Michael Enevoldsen fra El-Comp A/S har scoret topkarakterer under hele elektrikeruddannelsen, og det har udløst fagets guldmedalje. Foto: Brian Romberg

Gylden og helt elektrisk 12-tals-lærling

Michael Daniel Enevoldsen fra Vordingborg - voksenlærling hos El-Comp - har klaret sin elektrikeruddannelse så flot, at han modtager en guldmedalje i slutningen af måneden for sine lutter 12-taller. 

 

 

Vordingborg Siden den første prøve for fire år siden har Michael Daniel Enevoldsen udelukkende scoret topkarakterer.  Rene 12-taller til samtlige prøver - herunder svendeprøven - har udløst el-fagets medalje, som han får overrakt 31. januar. En guldmedalje, der kun gives til særligt dygtige elektrikerlærlinge, som har leveret toppræstationer på uddannelsen. 

- Allerede da jeg fik nys om, at man kunne få en guldmedalje, besluttede jeg mig for at gå storstilet efter den. Jeg havde brug for at bevise over for mig selv, at jeg kunne, fortæller den 30-årige voksenlærling, der har stået i lære hos El-Comp i Vordingborg - og her fortsætter han.

 

Rødder frem for rundsave

Egentlig var elektrikerfaget ikke Michael Enevoldsens førstevalg. Efter handelsskolen tog han en sælgeruddannelse og flyttede som 20-årig til København. 

- Men jeg er ikke sælgertypen med rundsave på albuerne. Det er slet ikke mig. Jeg er mere til menneskelige relationer, hvor man snakker med her og fru Jensen og laver noget, de bliver glade for, siger el-nørden.

Hjemstavnen er for ham det rette element. 

- Jeg har altid gernet ville tilbage til rødderne i Vordingborg, og da muligheden for en læreplads hos El-Comp bød sig, greb jeg chancen, siger Michael Enevoldsen, der har taget grunduddannelsen på TEC (Technical Education Copenhagen) og resten af studieforløbet på EUC Sjælland i Næstved. 

Det har dog ikke ligget  lige til højrebenet, at han skulle lege med stikkontakter og strøm.  

- Min far er VVS’er, men jeg ville ikke gå i hans fodspor, siger Michael Enevoldsen. 

Men da han fandt ud af, spænding i elektrikerfaget, var engagementet til gengæld stort. 

- Jeg har knoklet, og det har ikke været ligetil. Min kæreste, som også er fra Vordingborg, har været en stor støtte under hovedforløbet. Hun kunne godt mærke, at jeg var et helt andet sted i hovedet i dagene op til svendeprøven, smiler Michael Enevoldsen. 

 

Et godt ry

Dem, der allerede kender mig nu, ved godt, at mit håndværk er i orden. Min far - som også er stolt af mig - har fortalt mig, at folk ude i byen har hørt om mit 12-tal, så det er stort for mig, at mit ry så at sige kommer før mig, smiler guld-lærlingen med speciale i installationsteknik, som eksempelvis indebærer programmering af intelligent belysning. 

Hans fokus er dog netværk.

- Jeg har kørt sammen med en kollega, hvor vi har specialiseret os i netværk. Det er også dét, jeg gerne vil fokusere på i fremtiden; hvordan man kommunikerer fra den ene til den anden, siger Michael Enevoldsen, som har sat avisen stævne i Havnefrontens Erhvervscenter, hvor han faktisk selv har været med til at ”lave strøm”. 

- Da vi arbejdede her, var det helt tomt kontor. Nu kan de sidde og være på arbejde og ved ikke, at vi har været her, siger han og peger ind på medarbejderne bag en glasfacade, som har gang i computerne. 

Planen er nu at udvide kompetencerne til ledelse. 

- Overmontøren, Tommy, har været en rigtig god inspirationskilde. Han er egentlig det, jeg gerne vil. Mellemleder - og samtidig være ude i felten. En slags ”spillende træner”, siger guldlærlingen, der også retter ros mod en forhenværende kollega.

- Claes har lært mig meget med hensyn til forståelsen for faget. Og det har også givet mere tro på mig selv - også når han har ladet mig vide, hvis noget har været dårligt udført, påpeger den ihærdige elektriker. 

 

 

Michael Enevoldsen fra El-Comp A/S har scoret topkarakterer under hele elektrikeruddannelsen, og det har udløst fagets guldmedalje. Foto: Brian Romberg

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar