Jan Faber, cheftræner for VIFs herreførstehold, glæder sig over at byens stadion endelig er ved at være klar til at blive spillet fodbold på igen. Herrerne er netop rykket op i Serie 1. Foto: Mille Holst

Klar til start

Herrernes førstehold skal igang med en ny turnering som oprykkere i Serie 1. Træner Jan Faber tror på, at holdet kan få en solid midterpladsering i år - og så forventer han iøvrigt, at spillerne er klar til at kæmpe om pladserne på holdet.

Vordingborg I Vordingborg Idrætsforening er der glæde over det nyanlagte græs på stadion. Både trænere og spillere ser frem til at kunne spille sæsonens første hjemmekamp på eget græs igen - og det gælder både herrernes førstehold, der er rykket op i Serie 1, og kvindernes førstehold, der er rykket op i Danmarksserien. Kampene ligger 24. august for herrernes vedkommende og 25. august for kvinderne.
- Panteren er en nødløsning, men en rigtig god nødløsning, men den bliver aldrig en hjemmebane, siger herrernes træner Jan Faber til Sydsjællands Tidende. 
- Men Panteren er jo fantastisk om vinteren eller den sidste del af efteråret.
Træneren har lige siden han er startet i klubben i vinters været opsat på at få samlet de store kampe i klubben så holdene spiller samme dag. På den måde vil man kunne skab mere stemning, mener han, med grill og underholdning. Første skridt den vej er, at få stadion op at køre.

Kamp om pladserne
Herrernes førstehold startede allerede træning i midten af juli, og Jan Faber har desuden hentet forstærkninger til visse positioner både fra Herlufsholm, HB Køge og egne rækker.
- Hvis man vil det her, skal man optimere på nogle positioner. Det er nødvendigt med et frisk pust, siger træneren, der synes at hans spillere kender hinanden lidt for godt og er for flinke overfor hinanden til træning.
- De må godt gå lidt mere til den, siger han, og det mener han kommer helt automatisk med de nye spillere på holdet, der også vil betyde, at der skal kæmpes om en plads i startopstillingen. Men vigtigst af alt for Jan Faber er indstillingen. Her er det ikke godt nok med ”det går nok”.
- Hvis man vil gøre sig nogen forhåbninger (om at blive i Serie 1, red.), så gælder det om at være klar fra start, siger Jan Faber, der derfor har startet træningen op allerede medio juli.
Førsteholdet har en kæmpestor trup på omkring 27 mand, der alle skal deltage i træningen. Og Jan Faber forventer, at der bliver kamp om pladserne.
- Hvis man vil være med her, så skal man træne, ellers vil jeg hellere bruge den der er næstbedst, siger han.
- De skal være her, og de skal ville det.
- Spillerne må kæmpe sig tilbage. Jeg bruger dem, der er skarpest på dagen. Sådan er gamet.
Men derudover er det for Jan Faber det sociale udenom, der skal bære lysten for alle parter, og så skal spillerne være indstillet på at lytte til hinandens erfaringer.

Satser på midterplacering
Oprykningen til Serie 1 har ikke kun betydet forstærkninger på selve holdet. Der er også udenomsfaciliteter, der skal på plads. Eksempelvis skal klubben sørge for bolddrenge samt tre dommere mod tidligere en til hver kamp.
- Drengene glæder sig virkelig til at rykke op, og de kommer virkelig til at lære meget, mener Jan Faber, der ikke vil have sine drenge til at stå og sparke bolde væk.
- Vi skal spille os ud af det, siger han og håber, at det kan lade sig gøre at få en solid midterplacering i Serie 1.
- Jeg tror godt, vi kan drille divisionsholdene fra København, lyder det fra førsteholdets træner Jan Faber.

Fakta
• I det første halve år må stadion ikke bruges mere end højst nødvendigt, hvilket vil sige kun én kamp om ugen. Det fortæller ”Solo” Hansen, der i øjeblikket er den, der ordner vandingsanlægget til stadion og i øvrigt også sørger for at tidsler og andet ukrudt bliver fjernet fra tribuner og udenomsarealer. Det er derfor heldigt, at kvinderne og herrerne oftest har forskudte hjemmekampe, således at begge hold kan få lov at spille på stadion.

Jan Faber, cheftræner for VIFs herreførstehold, glæder sig over at byens stadion endelig er ved at være klar til at blive spillet fodbold på igen. Herrerne er netop rykket op i Serie 1. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar