Frederik Backhaus fra Viemose var hurtig til at købe de to vigtigste Lindholm-hjemmeside-domæner for næsen af Staten, og bruger dem nu i kampen mod at der bliver etableret asylcenter på øen. Han opfordrer til modstandskamp. Foto: Michael Thønnings

Modstandsforening har overtaget Lindholm-domæner: Det er en frihedskamp

Kampen mod asylcentret på Lindholm er både digitalt og konkret for Frederik Backhaus, der har købt to at de vigtigste Lindholm-net-adresser, for at kæmpe mod centeret.

 

 

Viemose/Lindholm - Jeg var inde og tjekke de forskellige hjemmesider omkring Lindholm - og der var ingen der ejede domænerne. Det syntes jeg var helt vildt, så jeg købte dem, siger Frederik Backhaus fra Viemose, der nu ejer internetadresserne ”www.lindholmudrejsecenter.dk” og ”www.lindholmasylcenter.dk”. 

Begge domæner ville have været oplagte at eje for statens omtalte asylcenter på Lindholm, men Frederik Backhaus har helt andre planer.

Således har han lavet to forskellige hjemmesider, der appellerer til de forskellige politiske fløje, men hvor kernen - og hovedsagen - er et fokus på kampen for at stoppe et udrejsecenter på Lindholm, og den krænkelseskultur, som han føler, er opstået.

- Det der er foregået med Lindholm er fuldstændig udemokratisk. Der er ikke nogen, der har været hørt i det her. Derfor ser jeg det også som en modstandstandskamp. Man har pligt til at gøre modstand, påpeger Frederik Backhaus.

 

Fyld sejlrenden op

De to hjemmesider skal således - ud over at skabe interesse for kampen mod centeret - også fungere som et samlingssted for andre modstandere og folk der er interesserede i at gøre noget.

Hans umiddelbare først tanke var således at man får fyldt sejlrenden op med sten, så den ikke kan bruges.

- Det kan godt være at nogen synes, at det er at gå til yderligheder, men jeg ser det her som et voldeligt overgreb på lokalbefolkningen, siger han og understreger at det er vigtigt, at gøre noget.

Håbet er nu at flere vil være med og at man sammen kan stå imod etableringen af centeret eller i hvert fald kan gøre det svært, at få etableret.

- Den måde det er lavet på - det er ikke bare et forslag - det er en del af finansloven. Men vi skal vise, at vi vil sige nej, og stoppe projektet inden det kommer i gang, siger han og henviser til at man skal gå tidligt til værks og ikke vente, til der først er flyttet nogen ind.

 

Kunne ikke være der

Selv er Frederik Backchaus glad for området omkring Kalvehave. Han er ellers opvokset på Frederiksberg, men flyttede hertil for knapt tre år siden - netop fordi, der var for meget ballade i byen.

- Der var så meget med overfald og lignende. Man kunne ikke være derinde, påpeger han.

Selv mener han, at problemerne er opstået med den krænkelseskultur, som er kommet - eksempelvis i forhold til hvordan man omtaler religiøse grupper.

- Man tør ikke sige noget længere. Jeg synes det er vigtigt, at man kan sige det man vil. Ellers er der ikke ytringsfrihed. Det er okay at ”krænke” - det gør man i mange forhold og netop derfor kan man nærmere sig hinanden og komme bedre overens i sidste ende, siger han.

Håbet er, at man via de to hjemmesider kan samle folk i lokalområdet, der vil være med til at sørge for at få bremset, at der kommer et asylcenter på Lindholm.

Man kan selv læse mere på www.lindholmudrejsecenter.dk og www.lindholmasylcenter.dk

Mith

 

Tema: 
Lindholm

Frederik Backhaus fra Viemose var hurtig til at købe de to vigtigste Lindholm-hjemmeside-domæner for næsen af Staten, og bruger dem nu i kampen mod at der bliver etableret asylcenter på øen. Han opfordrer til modstandskamp. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar