Sagsbehandling til diskussion

I søndags deltog både lokalpolitikere og borgere i en debat om, hvordan sagsbehandlingen - især på Jobcentret - kan blive bedre i fremtiden.

- Udsat borger er et udtryk der hæftes på borgere der er i en prekær situation, ofte på overførselsindkomst. Men faktum er at vi alle er udsatte; vi kender ikke fremtiden, vi kan alle blive ramt på den ene eller anden måde - når som helst.
Sådan indledte Henrik Jensen, formand for Foreningen Social Anstændighed, der stod bag søndagens debatmøde om kommunal sagsbehandling.
Med udgangspunkt i egne og andre borgeres erfaringer med det kommunale system fortalte han og medarrangør Per Sennicksen om forskellige problemstillinger i den kommunale sagsbehandling, som det efter deres mening vil give god mening at ændre på.

Ideer klæder politikere på
Knap 30 deltagere havde lagt vejen forbi Panteren på den solrige søndag eftermiddag. Næsten ligelidt fordelt mellem politikere og almindelige borgere.
- Der var færre udsatte borgere end forventet - men en del lokalpolitikere fordelt på flere partier, fortæller Per Sennicksen, der også glædede sig over, at borgmesteren kiggede forbi.
Ønsket fra arrangørernes side var at skabe en åben debat der skulle forsøge at belyse idéer, uden at fokusere på eventuelle begrænsninger. Derfor blev de fremmødte inddelt i tre grupper, der roterede ved tre debat-borde med de forskellige kategorier: Simpelt, Hurtigt, Effektivt.
- Der kom rigtig mange gode idéer på bordet, og dem samler vi nu i et idékatalog. Det kommer til at tage nogle dage, fortæller Per Sennicksen.
Blandt de emner, der blev bragt på bane, var et ønske om mere og simplere kommunikation fra kommunen til borgeren. Flere af de tilstedeværende kendte til eksempler på både breve til ældre og i sager fra Jobcentret, som var skrevet i et sprog, borgerne ikke forstod.
Andre udtrykte et ønske om et tættere samarbejde mellem virksomheder, Jobcentret og de ledige.
Desuden fortalte flere af de fremmødte borgere om oplevelser, hvor Jobcentret har underkendt lægeerklæringer, hvilket ifølge andres udsagn dog ikke burde kunne lade sig gøre.
Når idékataloget om nogle dage er blevet samlet, vil det blive givet til Vordingborg Kommunes politikere i håb om, at det kan bidrage til en positiv udvikling af Vordingborg Jobcenter og kommunens sagsbehandling generelt.

Fakta

• Foreningen Social Anstændighed startede i juni 2016 som en debat på facebook, på baggrund af danskere der istedet for kontanthjælp var tvunget til at modtage integrationsydelse. I april 2017 stiftedes selve foreningen Social Anstændighed med medlemmer fra hele landet.

Tekst: Mads Sørensen og Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Venligst til den siddende Kommunalbestyrelse.... Vordingborg Kommune ligger lavest i forhold til tildeling af Førtidspension, og Seniorførtidspension er kun 2, dokumentation via landsdækkende info fremsendes gerne.. Mit ønske er at Vordingborg Kommune tager fortolkning af ordet "kan" op til revision og hjælper udsatte borgere i højere grad, med svar indenfor gældende lovgivning, idet der ignoreres af jobcenter. MÅSKE flere ansatte i jobcenter Vordingborg med udannet personale, hertil har undertegnede flere eksempler på at elever overtager og glemmer videresendelse til rehabiliteringsteam. Venligst, en værdig og hurtig afslutning i sager om ansøgelser om førtidspension. På forhånd TAK

Tilføj kommentar