Muleposerne fra Bogø

Eleverne i 9.z på Bogø Kostskole håber, at de senest på lørdag har fået samlet mindst 23.000 kroner til nogle ekstra oplevelser for anbragte børn og unge rundt omkring i Danmark.


Under overskriften ”Den lysegrønne bølge” er eleverne i 9.z på Bogø Kostskole med i kampagnen ”Ungdomsværn”, der hvert år arrangeres af organisationen Børnehjælpsdagen. Der er tale om 25 skoleklasser rundt omkring i Danmark, som samler penge ind til formålet. Elever fra kostskolen på Bogø nåede sidste år 20.000 kroner og dermed sejren som den klasse, der fik samlet flest penge.

- I år er det vores mål at nå mindst 23.000 kroner i håbet om, vi vinder igen, fordi det samtidig betyder, at vi får en pris på 10.000 kroner, siger Signe Christensen som den ene af de to medieansvarlige, der skal gøre omverdenen opmærksom på opgaven.

- Så håber vi, at vores klasse - med skolens hjælp - får penge nok til at betale for et par fridage i London, tilføjer Chamilla Schmidt som hendes medansvarlige på den opgave.

Men der er opgaver nok for klassens 18 elever foruden det at have ansvaret for kontakt med pressen. Eventansvarlige, film- og fotoansvarlige, fundraising, projektansvarlige og aktiv indsats på de sociale medier. En række opgaver, der samtidig skal give eleverne nogle praktiske erfaringer og oplevelser.

 

Indtægtskilder

Den planlagte event bliver en motionstur for alle interesserede på lørdag med start klokken 12 fra Bogø klubhus. Deltagere skal betale et gebyr for at være med på turen og muligheden for at vinde én af de sponsorerede gaver.

En anden indtægt for klassen er 10 kroner for hver gang, der bliver solgt en ”mulepose” med logomærke for kampagnen til 50 kroner. Resten af beløbet sendes til Børnehjælpsdagen.

Fredag i sidste uge havde klassen nået at samle næsten 6.500 kroner, der dels var tjent ved at samle tomme flasker – 406 kroner – og dels ved salg af muleposer i blandt andet Næstved Storcenter samt kontante bidrag – 3.731,50 kroner. Onsdag samlede eleverne penge ind bliver udførelse af såkaldte ”flash mob” i Nykøbing Falster, Vordingborg og Stege, hvor klassen i samlet flok foretager én eller anden overraskende og uventet aktivitet i håbet om, det kan få tilskuerne til at give et bidrag.

jmr


Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar