Murmeldyret var den, der blev tegnet allermest, da 0. klasse fra Marienberg i sidste uge havde teaterworkshop. Foto: Mille Holst

Murmeldyr for en dag

Eleverne i 0. klasse på Marienberg skole fik i sidste uge en tidlig julegave. De blev nemlig inviteret i teatret af egnsteatret Cantabile 2.

Vordingborg Gennem et samarbejde med Vordingborg kommune kan egnsteatret Cantabile 2 tilbyde alle kommunens skoleafdelinger mulighed for at komme ind og se børneforestillingen ”Spor af Dyr” med en efterfølgende workshop. Tilbuddet har kørt siden september måned og fortsætter indtil efteråret 2018. I alt bliver 26 opførelser og workshops vist på denne måde.
 

Tegner oplevelsen
I sidste uge kom turen til Marienberg skoles 0. klasse, som på Vordingborg Teater blev klædt i kapper og ført ind i forestillingens skovunivers med talende dyr og skovalfer.
Efter forestillingen talte børnene og skuespillerne om stykket og børnene fik mulighed for at reflektere over temaerne og sammenligne dem med deres egen hverdag. Bagefter skulle børnene tegne dét, der gjorde mest indtryk i forestillingen, og her var der en klar overvægt af tegnede murmeldyr.
- Det er sjovt at se forskellen på klassetrinene. Fjerde klasse er mest interesseret i trick’ene, at vi har en plante, der kommer kaffe ud af; de små er mest optaget af murmeldyret og det at de får kapper på - og så selvfølgelig, hvis de skal overrække noget i løbet af forestillingen, fortæller Siri Facchini Haff, der er leder af Cantabile 2’s børne- og ungeafdeling og skuespiller i forestillingen Spor af dyr.
Da børnene var færdige med at tegne, blev alle tegninger hængt op på væggen i teatersalen, og så blev alt lys i salen slukket undtagen en spot på tegningerne. Her kunne de så allesammen sidde og se hinandens kreationer og snakke om teateroplevelsen igen. 

Kommer selv på gulvet
Efter en frokostpause i blev det tid til at børnene selv skulle røre sig. De to skuespillere Siri Haff og Karolina Pietrzykowska sørgede for workshopen, der også satte børnenes samarbejdsevner på prøve.
Sammen med børnene fortæller de historien om murmeldyrenes flugt fra det bjergm, hvor de allesammen bor, men som de må rejse fra fordi det skal laves til skisportsted. 
- Her er de (børnene, red.) allesammen murmeldyrene og vi laver en række scener sammen for eksempel murmeldyrenes vinterhi, murmeldyrene vågner, murmeldyrene er bange og flygter, murmeldyrene over floden, gennem tunnelerne og så videre, fortæller Siri Haff og fortsætter:
- Her skal de bevæge sig med kroppen, bruge fantasien, samarbejde og have fysisk kontakt med hinanden. 

Vigtigt at komme ud
Børnehaveklasseleder Susanne Hansen er glad for at hun kan tage børnene med i teatret.
- Det er en oplevelse for børnene og jeg tror, det betyder meget for dem at komme i teatret, siger hun og synes, børnene har nogle gode snakke bagefter, hvor de relaterer til deres egen hverdag. Hun mener desuden, at det generelt er godt for børnene at komme ud af klasselokalet. Selv takker hun derfor ja til stort set alt, hendes klasse bliver tilbudt, så én dag om ugen kommer hendes klasse på 28 elever gerne på tur.

 

Murmeldyret var den, der blev tegnet allermest, da 0. klasse fra Marienberg i sidste uge havde teaterworkshop. Foto: Mille Holst

Tegningerne bliver beundret på teatervæggen. Foto: Mille Holst

Børnene lå tæt, da de selv spillede murmeldyr. PR-foto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar