Slotstorvet var godt fyldt op. Foto: Ulrik Jensen

Operahygge på torvet

Slotstorvet var tæt besat af et tusindtalligt publikum i lørdags, hvor sangere fra blandt andet Den Kongelige Opera underholdt med en række festlige, bevægende og smukke operahits.

Vordingborg Publikum hyggede sig i det fine sommervejr, og stemningen var afslappet og munter, da der i lørdags var Sommeropera på Slotstorvet i Vordingborg. De fleste havde medbragt klapstole, borde og tæpper og mange tillige en madkurv, som blev nydt før og under koncerten med fire dygtige sangere akkompagneret af den amerikanskfødte pianist Carol Conrad.
Tenoren Thomas Peter Koppel fungerede som konferencier og bandt det hele sammen i et program, der bød på en eventyrlig rejse i operaens verden. De øvrige medvirkende var sopranen Louise Fribo, barytonen Teit Kanstrup og mezzosopran Tuve Semmingsen.

Alle kunne være med
Som ved tidligere lejligheder leverede sangerne knapt to timers glad underholdning med fokus på det populære og iørefaldende. Her kunne alle være med, og selv om det overvejende var et modent publikum, var der også en del børn, som fik en fin introduktion til operagenren. Med operasangernes afslappede tilgang til operaens univers, der jo ellers indbyder til de helt store følelser, sørgede de for at bringe genren helt ned på jorden. 
Koncerten bød blandt andet på smagsprøver fra Bizets opera Carmen, som kan opleves i sin helhed, når Den Jyske Opera kommer på besøg i DGI-huset den 3. november. 
Leonard Bernstein, der ville være fyldt 100 år i år, var repræsenteret med en sopranarie fra musicalen Candide sunget af Louise Fribo. På programmet var også et nummer fra Mozarts allertidligste opera, som han skrev som 15 årig. Alle sangere medvirkede i kvartetten fra Verdis Rigoletto, de to kvindelige medvirkende sang duet i et nummer fra Hoffmanns Eventyr, der var uddrag fra Flagermusen, russisk folkevise med mere, inden koncerten blev rundet af med ”Den allersidste dans”.
Der var stående bifald til de medvirkende, som naturligvis efter et ekstranummer, fik overrakt blomster for deres præstationer.

Nyt program på gaden
Som tidligere var det Musikforeningen Cæcilia, der stod som arrangør af sommeroperaen, som er støttet af Vordingborg Kommune. Medlemmer af foreningen havde travlt med at uddele Cæcilias nye sæsonprogram, der er kommet frisk fra trykken.
Det var da også en meget tilfreds formand, Mogens Frandsen, som glædede sig over det store fremmøde og et perfekt vejr til friluftskoncerten. 
 

Slotstorvet var godt fyldt op. Foto: Ulrik Jensen

De fire sangere var på scenen samtidig i flere numre. Foto: Ulrik Jensen

Der var stående applaus fra publikum til Sommeropera på Slotstorvet, og buketten kom retur til en begejstret tilhører. Foto: Ulrik Jensen

Cæcilia-formand Mogens Frandsen var meget tilfreds med fremmødet. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar