• www.henriks-hvidevarer.dk

Infotavle til rytterskoler

Lokalrådet for landsbyerne Skibinge og Allerslev ved Præstø har fået et synligt bevis for rådets aktiviteter. I samarbejde med Vordingborg Kommune har de fået opsat en informationstavle ved siden af den gamle rytterskole i Skibinge.


Hvis det knapt tre hundrede år gamle egetræ, der står på hjørnet af Mønvej og Egestræde i Skibinge kunne tale, så kunne det fortælle historien om huset ved siden af.

Men træer kan jo som bekendt ikke sige noget, de knager bare lidt, når vinden rusker.

Så er det jo fint, at Lokalrådet og kommunen har fået sat en informationstavle op lige under træet.

Huset på Mønvej er oprindeligt bygget som en af Frederik den Fjerdes Rytterskoler, der blev oprettet i samtlige kongens rytterdistrikter i 1720erne

Det har de lokale vidst i generationer.

Der sidder sågar en af de originale sandstenstavler på ejendommens facade, som med datidens kringlede skrift og romertal fortæller, at her er en rytterskole. 

Sandstenstavlen er blevet tinglyst på huset og skal vedligeholdes af Lokalrådet. Mere om den senere.

 

Soldaterbørn skulle lære

Nu kan alle vi andre så få udvidet vores historiske horisont ved at kigge på den Informationstavle, der blev afsløret på pladsen under egetræets store krone.

- Det har været en lang og sej kamp, siden vi for at par år siden fandt på at vi ville have en form for oplysningstavle, der kunne fortælle om den gamle Rytterskole, sagde Ole Gunnar Petersen fra Allerslev – Skibinge Lokalråd i sin velkomsttale.

Men nu er den der og kan fortælle, at Frederik den Fjerde oprettede rytterskoler i sine rytterdistrikter over hele landet.

Skolerne skulle fungere som almueskoler for rytterdistriktets børn. Og der blev udstedt instrukser om skolepligt, undervisning og lærerlønninger.

Rytterskolen i Skibinge fungerede som skole indtil 1930. 

Så blev skolen flyttet til Abildhøjvej 7 og senere til den gamle Abildhøjskole ved Jungshovedvej og sandstenstavlen flyttede med.

 I 1994 fik en række Skibingeborgere reddet tavlen tilbage til sin oprindelige placering godt hjulpet af Tuborgfonden, Præstø Bevaringsforening og en lokal murermester.

Den kommunale informationstavle er turistvenlig. Historien om Rytterskolen er oversat til både engelsk og tysk.

Ved siden af infotavlen er der placeret en gedigen træbænk. Her kan man så sidde og fornemme de historiske vingesus fra Rytterskolen og egetræet.

toc


Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar