Ivar Ravn foran Orevej 195 (th.), hvor hans familie har boet siden før århundredeskiftet. Han forlod aldrig Ore - og regner ikke med at gøre det. Nu fylder han 90. Foto: Michael Thønnings

Ivar af Ore

Gennem fire generationer har familien boet og levet i Vordingborg-bydelen Ore. Alle er født og opvokset i samme hus, og har gjort det siden dengang, hvor det populære sommerhusområde var rent landsbrugsland. Den 15. juli, fylder Ivar Ravn af Ore 90 år.

 

 

ore Han står i arbejdstøj på billedet med de andre konfirmander.

- Jeg havde lige fået en time fri, så jeg kunne komme til præsten, fortæller Ivar Ravn. Han kom i lære allerede som 14-årig hos en tømrer i Masnedsund. Og han har da også været rundt omkring - mødte sin kone under soldatertiden i Nordsjælland, var i mange år ved banen - og også oppe i Vordingborg by, som gartner og pedel.

Men han har altid boet på Ore. Inden for en radius af 20 meter. Det var dér familien kom fra og hvor de havde boet siden bedstemoderens tid, da det første hus blev bygget i 1870’erne.

- Det første jeg ser om morgenen, er huset hvor jeg voksede op, fortæller han.

Det var huset hvor hans bedstemor boede, hvor hans forældre boede, hvor han selv og hans egne børn boede - og i øvrigt blev født. I det hus, som han stadig kan se fra sin have. Omdrejningspunktet for familiens liv gennem mere end 100 år. 

Ivar Ravn fylder snart 90 år - den 15. juli - og er en del af Vordingborg-bydelen Ores historie. Den første lille gårdbygning fra 1870 var fra den tid, hvor de eneste beboere på Ore, var seks små landbrug, i området der i dag er udbygget med store villakvarterer og nogle af områdets mest attraktive sommerhuse. 

Dengang boede bedstemoderen i huset, inden det nuværende blev bygget i 1900, og hvor Ivars far kom til. Han var egentlig fra Sønderjylland, men kom til Ore, da han mødte Ivars mor.

- Far var mælkemand fra 1928 til 1950’erne, hvor han kørte rundt i hestevogn, fortæller Ivar Ravn om faderen, der også drev landbruget på området ned mod strandparken ved Hybenvænget og på den anden side af Orevej, der dengang bare var en grussti.

- En del af jorden var ejet af Roskilde Stift, som min far lejede den af - det var en 12-15 tønder land - og også et stykke af vandet, hvor fiskerne med bundgarnspæle, betalte leje, så præsterne kunne få lidt penge, fortæller Ivar.

 

Byggede til

Ivars far og hans fire brødre havde været med under Første Verdenkrig og havde alle klaret den og Ivar selv kom også i militæret. Det var der han traf sin kone - oppe ved Klampenborg. Og hun kom med til Ore.

Allerede da han var i lære, havde han fået lov at bygge et kvistværelse i huset på Orevej 195. Der boede han som ung mand og havde ofte gæster, der spillede kort, mens  pigerne strikkede.

- Der var altid mennesker i huset, husker Ivar. Bedstemoderen boede der stadig,  mens han voksede op, selvom Ivars forældre havde overtaget det, og de var nu tre generationer i huset.

Da han kom tilbage med sin viv, blev det dog lidt trangt og Ivar byggede et ekstra værelse og et køkken på tag-etagen. Han var jo tømrer.

- Og hvorfor skulle jeg flytte et andet sted hen?, Spørger han. 

Det blev dog noget trangt, efterhånden som de fik børn og pludselig var fem.

- Fem mennesker på to værelser - det var da lidt trangt, husker han, mens hans ene datter, Trunte, nikker.

- Men det var hyggeligt at farmor og farfar boede nedenunder, husker hun.

 

Blev født i huset

Alle tre børn blev født i huset - ligesom Ivar og hans mor før ham, gjorde det. Og de voksede også op der. 

Ligesåvel som bydelen, Ore, voksede op.

- Det var i 1950’eren man begyndte at sælge jorden og bygge ud. Der blev også bygget vej herud, husker Ivar. 

Det betød at det oprindelige hus, en ekstra toiletbygning og stald, samt en del af forhaven måtte lade livet for offentlig vej og fortov. 

I dag står kun hovedbygningen fra 1900, mens der dog bagtil er bygget nyere lader op.

- Der kom også strøm herud. Det var mens jeg gik i skole - før brugte vi petroleumslamper. Jeg kan huske at min bedstemor aldrig tog det til sig. Hun sad i mørke, indtil vi kom med en petroleumslampe. Hun nægtede at bruge el, fortæller Ivar Ravn.

 

Stranden 

Tiden med landbrug, var stort set slut, da der blev bygget ud på Ore, men familien havde dog nogle kreaturer efterfølgende - og godt 100 høns.

- Folk kom langvejs fra og købte æg her, husker Ivar, der som sin far også solgte æg. De havde stadig godt 3500 kvadratmeter grund, hvor der også blev dyrket grønt.

Det betrød også at Ivar en overgang leverede asier til K-salat, da fabrikken lå her i byen - og indtil de flyttede.

Flyttede gjorde også det badehotel der lå ned på Ore strand.

- Det var Keller fra Masnedsund der havde det fra 1930 til cirka 1940, husker Ivar, der kom meget til dans og musik på hotellet. Han spillede endda også selv musik der.

- Men det er de færreste der kan huske det, siger han, da han viser billedet. Stranden betød meget.

- Jeg kan huske min far - da han var pensionist og havde solgt jorden, gik og rev stranden for tang. Så kunne skolebørnene bade derude, fortæller Ivar. 

Han går selv en tur til stranden hver eneste dag. Han passer den dog ikke, men trods sine snarlige 90-års dag passer han stadig haver i kvarteret. Slår græskanter - også  for de to af børnene, der bor i Vordinborg og på Ore.

Her var han da også den første, der fik en decideret græsplæne.

- Man havde jo ikke plæner dengang. Man havde urtehaver over det hele. Men jeg lavede en græsplæne - og der var så flere der fulgte efter, husker han.

I sin karriere var han da også 20 år ved stadgartneren i kommunen - altså efter en tid på banen.

- Da jeg stoppede blev jeg pedel oppe hos Nordea i Vordingborg og gik lidt og pasede bygningen. Jeg endte med at blive i ti år, siger Ivar Ravn, der lod sig pensionere helt som 72-årig. 

 

Havde selv planer

Og han blev på Ore i al den tid. Ligesom med bedstemoderens generation, så betød familieforøgelser at man byggede om og byttede rundt. Ivar og familien rykkede - da de fik børn - ned i stueetagen og forældrene rykkede ovenpå. Men de boede allesammen sammen. Der var liv i huset.

Det var der også da Ivars børn flyttede hjemmefra. Så blev der lejet ud til studenter, der blandt andet skulle læse på lærerseminariet.

- Der var mange der var glade for det. Nogle af de første vi havde boende, dem ser vi stadig. Faktisk kommer de til min fødselsdag, fortæller Ivar Ravn, der holder festen lokalt - men dog ikke på Ore.

Og heller ikke i det gamle hus - det blev solgt i 1986. Ingen af børnene  kunne bruge så meget plads og han og konen boede der alene, sammen med nogle lejere. Men han holder stadig øje med om blomsterne står pænt. Faktisk er altankasserne nogen han fik smedet hos en nabo i sin tid - lavet til huset på Orevej. Ivar er dog lejer nu - i en fint rækkehus - i øvrigt på den grund, som var farens.

- Jeg havde faktisk selv planer om at bygge mit eget hus her. Jeg havde lavet tegninger, men boligselskabet spurgte min far om de ikke kunne købe jorden, så de kunne bygge ud til boliger for FDBs mange ansatte, der kom hertil, fortæller Ivar.

- Far spurgte om det var okay, og jeg var jo ikke nået længere end tegninger, siger Ivar, der påpeger at prisen dengang var otte kroner per kvadratmeter - en høj pris i forhold til de to kroner kommunen havde givet..

Men han endte alligevel med at bo der. I et af boligselskabets huse med en lille have, hvor han hver morgem går ud og lige kan ane tagryggen af sit fødehjem. På Ore.

    mith

Ivar Ravn foran Orevej 195 (th.), hvor hans familie har boet siden før århundredeskiftet. Han forlod aldrig Ore - og regner ikke med at gøre det. Nu fylder han 90. Foto: Michael Thønnings

Det oprindelige hus - affotograferet. Det er den hvide 1900-bygning til venstre, der stadig står. Familien har oplevet meget her. Under krigen stod Ivar og hans mor og kiggede ud, da tyskerne hentede en betjent, der var genbo. De sprængte døren. -Vi stod helt op ad ruden og så faldt den ud. Så rettede de maskinpistolen mod os og så var det med at komme væk, husker Ivar. Ellers var der ikke megen dramatik på Ore.

Ivar holder sin have til perfektion - og flere andres også. Vandpumpen er den som de brugte i Ivars barndomshjem, som han tog med da han flyttede. De havde kun en brønd, når de skulle bruge vand.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar