Soldater har altid haft blod i støvlerne

Lennart Jacobsen, formand for Det Falsterske Fodregiments Soldaterforening i Vordingborg, inviterede i forrige uge to værnepligtige fra Vordingborg Kaserne indenfor i soldaterforeningens lokaler på kasernen. Her fik de sig en snak om værnepligten i dag og dengang Lennart Jacobsen var inde i 1961 - før kvinderne kom ind i militæret.


I KONGENS KLÆ'R I soldaterforeningens lokaler oppe under loftet på Vordingborg Kaserne, tager Lennart Jacobsen og Preben Hansen imod menig Eld og Helholt. Her fortæller de ældre soldater om deres oplevelser under værnepligten, viser fotografier og gemte ting og sager fra dengang. Samtidig får de to tidligere soldater kendskab til livet som værnepligtig på Vordingborg Kaserne i dag. 

Blandt de ting, der tilsyneladende ikke har ændret sig med årene er vigtigheden af at kunne pakke sine ting korrekt og ordentligt. Er tingene ikke pakket rigtigt, bliver den menige sendt tilbage for at gøre arbejdet om. Sådan var det dengang, sådan er det i dag. Men i Lennart Jacobsens tid kunne man gøre sig fortjent til at blive ”fripudser”:

- Den der ikke havde støv i opslagene på uniformen og hvor knapperne var blankpudsede, gik fri af vagten og fik ekstra orlov, fortæller Lennart Jacobsen om fænomenet, der naturligvis var eftertragtet blandt de menige. Han synes dog at værnepligtstiden var præget af ”kæft, trit og retning”.

- Sådan er det ikke i dag. Nu taler man pænt til hinanden og er dus, mener han.

 

En hård men lærerig tid

- Vi står op ved fem-sekstiden, så gør vi rent. Nogen tager badeværelserne, nogen tager opgangen, fortæller Oliver Helholt, der er imponeret over at der var rengøringspersonale på kasernen på Lennart Jacobsens tid. Men Lennart Jacobsen synes om at de værnepligtige selv gør rent:

- Det glæder mig, at I får lov til de pligter. Det er så vigtigt at man lærer det, mener han.

- Vores værnepligtstid, den var hård, men for pokker et godt kammeratskab man fik, fortsætter Lennart Jacobsen, mens han mindes aftnerne med kortspil og sport, gerne fodbold eller håndbold.

- Dengang brugte vi soldaterhjemmet meget, siger han. 

- Der var andagt om aftenen og kaffe. En spillede klaver dér, og så sang vi. Vi kunne være en 40-50 mand der.

At soldaterne benyttede soldaterhjemmet så meget, skyldtes ifølge Lennart Jacobsen, at kasernens cafeteria ”Lugen” kun havde åbent til spisetiderne. De mange værnepligtige, op mod 1600 mand, gav desuden lange køer.

- For at få en kop kaffe stod vi i ”Lugen” i tre rækker.

Stod man bagest i køen valgte mange i følge Lennart Jacobsen i stedet at gå på Soldaterhjemmet.

- I dag er der en fire-fem stykker, der bruger soldaterhjemmet, mener Oliver Helholt, der selv er godt tilfreds med maden på kasernen. Og der er altid nok af den. Det var der ikke i Lennart Jacobsens tid.

- Pålæg stod på bordene. Man skulle skynde sig, hvis man skulle nå at have noget, fortæller han. På godt og ondt lærte han under sin værnepligt således noget om livet, og både Eld og Helholt synes at have samme oplevelse.

- Det at være værnepligtig er meget andet end det militære. Det er også almen opdragelse og pli. Det er det, vi tager med os bagefter, mener Freya Eld, der desuden sætter pris på den hårde fysiske træning:

- Man lærer at presse sig selv, for man ved, der ikke er nogen vej udenom, siger hun og Lennart Jacobsen istemmer:

- Man får nogle indre styrker. Du kan godt, du kan godt...Det værste er, når det begynder at bløde i støvlerne...

 

Weekender på kasernen

I 1961 kunne de værnepligtige ikke gå på weekend før ved to-tiden lørdag eftermiddag, og allerede søndag aften skulle de stille på kasernen igen. Lennart Jacobsen, der dengang boede på Lolland, havde ofte ikke mulighed for at rejse hjem - dels på grund af tiden, dels fordi der kun blev givet én fribillet til toget om måneden - hvis man havde fortjent den - og ugelønnen på 17 kroner strakte ikke langt.

- Vi brugte soldaterhjemmet. Det var ligesom det, der var, siger han på spørgsmålet om, hvad soldaterne fik tiden til at gå med, når de ikke kunne rejse hjem. Men også dans og musik i Kirkeskoven trak soldaterne til to gange om ugen. En sjældnere gang imellem sparede soldaterne sammen og gik på eksempelvis Boulevardhotellets restaurant eller Vinstuen i Algade.

- Men der var næsten altid en, der gav en øl. Folk vidste at vi ikke havde penge, fortæller Lennart Jacobsen.

Til gengæld lagde soldaterne en del penge hos kasernens egen barber, som tog to kroner for en barbering. Håret og skægget skulle holdes i ave. Kun kort hår var tilladt. I dag er det tilladt at være langhåret, men langhårede drenge ved militæret skal benytte hårnet, mens kvinderne gerne må sætte det op, fortæller Freya Eld.

 

Fik mad af borgerne

Vi har tidligere i serien ”I kongens klæ’r” fortalt om en fem-dages øvelse på Kulsbjerg øvelsesterræn, som de værnepligtige på Vordingborg kaserne gennemførte i starten af april måned. Lennart Jacobsen imponerer med en fortælling fra sine værnepligtsdage, hvor de godt 1500 menige fra Vordingborg Kaserne drog af sted på øvelse i tre uger ad gangen, blandt andet til Bornholm.

- Først fik vi den sædvanlige røvtur med fysisk udmattelse. Jeg glemmer det aldrig, siger Lennart Jacobsen og menig Helholt og Eld nikker bekræftende. Selvom deres øvelsesture er af kortere varighed har også de brændt sig fast i hukommelsen.

- Jeg kørte med storkanon, fortsætter Lennart Jacobsen og viser et billede af bilen med det lange kanonrør. Ved affyring kunne den give en stikflamme hele 90 meter bagud, til gengæld kunne granaten gå igennem alt kendt panser fra dengang. Historien vækker minder og Lennart Jacobsen viser Helholt og Eld et fotografi på soldaterforeningens ene væg. På billedet ses en af Jacobsens sovesalskammerater, som omkom under værnepligten da han væltede med en kanonvogn.

Livet på soldaterøvelse var i ’61 også anderledes på andre områder end på antallet af dage. 

- Vi levede af folks velvilje, konstaterer Lennart Jacobsen.

Soldaterne overnattede på gårde rundt om i landskabet, og selvom der kom køkkenvogne kørende rundt til soldaterne med mad (som var blevet kold, hvis vognen først nåede frem midt om natten), så tog de ofte imod invitationer fra folk på gårdene som bød på kaffe og mad.

- Så kan man lige overkomme tre ugers øvelse, mener menig Eld, der ellers havde skuttet sig ved tanken om de mange dage på feltrationer.

 

Sås kun i ren uniform

Af hensyn til soldaternes sikkerhed går de i dag oftest ikke i deres uniformer, når de færdes i gadebilledet.

På Lennart Jacobsens tid havde soldaterne altid uniform på. Når de menige var på skydeøvelse for enden ad Orevej marcherede de gennem Vordingborgs gader ud til øvelsesterrænet i blankpudsede uniformer. Når de skulle hjem fra øvelsen var vejen en anden.

- Vi var plørede til efter skydeøvelsen, og måtte så ikke ses i gaden. Så gik vi henover markerne udenom byen til kasernen, fortæller han.

 

Soldat 516761

Værnepligten i dag er på fire måneder, men både Preben Hansen og Lennart Jacobsen aftjente 16 måneders tvungen værnepligt. Inden soldaterne tager afsked med hinanden, nævner Lennart Jacobsen sit soldaternummer: 516761. Det får straks Preben Hansen til at sige sit: 625201. De gamle soldaternumre sidder på rygraden. Helholt og Eld kan også deres numre udenad, men de er tvivlende overfor om de vil kunne huske dem om bare få år.

mille


Tema: 
I kongens klæ'r
Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar