Det er op ad bakke at få kommunen til at vedligeholde Rådhustorvet, og det trætter virksomhederne, der har slået sig ned der. Fredag i sidste uge blev de ødelagte gadelamper pludselig udskiftet med nye. Foto: Mille Holst

Fint at tænke i nye byrum - men man skal stadig passe de gamle

Virksomhed på Rådhustorvet i Vordingborg er glad for placeringen netop der, men der er slået skår i glæden, fordi Vordingborg kommune ifølge virksomhedsejeren ikke vedligeholder torvet ordentligt. Blandt andet har gadelamperne slet ikke virket før fredag i sidste uge.

 

Vordingborg Lonnie Nielsen har ikke et øjeblik fortrudt, at hun har rykket sin virksomhed ind i nyrenoverede lokaler på Rådhustorvet.
- Jeg er glad for at bo her; der går rigtig mange forbi her, siger hun og peger ud ad vinduet på smøgen mellem sine egne vinduer og rådhuset. 
Men selvom både lokalerne og placeringen er god, så ærgrer hun sig over, hvor meget tid hun har skullet bruge på at få kommunen til at holde torvet bare nogenlunde.
Indtil for 14 dage siden hang træernes grene ned til omkring en meter over jorden.
- Man kunne ikke komme hen til skraldespanden, siger Lonnie Nielsen, der derfor siden juli måned har skrevet til Vordingborg kommunes Vej og park afdeling flere gange. Dels for at få beskåret træerne, hvilket efter sigende ikke er blevet gjort de seneste fem år, dels for at få ordnet vedbenden på rådhusmuren, som helt skjulte torvets navneskilt. Men henvendelserne har også gået på den generelle pasning af torvet, så der ikke flød med pizzabakker og andet affald, og staudebedet, som for nogle år siden blev etableret i det tidligere springvand, men som i dag kun er ukrudt. Og med efterårets og vinterens komme er det også blevet mere og mere nødvendigt at få gadelamperne til at virke.
- Lamperne har været gemt i trækronerne i så mange år, at 50 procent af dem ikke lyser længere. Det er nu flere uger siden, jeg har henvendt mig, og intet sker der, fortæller hun til avisen. Hun ærgrer sig, for både hun og de øvrige virksomheder på Rådhustorvet glæder sig over, at et af byens gamle byrum med dem har fået liv igen.
- Det er fint, at man tænker nye byrum alle mulige andre steder, men det nytter bare ikke, hvis man ikke kan sørge for at vedligeholde dem, der allerede er, siger hun.

Vi gør som altid
I Vordingborg Kommunes afdeling for Vej, Park og havne er afdelingschef Helene Vinther Seidler uforstående overfor virksomhedernes utilfredshed med pasningen af Rådhustorvet.
- Der er ingen ændring i forhold til tidligere. Vedligeholdelsen ligger i faste rammer med hensyn til at luge og tømme skraldespande, fortæller hun til Sydsjællands Tidende og pointerer, at torvet er blevet passet ens uanset om butikkerne har stået tomme eller som nu er optaget af virksomheder. Hun mener umiddelbart heller ikke, at bedet i det gamle springvand er fuld af ukrudt. 
- Det vil undre mig meget, hvis det er groet til i ukrudt, siger hun men understreger dog at hun ikke har set bedet med egne øjne længe. Dog forklarer hun.
- I bedet er stauder og en blanding af græsser. Et utrænet øje synes måske, det er ukrudt.

Chef afviser påstand
Helene Seidler afviser også, at træerne på torvet ikke skulle være blevet beskåret i flere år, selvom det er den melding, hendes egne medarbejdere selv er kommet med overfor Lonnie Kromann Nielsen.
- Det er ikke korrekt, at de ikke har været beskåret i fem år. De er blevet beskåret hvert år, men det er muligt, at der er taget lidt ekstra i år, siger hun og erkender iøvrigt, at kommunen netop i år har været bagud med beskæring af træer, hvorfor arbejdet først er sket i midten af november måned.

Taler kun med ejer
På spørgsmålet om, hvorfor kommunen har været så længe om at reagere på blandt andet Lonnie Kromann Nielsens henvendelser svarer Helene Seidler:
- Vi taler med ejeren af bygningen, ikke lejeren.
Hun er således i dialog med Michael Eskildsen fra Kiss Development, som ejer bygningen, og hun opfordrer lejerne at rette henvendelse til ham, hvis de har behov for, at der er nogle ting, der bliver lavet eller opprioriteret - også selvom torvet er kommunens ejendom. 
Den udmelding vækker vrede hos Lonnie Nielsen, som synes at kommunen bør tage alle henvendelser alvorligt uanset om det er en borger, en virksomhed, en ejer eller en lejer, den kommer fra. 
- Det burde da være sådan, at man lyttede til brugerne - her de erhvervsdrivende - og handlede på deres henvendelser, og ikke først når pressen varsler med at skrive om det. Det gør mig faktisk meget ærgerlig, siger Lonnie Kromann Nielsen, der samtidig undrer sig over afdelingschefens udmelding, for Lonnie har korresponderet med flere i hendes afdeling. 
Netop en henvendelse fra pressen har nu to gange givet pote med hensyn til pasningen af Rådhustorvet. Måske er det tilfældigheder, men Lonnie Kromann tvivler. Træerne blev beskåret, da en fotograf henvendte sig til kommunen og meddelte, at nu blev torvet foreviget i anledning af en annonce, Kromann Nielsen skulle lave, og hun fortæller, at medarbejderne specifikt spurgte til, hvornår fotografen kom.
- De var altså blevet informeret om det, fortæller hun. Dagen efter at Sydsjællands Tidende henvender sig til kommunen med spørgsmål om vedligeholdelsen af Rådhustorvet - herunder specifikt de ødelagte lamper - dukker kommunens folk op og skifter lamperne ud.
- Lamper kan de nok ikke skaffe fra dag til dag, så det har nok været planlagt, men om det er rykket frem fra januar ved man jo ikke, slutter Lonnie Kromann Nielsen, der dog er glad for at der endelig er sket noget med vedligeholdelsen. Hun er jo, trods tovtrækkerierne med kommunens Vej og parkafdeling, rigtig glad for at have kontor netop på Rådhustorvet.

 

Det er op ad bakke at få kommunen til at vedligeholde Rådhustorvet, og det trætter virksomhederne, der har slået sig ned der. Fredag i sidste uge blev de ødelagte gadelamper pludselig udskiftet med nye. Foto: Mille Holst

Lonnie Kromann Nielsen umiddelbart efter indflytningen i juli måned i år. Træerne er efter sigende ikke blevet beskåret i fem år. I november lykkedes det.
Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Rådhustorvet kunne blive en af Vordingborg Bys design-perler, hvis man ofrede penge på en ny fontæne. For at skabe sammenhæng i byen - mellem by og borg - vil jeg foreslå, at man flytter navnet "Gåsetorvet" til Rådhustorvet og får opsat en flot gåse-skulptur med rindende vand. Omkring fontænen kunne sættes bænke, og det nye Gåsetorv kunne blive en rolig oase, hvor byens borgere i ro og mag kunne taget et hvil. Fint kunne det være, om der i tilknytning til gåsetorvet kunne bygges et offentligt toilet.

Tilføj kommentar