100-års fødselar Poul Bloch Nielsen bliver fejret godt på sin runde dag.
Foto: Chriistiina Nataliya Zahraz

Maren og Poul fyldte 100 år samme dag

Maren Jensine Jensen og Poul Bloch Nielsen fra Askeby på Møn havde 100-års fødselsdag samme dag. Avisen mødte dem hver især i anledningen af den store dag.

Poul Bloch Nielsen

Fanefjord - Man skal leve livet så godt, som man kan. 
De livskloge ord kommer fra en mand, der har levet i 100 år.
Poul Bloch Nielsen blev født den 29. november 1917 i Sprove på Vestmøn. Han voksede op på Møn med sine forældre Alma og Thorvald Viggo Nielsen og fem søskende. 100 efterårstider senere, sidder han i sin stue på Møn, tænker tilbage, mindes, og fortæller om sit lange liv. Det stålgrå armbåndsur, han bærer, har fulgt ham siden konfirmationsalderen. 
100-års fødselsdagen blev fejret i stor stil på den lokale kro i festsalen med familie og venner fra nær og fjern, der kom for at fejre livstykket Poul Bloch Nielsen. 
- Det var en festdag, udtrykker Poul, der kan se tilbage på et på mange måder rigt liv, der har beriget ham med kærlighed, børn, børnebørn og oldebørn. 

Kærlighed på cykel
- Jeg mødte min kone Ea Ruth Agnethe til en balfest, da vi var unge. Hun tjente på Vallø Gods, og vi blev ungdomskærester, og senere gift, fortæller Poul, og mindes hvordan de deltes om en cykel, når de skulle til København fra Møn – og tilbage igen.  
- Ja, vi kørte på én cykel til Hovedstaden sammen, da vi var helt unge. Vi skiftedes til at løbe og cykle, fortæller Poul, og konkluder om livet med Ruth:  
- Vi har ikke haft det kedeligt. Vi var jo selskabsmennesker, hvis vi kunne slippe af sted med det, siger Poul smilende, og fortæller videre:
- Ruth og mig dansede også meget, og der kom mange folk i vores hjem. Det var et hjem med meget selskabsliv, og da vi boede i Lind, fik vi det første TV, og så kom folk og så med. Vi havde også en tipsklub.
Poul blev enkemand i 2004.

Arbejdslivet 
Arbejdsmæssigt har Poul prøvet lidt af hvert gennem sit liv. Som trettenårig kom han ud at tjene på en gård på Møn. Herefter fem år som bager i København, og tilbage til Møn igen, hvor der blandt andet blev arbejdet som alt-mulig-mand, landmand, chauffør, og selvstændig vognmand. 
- Jeg blev chauffør for en vognmand, og fik smag for det. Jeg havde ti biler i Lind, fortæller Poul, og beretter om den hårde start som selvstændig vognmand i 1943.
- Jeg havde købt en brugt vogn, og to af hjulene gik i stykker. Heldigvis modtog jeg en flot check fra min onkel, så jeg kunne købe nye dæk. Så gik det.
30 år som selvstændig vognmand ventede den unge mønbo, der blandt andet har kørt for Sukkerfabrikken i Stege, og også været med til at køre, da arbejdet med Bogødæmningen, der forbinder Møn og Bogø, blev bygget. 
Med dæmningen kom også forbedret færgefart mellem Bogø og Stubbekøbing, og Poul var med til at hjælpe jøder over vandet. 

Flid og ærlighed
Poul modtog nogle retningslinjer og gode livsråd fra sin far Thorvald Viggo, som han har levet efter.
- Min far sagde altid: ”Tab ikke modet. Smøg ærmerne op. Gå til den, og vær så ærlig som muligt; det kommer man længst med”, slutter Poul Bloch Nielsen fra sin stue, hvorfra han betragter fuglene i haven, som er godt i gang med at spise det udlagte foder.

 

Maren Jensine Jensen 

Fanefjord Maren Jensine Jensen (født Hansen) kom til verden som den ene pige i et enægget tvillingepar d. 29. november 1917. 
Hun blev født på Bogø, hvor hun stort set har boet hele sit liv. 
Hun gik ud af syvende klasse på Bogø Skole, og kom i huset i København. Herefter blev hun bagerjomfru, ligeledes i Hovedstaden. 

Kærlighed på Bogø
Hun fandt imidlertid kærligheden på Bogø. I den lokale Brugs var der kommet en ny ung brugsuddeler fra Sønderjylland, og Maren forlod København, rejste hjem til Bogø og i 1939 blev det unge par gift, og Maren flyttede ind i Brugsen,
De første mange år gik med børn og husførelse. Der var som regel op til fem ansatte; lærlinge, ekspedienter, ekspeditricer, og hushjælp, som både boede og spiste i Brugsen, og med fem børn var der rigeligt at se til. 
Maren blev medhjælpende hustru i Brugsen, så man kunne møde hende bag disken i butikken. 
Efter 35 år valgte uddelerparret at gå på pension, og de købte et dejligt hus med udsigt til Bogø Mølle, hvor de havde nogle herlige år. De fejrede guldbryllup i 1989, men allerede to år efter blev Maren enke. Da Maren fyldte 99 år flyttede hun ind på Fanefjordhjemmet i en hyggelig lille lejlighed. 
Marens 100-års fødselsdag blev fejret på en lokal restaurant på fødeøen Bogø sammen med børn, svigerbørn, børnebørn, oldebørn og de gode venner, der er tilbage.                        

 

100-års fødselar Poul Bloch Nielsen bliver fejret godt på sin runde dag.
Foto: Chriistiina Nataliya Zahraz

Mor og datter. Maren Jensine Jensen og Ulla Wegge med Marens lykønskningsbrev fra dronningen. Foto: Chriistiina Nataliya Zahraz

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar