Ann Busch i gang med at samle affald ved Næstvedved og Præstegårdsvej. Når først man kommer i gang, opdager man, hvor meget der egentlig ligger, mener hun og opfordrer andre til at hjælpe med at holde naturen omkring os ren. Foto: Mille Holst

Privat korps rydder op i naturen

Mange private samler affald, når de alligevel er ude at lufte hunden eller gå tur. Nu opfordres endnu flere til at hjælpe til.

Kommunen Det flyder med affald langs vores veje og stier. Derfor har Ann Busch fra Alternativet samlet en gruppe af frivillige, der går og samler andres affald, når de alligevel er ude at lufte hunden eller gå tur.
- Vi går og samler op efter alle de svin, der er, siger Ann Busch, der efter at hun er begyndt at samle affald i naturen, spotter det allevegne.
Selv har hun gerne to forskellige poser med, en til genbrugsaffald og en til restaffald, og som regel har hun en ekstra pose med til cigaretskod. Affaldet tager hun med hjem og smider det i sine egne eller i naboernes affaldsbeholdere, når de giver lov. Men der er også mulighed for at komme af med det på en anden måde.
- Tag et foto af de fyldte sække og sig, du har samlet skrald der og der, så kommer kommunen og henter det, og den kommer ret hurtigt, fortæller Ann Busch og gør opmræksom på, at affaldet skal stilles ved en af de lidt større veje, så det er nemt for medarbejderne i kommunens Vej- og Parkafdeling at finde det. Foto og tekstbesked skal sendes via kommunens app: ”Vordingborg kommune Giv et tip”, som man kan hente gratis i Appstore. App’en kan også bruges til alle mulige andre tip til kommunen. 
Ligger der for meget eller for stort affald i området, til at man som privatperson kan samle det sammen, kan et billede af det også sendes til kommunen, som så kommer og rydder op - hvis det vel at mærke er et kommunalt areal. 

Kommune bakker op
I kommunen er vej og park-folkene ifølge Ann Busch glade for de private skraldindsamlere.  De er nemlig langt fra nok ansatte til også at kunne samle affald ind, når de er ude for at slå græs med mere. Hvis der ligger plastik og andet affald i det høje græs, når kommunens folk kommer for at slå det, så bliver affaldet kværnet til småstumper. Det gør det endnu sværere at få væk fra naturen. 
Vordingborg Kommune har besluttet at bidrage til det private indsamlingskorps med veste og poser til affald.
- De skulle være klar til afhentning i Borgerservice til påske, men nu er Borgerservice lukket, og så kan vi ikke hente dem, fortæller Ann Busch, der derfor fortsætter nogen tid endnu med at bruge egne handsker, tænger og sække. Og både handsker og tænger er nødvendige, mener hun. Meget af affaldet sidder godt fast rundt omkring og noget ligger i krat og er ikke til at nå uden en ”snapper”.

At opdrage på folk
- Man behøver ikke sortere affaldet. Det vigtigste er at få det væk fra naturen, fortæller Ann Busch, der bliver rystet, når hun hører om dyr, der er fundet døde med flere kilo plastik i maven.
Selv samler hun affald hver eneste dag i området omkring Næs, Stuby og langs Næstvedvej. Andre i gruppen  har andre faste områder, de forsøger at holde rene.
- Når der ligger affald, har folk en tendens til at smide mere affald der, siger Ann Busch, der også synes, hun kan se, at der kommer mindre affald, der hvor der jævnligt samles op.
- Jeg samler cirka en skraldepose fuld på fem dage, siger hun.
- Det handler om at opdrage på folk, siger Ann Busch, der har erfaring for, at hvis man pænt beder folk om at samle deres eget affald op og ikke smide det i naturen igen, så har det en positiv effekt. Affaldet bliver smidt tankeløst, men bliver man gjort opmærksom på, at det man gør er forkert, så holder det op, mener hun.

Hjælp med hvor du kan
Hvis du har lyst til at være med i Frivilligt affaldskorps Vordingborg Kommune, kan du finde gruppen på facebook eller du kan tage kontakt til Ann Busch og fortælle, hvor du gerne vil gå og samle. Netop i disse tider, hvor mange er sendt hjem fra arbejde og skole, kunne lidt rengøring af naturen være en god læringsproces, mener Ann Busch, der kan kontaktes på abusch@vordingborg.dk eller per telefon 29 42 18 22.

Ann Busch i gang med at samle affald ved Næstvedved og Præstegårdsvej. Når først man kommer i gang, opdager man, hvor meget der egentlig ligger, mener hun og opfordrer andre til at hjælpe med at holde naturen omkring os ren. Foto: Mille Holst

Dette er den mængde affald, Ann Busch fik samlet på bare ti minutter, hvor Brovejen møder Næstvedvej i Vordingborg. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar