Kim Ingemann Erichsen fra Vordingborg festuge og Martin Christiansen fra øvelokaleforeningen Bunkeren glæder sig til at festugen får en ekstra scene til musik og blandt andet. Foto: Mille Holst

Festugen udvider med en ekstra scene

Vordingborg Festuge udvider og stiller en åben scene op på ruinterrænet, som programlægges i stil med hovedscenen på Slotstorvet. I år vil der således være musikprogram fra klokken 15.45 til cirka midnat.

Vordingborg Når Vordingborg Festuge i uge 28 tænder for strømmen til lydanlægget for den 38. udgave af festugen, så bliver det med et musikprogram fordelt på to udendørs scener.
Slotstorvet er fortsat vært for den store festuge scene, men på Ruinterrænet bliver der plads til en Scene 2 - en lidt mindre udgave af Scene 1 men dog seks gange ni meter - og også en storskærm.
På ruinterrænet har festugen de seneste to år på forsøgsbasis haft et telt med en lille scene til lokale bands. Ideen var oprindelig tiltænkt de unge, men nu flyttes scenen udendørs og målrettes ikke længere kun de unge, men derimod alle besøgende. Det er fortsat ”lokale” bands fra Stevns og sydover, der optræder på scenen, men programmet er lagt, så det stilmæssigt passer sammen med musikprogrammet på Scene 1.
I alt tre koncerter afvikles dagligt fra Scene 2. Den første starter klokken 15.45 og den sidste spiller i pausen mellem de to bands på Scene 1. Der bliver altså non-stop musik på festugepladsen i tidsrummet 15.45 til cirka midnat.

Udvidet musikprogram
Programlægningen på Scene 2 har øvelokaleforeningen Bunkeren stået for i samarbejde med Vordingborg Festuge. Foreningen arbejder for at give lokale kunstnere så optimale rammer at øve og spille i som muligt, og derfor ser de et samarbejde med Vordingborg Festuge velkomment.
- Det er noget andet at spille udendørs på en stor scene fremfor inde i et telt, mener Martin Christiansen fra Bunkeren, der er glad for, at Scene 2 i år bliver en integreret del af festugens musikprogram.
- Klokken 21.30 er den suverænt bedste spilletid på dagen. Alle er her, siger Martin Christiansen, der også godt er klar over, at det stiller nogle ekstra store krav til de optrædende.
På sigt håber han, at et eller to af de lokale bands kan komme til at spille på den store scene, så Bunkeren og festugen sammen kan være med til at udvikle de lokale talenter.
- Men nu vil vi med Scene 2 modne nogle lokale bands, og måske om et år eller to kan de muligvis få chancen på den store scene, siger han.
For Vordingborg Festuge handler arrangementet om at skabe ”et kæmpe arrangement for landsdelen”, som Kim Ingemann Erichsen siger.
- At vi kan støtte op om lokale bands på den måde, det er  kun fint.

Udvikling er altid et sats
Økonomien bag Scene 2 skal ifølge Kim Erichsen komme fra sponsorer.
- Hver gang vi vil udvikle, så skal det gøres for de samme penge eller der skal findes flere penge. På den måde er det jo et sats, siger han men pointerer samtidig, at han synes, det er vigtigt at festugen tør satse for hele tiden at udvikle konceptet.

Sildebordet rykker ud
Blandt de optrædende på Scene 2 fremhæver Martin Christiansen Elephant Suit og Pastell, der begge både er fra Vordingborg Kommune og for nylig har fået en pladekontrakt i hus.
De optrædende til lørdagens sildebord rykker desuden i år ud af ølteltet og spiller på Scene 2. 
- Ølteltet åbnes ud mod scenen, så den bliver en integreret del af det, fortæller Kim Erichsen, der desuden vil have tableret en lille gade med boder med merchandise fra trappen fra Slotstorvet og hen til ølteltet. 

 

Programmet for Scene 2

Mandag
• 15.45: Juiceboksen 
• 17.30: Artisterne
• 21: In Limbo

Tirsdag
• 15.45: Emilie & Anton
• 17.30: Sune Mandrup
• 21: Herløv Band

Onsdag 
• 15.45: Rolim
• 17.30: Sorte Fugle
• 21: Nikolaj Rysager

Torsdag 
• 15.45: DNT
• 17.30: Flush The Fashion
• 21: Elephant Suit

Fredag
• 15.45: Koncert Aflyst
• 17.30: Vi er Fædre
• 21.15: Samsurium

Lørdag
• 12-16: Sildebord med Sussie og Leo og Butterflies på Scene 2.

Kim Ingemann Erichsen fra Vordingborg festuge og Martin Christiansen fra øvelokaleforeningen Bunkeren glæder sig til at festugen får en ekstra scene til musik og blandt andet. Foto: Mille Holst

Arrangørernes forslag til, hvordan festugepladsen skal indrettes med den store scene på Slotsatorvet og scene 2 på ruinterrænet vendt mod Slotstorvet. Det store øltelt er rykket hen mellem flagstangen og ”kirken”. Illustration Kim Ingemann Erichsen.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar