Vivi Schou og Henrik Pedersen glæder sig til at skulle fejre Restaurant Babettes 30 års fødselsdag i 2020. På lørdag står de bag et arrangement med alt godt fra havet. Foto: Mille Holst

Kloakmesteren og Babette

Hvad har en kloakmester, en ung Venø-bo og gourmetrestauranten Babette tilfælles? Få svaret til Babettes arrangement på lørdag med alt godt fra havet.

Gastronomi Kloakmester Jens Hunsballe i Neder Vindinge har en finger med i spillet, når gourmetrestauranten Babette i Vordingborg lørdag den 27. oktober klokken 19 slår dørene op for en aften, der står i havets tegn. Her bliver serveret hummer, østers, krabbe og blåmuslinger med hjælp fra Venø-restauratør Christian Borbjerggaard.
Christian Borbjerggaard er fætter til Jens Hunsballe, og da denne for nogen tid siden besøgte fætterens restaurant på Limfjordsøen Venø sammen med sin gode ven Torben Bonde, blev de enige om, at Christian da skulle sættes i forbindelse med Vivi Schou og Henrik Pedersen på Babette. Og sådan dannedes kimen til lørdagens arrangement med alt godt fra havet - eller rettere fra Limfjorden.

Tager 30 års jubilæet med
Den 5. juni 2020 kan Vivi Schou og Henrik Pedersen fejre Restaurant Babettes 30 års fødselsdag. Og den fejring vil ægteparret ikke gå glip af. Det gav de hinanden håndslag på fornylig.
- Efter de 30 år, så kan vi godt tillade os at koncentrere os om hinanden, siger Henrik Pedersen, der dog ikke dermed har sagt, at restauranten lukker kort tid efter. Han tillader sig i dag at se tilbage på restaurantens foreløbige 28 år med stolthed.
- Vi er den eneste restaurant i Danmark, der er blevet Årets Restaurant mere end én gang. Og i år bærer vi titlerne Årets Restaurant, Årets Kok og Årets Kokkeelev, fortæller han til Sydsjællands Tidende.
- De sidste fem elever, vi har haft, har fået guldmedalje; det er fem 12-taller i rap. Det er da noget, fortsætter han og går tilbage til dagens opgave: At få styr på aftenens arrangement, Babettes onsdag-torsdags klub, hvor værtsparret præsenterer gourmetmad for små priser, så enhver kan være med.
 

Vivi Schou og Henrik Pedersen glæder sig til at skulle fejre Restaurant Babettes 30 års fødselsdag i 2020. På lørdag står de bag et arrangement med alt godt fra havet. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar