på lokalplan 

Lige nu afventer Estate Invest og Lejerbo Vordingborg Kommunes lokalplan for området. Den forventes godkendt i løbet af december/januar og vedtaget i løbet af det sene forår. Herefter står den på udbud og nedrivning. 

- Så ser vi til den tid, hvor vi kan få bygningerne placeret og hvor mange det præcis bliver. Vi og Estate Invest går i gang med at tegne til foråret, siger Michael Keis og tilføjer, at planen umiddelbart er tre etager i højden. 

Direktør og indehaver af Estate Invest, Peter Nielsen, kan desuden tilføje, at der endnu er tale om et større puslespil. 

- Kommunen har noget p-plads og er over for DSB forpligtet til at stille P-pladser til rådighed. Så er det lige, hvor de skal være. Vi skal mageskifte noget jord med kommunen, og de skal bruge noget af vores jord til nye gangstier. Vi skal måske købe nogle p-pladser. Så der er en del forhandling, forklarer Peter Nielsen. 

 

Odd-Fellow med på råd 

En væsentlig del af det videre arbejde er hensyn til Odd-Fellow Logen, som holder til i Algade 8. De har også en grusparkering, hvor der skal tages højde for logens tilkørselsforhold. 

- Logen skal blive liggende, og Estate og vi har en aftale om, at vi prøver at tage hensyn til logen med udformningen af bygningerne, så alle er tilfredse. Blandt andet skal vi have elevatorbetjening hos os, så der vil vi forsøge at få noget fællesskab omkring noget elevator, fortæller MIchael Keis. 

Peter Nielsen kan hertil føje, at man bygger uden om logen og river de andre bygninger ned. 

- Omkring logen bliver det tre etager, så man ikke kommer til at lave noget, der er for anderledes i forhold til logen. Med hensyn til de gamle garager og bygninger, der skal rives ned, laver man en anden type byggeri med meget mere fremspring i højden med både tre etager og seks etager som en slags vartegn på torvet, fortæller direktøren, der ikke villet have turde bygge så mange boliger på én gang i Vordingborg by, hvis ikke Lejerbo kom med. 

- Det har været en gulerod til at få ændret hele det grimme hjørne dernede og i stedet få en indbydende sivegade fra stationen og ind gennem torvet og parkeringspladserne, ned mellem bygningerne og op til Algade. Vordingborg er lidt undervurderet i øjeblikket. Med den nye hurtigtogbane, giver dét område nye muligheder, siger han. 

 

 

Estate Invest og Lejerbo kommer tilsammen til at have mellem 60 og 70 boliger. Bygningerne ved siden af Odd-Fellow Logen på Algade skal rives ned, når byggetegningerne er på plads til foråret 2018. Fotos: Brian Romberg

Her bagsiden af logen (t.h.) og én af de bygninger, som i en nør fremtid må vige for almene boliger.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar