Seniorer skal ud af starthullerne

Sammen med kommunalvalget lige om hjørnet står også valget til Seniorrådet i Vordingborg Kommune. Mange kender stadig ikke til dette råd, som har stor indflydelse på de politiske beslutninger på ældreområdet. Det eneste krav til at stille op som kandidat er, at man er bosat i kommunen og er fyldt 60 år. Fristen er fredag den 13. oktober. 

 

 

- Der er faktisk mange, der ikke ved, hvad Seniorrådet er. Det har eksisteret i mange år, men der er manglende kendskab. Men vi skal gerne have folk ud af starthullerne, siger Peder Lundgaard. 

Han er ét af ni medlemmer i Vordingborg Kommunes Seniorråd, som der nu er valg til. 

Og det nytter altså noget med et Seniorråd, understreger Peder Lundgaard. 

Seniorrådets fornemste opgave er at rådgive kommunalbestyrelsen i alle ældrepolitiske spørgsmål samt løbende at holde borgerne ajour med de sager, rådet er inde over. Medlemmerne deltager også i høringer vedrørende alle de forslag, der berører ældre. 

 

Seniorernes vagthund

- Det har alle dage været et organ, hvor vi er med på råd i sagsbehandlingen hele vejen igennem. Det kan være placering af et fodgængerfelt, busruterne, pleje og omsorg,  ældre-venlige stoppesteder, offentlige toiletter som der er for få af. Vi bliver også hørt om hjælpemidlerne og standarder, der vedrører ældre, forklarer Peder Lundgaard.

- Vi giver også vores besyv med, når det gælder kommunens budgetter og ændringer i ældrepolitikken. 

Han giver et eksempel på en sejr i år. 

- Vi skulle spare tre millioner på kommunens buskørsel. Der sagde vi, at det kunne man godt droppe, og så måtte politikerne finde de penge i kassen. Og i budgettet for næste år har man også sat tre millioner af. 

- Vi var også stærkt imod forslaget om, at folk på plejehjem kun skulle op én gang om dagen. De penge fandt de også. Så man kan sige, at vi er vagthund i forhold til politikerne, siger Peder Lundgaard. 

 

Brevstemme

De eneste krav for at stille op som kandidat er, at man er fyldt 60 år ved udgangen af måneden før valgmåneden, og så skal man have fast bopæl i Vordingborg Kommune. Fristen er fredag 13. oktober klokken 12, og valget afvikles som brevstemmevalg. 

Man anmelder sig skriftlig på en anmeldelsesblanket, vedlægger et foto og en beskrivelse af sig selv på højst 20 ord.

- Det er vigtigt at få stemt. Det er vores pligt, at de ældre altid kommer i betragtning, påpeger Peder Lundgaard. 

Man kan kun stille op, hvis man anbefales af fem stillere.

Man er velkommen til at kontakte Seniorrådets medlemmer eller Pleje og Omsorg på 55 36 29 30, hvis man har spørgsmål. 

Valgperioden for Seniorrådsvalget løber fra den 20 november til 1. december 2017.

Klik her og se instrukser i at stille op som kandidat til Seniorrådet



Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar