Skoler gør klar til robotkultur

Alle 3.-klasserne i Vordingborg Kommune skal i år arbejde med robotteknologi, og på Kulsbjerg Skole er man allerede godt i gang. Sidste onsdag skulle eleverne præsentere og demonstrere deres egne Lego-robotter, og her var folk fra det lokale erhvervsliv inviteret med som dommerpanel.

 

 

’Robotterne kommer’ er navnet på et nyt projekt, hvor eleverne i tredje klassetrin på skolerne i Vordingborg Kommune skal lære at bygge  robotter og IT-programmere - ja, i det hele taget få pirret den naturvidenskabelige nysgerrighed så tidligt som muligt. 

På Kulsbjerg Skole fremviste tredjeklasse-eleverne i sidste uge således resultaterne af  ’First Lego League Jr. - et undervisningsforløb, hvor opgaven her var at bygge en motoriseret Lego-model. 

Og det var gjort ekstra spændende, for folk fra det lokale erhvervsliv - og en repræsentant for læreruddannelsen - var forbi for at spørge ind til elevernes kreationer. Temaet for elevernes robot-byggeri var at vælge og bygge et dyr, som kan hjælpe mennesker. 

 

Digital indfødt er ikke nok

- Eleverne er meget opmærksomme, når deres opgave skal bruges til noget. At få erhvervslivet med som dommerpanel, som de skal præsentere for, giver det autenticitet, siger Henrik Elvang, IT-didaktisk vejleder på Kulsbjerg Skole. 

- Halvdelen af jobs vil om ganske få år være overtaget af robotter. Vi starter tidligt, så de får færdigheder til fremtidens jobs, der kræver betydeligt mere uddannelse, siger Allan Valentin Sørensen, skolekonsulent hos Vordingborg Kommune.  

- Robotter håndterer i dag administrative opgaver, og snart vil erhvervsskolerne - de traditionelt sikre jobs - få et chok, når robotterne for alvor kommer, fortsætter han og uddyber: 

- Man snakker om ”digitale indfødte”, men det er en misforståelse, at den nye generation kan arbejde med teknologi. Der er behov for mere end at kunne bruge teknologien. Der er forskel. Vi forsøger at få udviklet en forsker- og innovationskultur. 

 

Chokofant 

Og dommerne var tydeligvis  imponerede over børnenes evner. Eksempelvis havde en gruppe bygget og programmeret en lego-kat, der kunne fange en lego-mus, mens en anden gruppe havde lavet en elefant, der kunne løfte som en lille gravko. 

- Ajh, hvor er det vildt. Kan I også få den til at dreje den anden vej rundt? lyder det fra én af standene. 

- Jeg arbejder sommetider på en chokoladefabrik, hvor de har en stor maskine, der laver pålægschokolade hele dagen - og natten. Godt programmeret, siger elektriker Lars Bang til et par elever, der helt uden at vide det har lavet, hvad man ifølge elektrikeren kalder et ’loop’. 

- Der er altså tænkt ud af boksen. Allerede tidligt i livet tænker de løsninger frem for begrænsninger, påpeger Lars Filtenborg fra Filtenborg El. 

- Én af bygget noget ligesom på en dampmaskine. Så spørger man, hvordan sådan én så virker. ”Jo, der kommer luft ind her, stemplet kører her...”, ler Thomas Friis Jørgensen, direktør i Stensved Formværktøj og får sine meddommere til at grine af ren og skær forbløffelse. 

 


FAKTA

• I år skal alle 3.-klasserne - cirka 350 elever - i Vordingborg Kommune arbejde med Lego WeDo-robotter som del af natur- og teknologi-undervisningen. Projektet kører frem til foråret 2018 og er et samarbejde mellem Center for Undervisningsmidler, Professionshøjskolen Absalon (læreruddannelsen, red.) og folkeskolerne. 

 
 
 
 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar