Masnedsund er fra på lørdag lukket for al form for sejlads mellem på den ene bred Ingridhus og Margrethehus på Farøvej og havnen ved Masnedø Marinecenter på den anden bred til nogle meter på den anden side af den nuværende Masnedsundbro. Foto: Mille Holst

Slut med at sejle i Masnedsund

Fra på lørdag r det forbudt at sejle gennem Masnedsund - også i kajak. Grunden er arbejdet med den ny jernbanebro, som i det kommende år dels foregår på havbunden dels med meget store maskiner og elementer.

Masnedsund Per 11. november er det ikke længere tilladt at sejle gennem Masnedsund - heller ikke i robåd, kano eller kajak. Det meddeler Banedanmark, der påbegynder en række arbejder blandt andet under vandoverfladen i forbindelse med etableringen af den nye dobbelstsporede jernbanebro over Masnedsund.
Dels skal der fjernes kabler på havbunden, dels skal havbunden rettes til og der skal lægges grus ud og sættes pæle. Af hensyn til sikkerheden både for Banedanmarks medarbejdere og for eventuelle sejlere spærres området således helt af.
Området bliver ikke fysisk afspærret med bånd eller lignende, men bliver markeret og er desuden meddelt gennem Efterretninger for søfarende. 
- Mens vi arbejder vil der være folk tilstede, som også vil holde øje med at folk ikke sejler ind, men hvis man meget gerne vil ind i området, så kan man godt komme ind, siger projektleder i Banedanmark, Mette Koch Sonnenborg, men hun opfordrer til at man respekterer afspærringen, da den er for ens egen sikkerheds skyld.
- Vi kommer til at arbejde med meget store maskiner og store brofag, siger hun og tør slet ikke tænke på, den ulykke det vil være, hvis noget falder i vandet og rammer en sejler eller roer på afveje.

Det afspærrede område
Forbudsområdet starter et par meter fra den nordvestlige side af den nuværende Masnedsundbro og strækker sig til lige før indsejlingen i henholdsvis Masnedø havn og Vordingborg Sydhavn.

Fiskeri muligt fra land
Det er stadig muligt at fiske fra land ud for eksempelvis Kulturarkaden så længe Banedanmark ikke ligefrem arbejder på stedet.
- Hvis vi skal arbejde lige dér, så bliver der spærret af og så kan man slet ikke komme ind. Arbejder vi ikke dér, er der ikke noget problem, fortæller Mette Sonnenborg. Så længe der ikke er decideret spærret, kan man altså godt fiske i området så længe det bare foregår fra land.

Åbner i september 2018
Den nye jernbanebro forventes at stå klar i september 2018, og først på det tidspunkt åbnes der igen op for sejlads i området.
Den nye Masnedsundbro vil i gennemsejlingsrenden have en frihøjde på mindst fem meter - præcis som den nuværende bro. Dog vil broen have en stigende hældning fra Sjællandssiden til Masnedø, så frihøjden vil være noget lavere ved Kulturarkaden og noget højere på Masnedø.

 

Masnedsund er fra på lørdag lukket for al form for sejlads mellem på den ene bred Ingridhus og Margrethehus på Farøvej og havnen ved Masnedø Marinecenter på den anden bred til nogle meter på den anden side af den nuværende Masnedsundbro. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar