Det fine forårsvejr gav stor tilstrømning til det fælles morgenbord. Foto: Ulrik Jensen

Perfekt start på Steges byjubilæum

Med blandt andet gratis morgenbord på Storetorv og festgudstjeneste i Stege Kirke fik fejringen af Steges 750 års købstadsjubilæum en forrygende start.

Stege Forårsvejret viste sig - efter en smule morgentåge - fra sin bedste side, og lige fra morgenstunden var der lange køer for at være med til kaffe og rundstykker. Arrangørerne havde åbenbart undervurderet tilstrømningen, så der til sidst ikke var engangskopper nok til de senest fremmødte.
Formanden for jubilæumskomiteen, tidligere borgmester Knud Larsen, strålede om kap med forårssolen i tilfredshed over den perfekte start på jubilæumsaktiviteterne, der strækker sig fra nu og det næste halve års tid.
En snert af middelalder var der over det musikalske indslag under morgenbordet, hvor ”instrumentmagernes kone” og den lille gruppe Meonia Musica sang og spillede på gamle instrumenter.

Besøgende fra 1950’erne
Blandt gæsterne var Bo Herbst fra Stenløse, der var kommet for at høre middelaldermusik og være med til dans, sang og gøgl på kirkepladsen.  Bo Holst kaldte sig selv for ”tidsrejsende”  fra 1850’erne og var klædt med høj hat og tøj fra dengang.  Han ville gerne forevige begivenhederne og havde til lejligheden indbygget sit moderne kamera med video i et ombygget smykkeskrin, så det præcis lignede et af de allerførste fotografiapparater, der kom frem. 

Officiel åbning i kirken
Festgudstjenesten i Stege Kirke markerede den officielle start på byjubilæet, men allerede dagen forinden var åbnet en ny udstilling på Møns Museum om købmandsgårdene i Stege. 
I kirken fik publikum musik for fuld udblæsning med Kvindelige Marineres Musikkorps, der blandt andet akkompagnerede Stege Kirkes  Pige- & Voksenkor i præludium og indgangsprocession i et stykke skrevet for to trompeter, orgel og orkester. 
Der var fint besøg af biskop Peter Fischer-Møller og provst Mette Magnusson, der bistod den lokale sognepræst Lene Skov Opsahl ved jubilæumsgudstjenesten.  Under altergangen deltog Møns øvrige præster. 
Dagen fortsatte med flere aktiviteter blandt andet i Biografen Stege, hvor der blev vist filmen ”Stege i gamle dage”. Det er Møns Museum der har fået digitaliseret deres gamle Møn-film og klippet dem sammen med underlægningsmusik ved Musikskolens elever. 
Frem til afslutningen på byjubilæet den 3. november er der planlagt en lang række af arrangementer, som skal være med til at markere Stege som en gammel, men stadig levende og ung by. 

Det fine forårsvejr gav stor tilstrømning til det fælles morgenbord. Foto: Ulrik Jensen

Bo Herbst fra Stenløse gav den som tidsrejsende fra 1850erne. Foto: Ulrik Jensen

I kirken fik publikum musik for fuld udblæsning med Kvindelige Marineres Musikkorps dirigeret af Jakob Lange. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar