Det lykkedes brandfolkene at begrænse branden til en enkelt længe, da der mandag aften opstod ild i en landejendom på Lilliendalsvej udenfor Mern. (Foto: Mads Sørensen)

Kraftig brand raserede landejendom

Mandag aften kl. 18:53 modtog alarmcentralen en anmeldelse om gårdbrand på Lilliendalsvej ved Mern.

Ved brandvæsenets ankomst stod der flammer op igennem taget på én af længerne på den nedlagte landejendom. Midt- og Sydsjællands Brand & Redning var hurtigt på stedet med køretøjer fra både Vordingborg og Præstø. Det lykkedes brandfolkene at begrænse branden og redde stuehuset samt en anden længe fra at blive flammernes bytte. Længen, der husede et større brændeoplag, nedbrændte stortset, fortæller vagtchef Ove Christoffersen fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Brandfolkene arbejdede sent mandag aften fortsat med at slukke branden og indsatsleder Claus Christensen fra Midt- og Sydsjællands Brand & Redning havde endnu intet bud på årsagen til branden, da brandfolkene ikke har kunnet komme ind i den brændte bygning, hvor tagkonstruktionen er faldet sammen. I stedet skal bygningen tirsdag gennemgås og undersøges for at finde brandårsagen.

Ifølge vagtchefen var ejendommes ældre mandlige beboer ikke tilstede på adressen, da branden blev opdaget og ingen kom noget til ved branden.

Udover brandfolk fra Vordingborg og Præstø var også to køretøjer fra Beredskabsstyrelsen Sjælland indsat til bekæmpelse af branden udenfor Mern.

Det lykkedes brandfolkene at begrænse branden til en enkelt længe, da der mandag aften opstod ild i en landejendom på Lilliendalsvej udenfor Mern. (Foto: Mads Sørensen)

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar