Peter Yhlen, indehaver og administrerende direktør af Bella Moda i Vordingborg, udvider sin forretning markant med ekstra mange salgssteder i norden. Her fotograferet i Outlet-butikken på Hovedakslen 8 i Vordingborg. Foto: Mille Holst

Lokalt designede sko hitter i Norden

Der er godt gang i salget af de lokaltdesignede sko Bella Moda Shoes, så virksomheden udvider markant i den kommende tid.

 

Vordingborg For 22 år siden sprang ægteparret Lisbeth og Peter Yhlen ud i livet som selvstændige indenfor skobranchen. For fem år siden åbnede parret en Shoes Outlet på Hovedakslen i hjembyen Vordingborg, hvor de sælger sidste års modeller af deres eget skodesign Bella Moda Shoes. Siden har forretningen for alvor taget fart, og i øjeblikket udvider den markant i hele Norden.

Peter Yhlen har en samarbejdsaftale med Illums Bolighus i København, hvor de lokale kvalitetssko er blevet solgt i en årrække. Nu udvides samarbejdsaftalen, så Bella Moda sko fremover også vil stå på hylderne i Illums Bolighuse i Stockholm, Oslo og Malmø. I alt vil Bella Moda kunne fås i seks af Illum Bolighus’ forretninger i Danmark, Sverige og Norge. Peter Yhlen er yderst tilfreds med konceptet ”en shop i shoppen”, hvor han i andres butikker får mulighed for at have nogle hylder med sine egne sko. 

- Det er en god måde at få en ekstra butik på, fortæller han, da vi besøger ham i butikken i Vordingborg. Og det er ikke kun de store kunder som eksempelvis Illum, der er blandt hans samarbejdspartnere, der i alt tæller omkring 300 engroskunder. Adskillige tøjbutikker rundt omkring har Bella Moda sko i deres sortiment og til efteråret vil også Sinnerup forhandle Bella Moda. 

- Sinnerup er en livsstilsbutik på størrelse med Bahnebutikkerne. De ligger bare mest i Jylland, forklarer Peter Yhlen.

 

Nettet er en vigtig butik

Ifølge Peter Yhlen er internethandlen steget markant sien finanskrisen startede i 2007, men han vil dog ikke kun satse på internethandel, men også sikre sig, at hans sko er til at få i fysiske butikker rundt om i landet.

- Nettet er uomgængeligt, men vi tror meget på, at have samarbejdsaftaler på gode beliggenheder, siger han og præciserer, at både den fysiske butik og webshoppen skal leve op til samme standard som det produkt, man sælger.

- Oplevelsen skal helst være god både i den virtuelle og i den virkelige butik, pointerer han. Blandt andet derfor giver Bella Moda både fri fragt og fri retur på købte varer. Bella Moda udvider således ikke kun sine mange shop-i-shop samarbejdsaftaler, men også sine egne fysiske butikker. Udover Outlet’en i Vordingborg har Bella Moda fået egen butik i Fiolstræde i København og i Sankt Clemens Stræde i Århus, hvorfra også Bella Modas webshop bliver styret. Desuden har Peter Yhlen sikret sig et fast showroom i Bellacentret, hvor Bella Moda årligt deltager i flere forskellige messer, blandt andet CIF-messen (Copenhagen International Fashion). 

 

Unika til kvindefødder

Bella Modas eget skodesign, Bella Moda Shoes, er til kvinder. 

- Kvinder bruger i gennemsnit ti par sko, hvor en mand bruger et par, forklarer Peter Yhlen om årsagen til, hvorfor det netop er kvindesko han og hustruen interesserer sig for. 

- Vi designer vores sko i Danmark og får dem produceret primært i Italien og Spanien, fortæller Peter Yhlen, hvis damesko normalt produceres i størrelse 36 til 41. Men især i en størrelse 37 er der gode muligheder for i Outlet’en at skaffe sig sko, som ingen andre har. Det er nemlig i den størrelse virksomhedens kollektioner laves, og Peter Yhlen forklarer, at der ud af de måske 220 forskellige design, der hvert år bliver lavet, kun kommer måske 180 i produktion. Ikke fordi de resterende er dårlige sko, det er bare de andre, der er faldet i flertallets smag på de messer, hvor de er blevet præsenteret

I den kommende tid er der særlig grund til at holde øje med sortimentet på Hovedakslen; her kommer nemlig ekstra mange varer retur til Outlet butikken i Vordingborg, der iøvrigt kun holder åbent torsdage, fredage og lørdage.

 

 

FAKTA

• Bella Moda er danskdesignede sko producerei i Italien og Spanien. Virksomheden ejes af Lisbeth og Peter Yhlen.

• Virksomheden, der har til huse på Hovedakslen 8 i Vordingborg har pt otte ansatte.

• Udover eget skomærke har Bella Moda agenturet på de italienske skomærker Khrio og Manas.

 

Peter Yhlen, indehaver og administrerende direktør af Bella Moda i Vordingborg, udvider sin forretning markant med ekstra mange salgssteder i norden. Her fotograferet i Outlet-butikken på Hovedakslen 8 i Vordingborg. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar