En del af voldgraven er - og bliver ved at være - ganske grøn til ære for den grønbrogede tudse. Foto: Michael Thønnings

Padder kræver voldgravsgrønt

Alger er igen begyndt at begrønne voldgraven i Vordingborg, men de bliver tidligst ryddet i juli. Den sjældne  grønbrogede tudse har nemlig brug for grønt i sit hjem.

Vordingborg - Det er jo den samme historie som sidste år, siger Carsten Horup fra Natur og Miljøafdelingen i kommunen.
Den sjældne grønbrogede tudse har gjort Vordingborg voldgrav til sit hjem, og det kræver at der er grønt, som de kan sidde på her i foråret og som deres haletudser kan gemme sig i, når den tid kommer.
- Jeg har lige talt med dem i Vej og Trafik om taktikken og de får fred i voldgraven, siger  Carsten Horup.
Som tidligere er folk netop begyndt at spørge til hvornår der bliver ryddet op i voldgraven. Især den ende mod Færgegårdsvej er meget plaget af det grønne - både alger og vandplanter, og med solens - og turisternes komme, er der folk der mener, at en grøn sump, ikke givet det pæneste indtryk af by og borg.
- Det er jo en diskussion om hvad der er æstetisk og at passe på naturen. Den grønbrogede tudse er meget sjælden. Den findes ikke i Jylland og på Fyn, mens den har et godt levested på Sydsjælland, påpeger Carsten Horup.
Sidste år var 40-50 grønbrogede tudser i voldgraven, og den er blandt andet en af grundene til at man gravede ud på Kirkeengen, hvor der er lavet et par ekstra søer. Meningen er at tudserne også kan rykke lidt derover.
- Det er meget unikt med de her tudser i et byområde, understreger Carsten Horup.
Han påpeger dog, at de på tværs af forvaltningerne ser det an, med antallet af tudser. I udgangspunktet, vil man dog ikke pille alger og vandplanter væk, før tudserne er klar til det og det bliver tidligst hen i juli måned.
- Sidste år var vi henne i august, hvor vi fjernede det vi kunne med en grab inde fra land, fortæller han og gør klart at man har overvejet at lave noget formidling ved voldgraven, da mange spørger til mængden af alger
Den grønbrogede tudse lever tre til fem år, og kravler rundt i haver i området. Den drager dog mod vandhuller og søer - bandt andet voldgraven, når det begynder at blive varmt, hvor man her i foråret kan høre dem ”synge”. Herefter kommer der haletudser, og først når de er vandret væk, vil kommunen kigge på at rydde voldgraven for det grønne.    

En del af voldgraven er - og bliver ved at være - ganske grøn til ære for den grønbrogede tudse. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar