- Det gode ved at optræde lokalt er også at publikum er med. Det er ikke bare ”vores egen fest” på scenen. Vi har en fest med folk, siger Sine Bach Rüttel, der sammen med Flemming Walther, en guitarist og en kunsmaler, spiller egne små koncerter i mindre lokalområder. Fotos: Michael Thønnings

Sine og Walther vil skabe kultur der hvor der ikke sker så meget

En ny musikalsk duo med en banjospiller fra Borre og folkesanger fra Stubbekøbing, har slået pjalterne sammen med en kunstmaler og vil fra maj lave deres egen tour rundt i de områder, og bringe kultur ud til de steder, hvor der ellers ikke sker så meget. Touren går blandt andet til Borre forsamlingshus og avisen fik en snak med de to musikere om ”udkant” og om at udleve drømmene og ”gøre det selv”, selvom det kræver ofre, store satsninger og betyder lommesmerter sidst på måneden....

 

 

Borre/Stubbekøbing Flemming Walther er næsten lige stået op, da vi kommer op på formiddagen, men efter ungerne var sendt i skole, skulle han liiige lukke øjnene - og faldt i søvn.

- Vi var inde og spille i København i går aftes, fortæller folkemusikeren fra Stubbekøbing, der især er kendt for albummet ”Landsbydreng”, men har flere numre og bands i bagkataloget - blandt andet ”Sorte Fugle”.

Den landskendte banjospiller Sine Bach Rüttel, er lidt mere frisk. Hun overnattede hos sine forældre på Østmøn, og de to skal lige få styr på det sidste inden de to skal spille en udsolgt koncert hos Peter Abrahamsen i Maglebrænde denne aften. Her er de hyret ind, men den forholdsvis nye konstallation skal snart stå på fuldstændigt egne ben. Sådan rigtigt. De begynder i Skjoldborg ved Vorbasse, hvor Sine også har boet, men den anden koncert er i barndomsbyen Borre - den 4. maj.

- Det er en hel turne vi tager på til ”udkantsområder”. Steder hvor der måske ikke er så meget musik og kultur. Men der hvor folk er. Vi laver turen helt selv og står for alt. Så det er noget af et sats, fortæller Sine Bach Rüttel, om den kommende koncertrække.

- Det er noget vi skal prøve af. Vi er da lidt nervøse, for det er et sats. Så nu må vi se, om der kommer nogen, og om det så er noget vi skal gøre mere af, påpeger Flemming Walther, da vi sidder i hans køkken.

 

Musikerlivet trak

Med sig til koncerterene har de også kunstmaler Ulrik Dal. De mødte ham på et fynsk møntvaskeri, hvor de skulle lave en musikvideo og her tilbød han at male imens. Det blev til et stor farverigt bagtæppe og samarbejdet blev udbygget, så han kommer med og laver ”aktion-maleri”, mens de er to musikere spiller. Eet stort kultur projekt, på steder, hvor der ikke er så meget af sådan noget.

- Men vi har valgt Borre, fordi jeg er derfra. Mine forældre bor der og jeg er vokset op der og har gået på Magleby Centralskole, fortæller Sine Bach Rüttel, der også startede på Vordingborg Gymnasium, men to timers transport hver vej, blev for meget og musikerlivet trak i hende, så hun rykkede videre og spiller fast med Helge Engelbrecht, laver sommersang i Mariehaven til TV og har desuden stået for banjoindspilninger for både Lars Lilholt og D:A:D.

 

At være i front

Konstallationen med Flemming Walther, er således ret ny - og hedder blot  ”Walther og Sine” .

- Jeg kendte jo egentlig dine forældre, før jeg kendte dig, siger Sine og påpeger at de mødtes til en festival i det jyske, begyndte at ”jamme ” og spille sammen. Det udviklede sig til et samarbejde.

- Jeg var også nået til et punkt, hvor jeg ikke havde så meget lyst til at være ”i front”, fortæller Sine Bach Rüttel, der ellers var efterspurgt som solist med egne sange. Men hun savnede kompagniskabet. Flemming Walther var derimod klar på at være i front, efter tid som bandmusikere og tanken om at skabe noget i de såkaldte udkantsområder, hvor de selv er vokset op, tiltalte dem begge. 

Flemming er således fra Horbelev - men flyttede til den rivaliserende naboby Stubbekøbing for nogle år siden, mens Sine Bach Rüttel, har boet flere steder, senest i Præstø, men nu på Fyn.

- Jeg kan godt lide at bo her. Her er højt til loftet og mange forskellige mennesker. Og mange gode historier, fortæller Flemming Walther om livet på Nordfalster.

- Jeg fortæller jo netop historier med mine sange. Her kan man skabe noget sammen og her hjælper man hinanden, siger han  og påpeger at både han og børnene foretrækker den lille skole i Stubbekøbing, fremfor den store de før gik på i Nykøbing. 

Især holder de dog - begge to - af nærheden i de mindre samfund, og det er også derfor det giver mening at ligge deres første solotour dér. 

- Vi vil gerne have fat i dem der normalt ikke vil tage langt. Dem der er lokalt. Så der også er mulighed for at de kan møde andre lokale, siger Sine Bach Rüttel.

 

Egen lomme

Det bliver i øvrigt også med mad og lidt af et show. Til gengæld kan det gøres billigt, fordi det bare er dem selv, der står for det hele.

Det har krævet noget arbejde  og pengene må tages af egen lomme, for at få det i stand.

- Der har jo ikke været nogle koncerter rigtigt, siden før jul. Det er først nu her i foråret vi har koncerter, så der skal man have penge til at strække. Det skal man lige huske i løbet af året, inden man brænder det hel af på cafébesøg, siger Sine Bach Rüttel, der ligesom Flemming Walther af og til har suppleret musikerkarrieren med andre ”civile jobs”.

- Men det handler om at gøre det. At lave det man brænder for, siger Felemming Walther.

- Og man må have is i maven, når man står med det selv. Man er da lidt nervøs for om man nu får solgt billetterne. Men nu ser vi hvordan det går, eller om det ikke bliver til mere end de to vi har planlagt, siger Sine Bach Rüttel, der lander i Borre Forsamlinghus den 4. maj, med spisning fra 18.30.

    mith

- Det gode ved at optræde lokalt er også at publikum er med. Det er ikke bare ”vores egen fest” på scenen. Vi har en fest med folk, siger Sine Bach Rüttel, der sammen med Flemming Walther, en guitarist og en kunsmaler, spiller egne små koncerter i mindre lokalområder. Fotos: Michael Thønnings

”The mean streets of Stubbekøbing” - roen og menneskerne i de mindre lokalsamfund betyder meget for både Sine Bach Rüttel og Flemming Walther - det er derfor de bor der og derfor deres koncertrække er i mindre byer fremfor større spillesteder.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar