Næstved Symfonietta Ensemble støttede arrangementet ved at spille gratis for veteranerne. Foto: Ulrik Jensen

Lions Langebæk støtter Lene til Lege

Lions i Langebæk holdt torsdag en særlig aften for lokale veteraner.

Tolstrup Lions Club Langebæk har i de sidste par år støttet Veterancafeeen på Soldaterhjemmet på Vestervej i Vordingborg med et kontant tilskud. Første gang var det med en donation på 15.000 kroner til brug for en udflugt eller noget andet ekstraordinært arbejde for veteranerne. Sidste år valgte man i stedet at invitere veteranerne på besøg i Lions Clubs klubhus på Møllebakken i Tolstrup til et arrangement med mad, musik og en højtidelighed omkring nedtagelsen af flaget. Dette arrangement, hvor Lions stiller hus og  medlemmer til rådighed for en friaften for veteranerne,   fik en sådan opbakning, at man i år valgte at gentage succesen i torsdags, hvor der var en ekstra særlig gestus.
Lions præsident Jens Nielsen læste nemlig for nylig  i Sydsjællands Tidende (uge 36)  historien om den kvindelige veteran Lene Palludan, der inden længe skal forsvare de danske farver ved et større sportsarrangement for veteraner i Sydney. Da Lene Palludan, der har en lang karriere som udsendt for Søværnet,  oven i købet viste sig at være bosiddende i Stensved, fik Jens Nielsen ideen til at støtte Lene Palludan med en donation. Jens Nielsen er selv veteran efter 40 år i Forsvaret , og da han på flagdagen til ære for de udsendte danske soldater, møde Lene Palludan fik de en snak, som endte med, at Jens opfordrede Lene til at sende en ansøgning af sted. 
Lene fulgte opfordringen, og ved veteranarrangementet i Tolstrup forleden fik hun officielt overrakt en donation på 5000 kroner
Det betyder, at Lene nu har mulighed for at få opgraderet sin racercykel og tage den med på turen til Sydney, hvor hun om kort tid skal forsvare de danske farver i de tre discipliner cykling, svømning og ergometerroning.  Arrangementet hedder Invictus Games og er veteranernes svar på OL, og Lene kommer til at dyste med andre kvindelige veteraner fra 17 forskellige lande.  Det hele kommer til at foregå i den olympiske by og på de olympiske stadions, og der venter naturligvis deltagerne en stor oplevelse. 
- Vi vil gerne gøre noget for de danske veteraner, og i år har vi valgt at gøre noget særligt for Lene, som er en af de 25 deltagere på det danske landshold i Australien, lyder det fra Lions præsident Jens Nielsen.
Lene Palludan har lovet, at hun til gengæld for sin donation til foråret vil deltage i et medlemsmøde i Lions for at fortælle om sine oplevelser i Sydney.
- Det er dejligt at kunne støtte Lene, når nu vi har en lokal repræsentant med i Sydney, fremhæver Jens Nielsen.
- Lions Langebæk støtter humanitære formål med cirka 125.000 kroner årligt, og heraf går cirka 65 procent til lokale formål. Andre 25 procent går til nationale formål, mens resten bruges internationalt via den verdensomspændende Lions organisation.
Da Sydsjællands Tidende udsendte medarbejder møder 57-årige Lene Palludan ved arrangementet hos Lions, lægger hun ikke skjul på, at hun begynder at lide lidt af præstationsangst. 
- Vi skal rejse den 15. oktober, og som tiden nærmer sig, kan jeg godt mærke, at jeg begynder at blive meget spændt.  Samtidig ved jeg jo, at jeg har trænet hårdt siden februar, og at det nok skal gå. 
- Jeg er meget taknemlig over, at det nu er blevet muligt at få opgraderet min racercykel, og at jeg kan få min egen cykel med på turen.  Jeg har kørt mange kilometer på landevejene, og jeg har trænet ergometerroning hos Vordingbowl, mens svømmetræningen er foregået i Nørre Alslev Svømmehal. 
Nu glæder Lene Paludan sig til, at det går løs i Sydney, hvor cykeldiciplinen blandt andet er en enkeltstart  rundt i Botanisk Have i Sydney, hvor det gælder om at cykle længst på 30 minutter.

Næstved Symfonietta Ensemble støttede arrangementet ved at spille gratis for veteranerne. Foto: Ulrik Jensen

Lions præsident Jens Nielsen og veteran Lene Palludan. Foto: Ulrik Jensen

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar