Lene Palludan fra Stensved er i den grad mærket af sine 20 år i militæret - hvor det at være kvindelig pioner ofte har været sværere end selve krigen og kampene. Nu er hun så blevet udtaget til det landshold, som om kort tid skal kæmpe ved OL for veteraner - Invictus Games - i Australien. Foto: Michael Thønnings

Kvindelig pioner i militæret skal kæmpe for veteranlandsholdet i Sydney

Lene Palludan fra Stensved var pioner, da hun i begyndelsen af 1980’erne valgte en militærkarriere. Nu skal  hun sammen med 24 andre veteraner fra hele landet være en del af landsholdet der kæmper for de røde/hvide farver i Australien til oktober. Udtagelsen til holdet ser hun som en stor anerkendelse af den militære indsats og det er hendes mulighed for at komme videre fra de oplevelser, der har fulgt hende på godt og ondt.

Stensved/Sydney - Det er udviklingen - ikke medaljerne - der betyder noget, siger Lene Palludan. Men der skal alligevel kæmpes til det sidste, når Søværnsveteranen fra Stensved midt i oktober drager til Invictus Games i Australien, som en del af den 25 mand store danske landsholdstrup.
Invitctus er veteranernes svar på OL og det hele kommer også til at foregå ved og i den olympiske by og på de olympiske stadions. 500 veteraner fra 18 nationer skal mødes og kæmpe - på sportsarenaen fremfor i felten.
- Det bliver rigtig stort. Jeg ser det da som en anerkendelse. En tak til dem, der har været udsendt og ydet en indsats, siger hun.
For anerkendelse og støtten til veteraner er stadig ikke optimal. Men det bliver bedre og i Vordingborg er mulighederne faktisk fine, mener Lene Palludan.
- Jeg kommer meget i veterancaféen. Mange af dem er jo fra hæren og jeg har været i søværnet, men det betyder meget, at man kan mødes med nogen, man har det fællesskab med, siger hun og fremhæver desuden Flagdagen (der fejres i morgen, den 5. september), der også er en god måde at hædre dem og sige tak. For det betyder meget. Også for at komme videre.

En pioner
Lene Pallaudan er dog mere end ”bare” krigsveteran, der med udsendelser og patruljering i forbindelse med den kolde krige og senere på Balkan og missilpatruljer i den Botniske bugt, har gjort sit, som soldat. Hun har også gjort meget for kvinder i militæret.
- Det var en af min families venner der foreslog at jeg søgte ind og jeg blev en del af søværnet i 1980. Jeg var knapt 20 år, fortæller Lene Palludan. Der var ganske få kvinder ”i trøjen” på det tidspunkt. Faktisk var de kun to på hendes hold. Og militæret var endnu ikke rigtig gearet til det.
- Vi ville jo helst  være som alle de andre - være en del af det og kunne ”gemme os”. Men vi fik ikke engang de samme uniformer og vi blev i den grad eksponeret.
Det betød også, at der blev hujet og piftet af dem, og kigget efter dem, når de var på arbejde.
- Tiden var anderledes og man var eksponeret 24/7-365, fortæller Lene Palludan, der holdt ved og kom på sergeantskole i 1983 og siden kom ud at sejle i søværnet på Østersøen, hvor der i koldkrigstiden blev sejlet stjernepatruljer med minelæggeren, og med torpedobåden Sehested. Og siden var hun med ved Sharp Guard i 90’erne i forbindelse med Balkankrigen, som en af få kvinder.
- Jeg søgte også ned til en FN-mission på Cypern. Der har jeg et afslag, hvor der sort på hvidt står, at det er fordi jeg er kvinde, siger hun.
Den sag kom ud og gav endnu mere - uønsket - eksponering. 
- Man var altid på, siger hun.
Hun husker også tiden hvor de redede fiskere op efter et forlis eller da de var i alarmkode rød, og blot ventede på hvor og hvornår, der skulle trykkes på knappen for at affyre missilerne.

Væk
Det er dog ikke krigsoplevelserne, der har ramt hårdest.
- I sluthalvfemserne, adopterede hun sin hun datter og tog uddannelsesorlov. Herefter måtte hun væk.
- Jeg måtte bare væk, siger hun. Det var efter 20 år i militæret. Der skulle dog gå en årrække, før det egentlig ramte. Det gjorde det så, for fem år siden.
- Jeg fik medaljen for international udsendelse ind af døren, og der blev ”skrællen pillet af løget”, siger hun.
Under den første tid i militæret var man en del af en fællesskabet og dem man omgik er som familie.
- Og jeg var meget autoritetstro, siger hun.
Men det var overgreb. Andre - internt i militæret.
- Jeg anmeldte det aldrig. Og man dækker jo over hinanden, så det ville blive ord mod ord, siger hun.
- Men jeg har aldrig glemt det. 
Det var det - måske mere end den egentlige krigsindsats, der har påvirket mest.
- Efter jeg fik medaljen, brød jeg sammen, siger Lene Palludan. 
Hun havde tidligere forsøgt at få hjælp, men det blev ikke til noget og var svært at bede om. 
- Men nu brød jeg sammen og fik kontakt med veterancenteret, siger hun.
Det var der, hun fik hjælp og støtte.

De gode oplevelser
I dag er Lene Palludan færdig med et længere forløb, med at bearbejde oplevelserne fra militærtiden. Hun gik civil i 1999 og tog uddannelsen som sosu-assistent.
- De spurgte om jeg ville indkaldes igen, men på det tidspunkt ville jeg væk, siger hun. Det præger hende stadig - som det gør for mange.
- Jeg er netop kommet med i foreningen af kvindelige veteraner. Den har kun været i gang i et års tid, men her er historierne meget lig min, siger hun. Fjenden er måske ikke kun den ydre, som man møder i felten.
- Men jeg samler på de gode oplevelser. Fællesskabet. Det er det, som Invictus også giver, siger hun om det kommende veteran-OL.
Det var gennem veteranhjemmet i Vordingborg hun hørte om det og efter et par træningspas, blev hun udtaget som  en af de 25.
- Jeg troede jeg var for gammel og ville egentlig bare være frivillig, men så endte det med, at kom med, siger Lene Palludan.
Det ene tog det andet og nu skal hun forsvare fædrelandet i både cykling, svømning og ergometerroning. Der er lagt et hårdt træningsprogram og i sidste uge var hun inde med nogle af holdkammeraterne og svømme Christiansborg rundt.
- Og det gik rigtig fint, siger hun og påpeger at det handler om at finde styrke og bryde nogle grænser, på den gode måde. Og udfordre sig selv.
- Det gælder om at rykke sig. Bare det her at fortælle om det hele - at blive interviewet - det ville jeg aldrig have gjort før. Men jeg synes det er vigtigt at gøre opmærksom på det her og på veteranerne, siger hun.
Opmærksomheden er også en grænse hun arbejder med. Hun skal svømme på et stadion, hvor der er plads til 6.500 tilskurere og hele konceptet er orkestreret af den engelske Prins Harry, ligesom de får - og har haft - flere besøg fra Kronprins Frederik. Trænerne tæller desuden en eliteroer og en tidligere australsk OL-vinder i svømning.
- Men det giver meget at alle er her af samme årsag og vi ved hvorfor hinanden reagerer som vi gør. Men sporten betyder meget for fællesskabet. Det giver noget, siger hun og påpeger at både hun og de andre bruger sporten til at falde til ro.
- Den træthed man får når man har dyrket sport eller koncentreret sig betyder, at man faktisk kan få en god nats søvn, siger hun.
For det er ikke altid man kan få det, som veteran. Især ikke hvis man har sager kørende om at få anerkendt sine skader.
- Det er et hårdt pres og for mange er det en stressfaktor der giver uro i hovedet, som man bare vil have afsluttet, siger hun.
Selv har hun aldrig anmeldt det eller søgt om erstatning. Men ting som flagdag, veterancaféen og nu Invictus Games er i det mindste med til at anerkende indsatsen og sætte nogle ting på plads.
- Og når det er slut skal jeg have min første tatovering, fortæller Lene Palludan.
Det skal være et Invictus-logo, hvor bogstaverne danner en livssætning for veteranerne med ordene: ”I AM the master of my fate and the captain of my soul”.

Fakta
• Invictus Games finder sted i Sydney, Australien fra den 17. oktober.
• 500 (skadede) veteraner fra 18 nationer dyster - fra Danmark kommer 25, hvoraf Lene Palludan fra Stensved er en af dem.
• Invictus Games blev indstiftet af Prins Harry af England og idéen opstod efter sigende da han fløj hjem fra Afghanistan med en død dansk soldat og flere sårede engelske soldater. Meningen er at skabe fællesskab og anerkende veteraner via sporten. Også Kronprins Frederik støtter og har flere gange været forbi den danske lejr.

Lene Palludan fra Stensved er i den grad mærket af sine 20 år i militæret - hvor det at være kvindelig pioner ofte har været sværere end selve krigen og kampene. Nu er hun så blevet udtaget til det landshold, som om kort tid skal kæmpe ved OL for veteraner - Invictus Games - i Australien. Foto: Michael Thønnings

Der skal i den grad trænes for at blive klar - her fra træningslejr i Jylland. Foto: Anders V. Fridberg, Forsvaret

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar