VIF’s formand Morten Brandt glæder sig over, at fodboldklubben takket være Vordingborg Festuge i 2017 fik en ekstra indtægt på knap 200.000 kroner. Arkivfoto: Mille Holst

Festuge-overskud går til mere fodbold

Festugens overskud på knap 200.000 kroner går til VIF og fodboldaktiviteter i Vordingborg Kommune.

Vordingborg I december måned kunne Vordingborg Idrætsforening (VIF)endelig løfte sløret for, hvad det har betydet økonomisk for idrætsforeningen at stå for årets udgave af Vordingborg Festuge. Formand Morten Brandt lægger ikke skjul på, at det har kostet rigtig mange arbejdstimer, men han ser glad tilbage på arrangementet, som medførte et overskud på 195.592 kroner, som  går til fodboldsaktiviteter i VIF.
- Det er mange penge for os, men for de mandetimer, der ligger i det og den risiko, vi løber, der synes jeg jo ikke, det er mange penge, siger Morten Brandt til Sydsjællands Tidende, men han glæder sig over, at festugen i det mindste ikke gav underskud.
- Vi kom ikke i mål med det budget, vi havde lagt, fortsætter han, men er stolt over, at VIF påtog sig rollen som festivalarrangør og kom helskindet igennem den. 
Samlet set havde Vordingborg Festuge i 2017 en omsætning på knap 4,4 millioner kroner. Langt de fleste indtægter er kommet via salg af øl i selve festugen, men private har også købt støttearmbånd for i alt 81.000 kroner, virksomheder har købt reklamer oig endelig har Vordingborg Kommne støttet med knap en halv million kroner.

Reddede festugen videre
I foråret 2017 kastede den tidligere festugekomité håndklædet i ringen, da festugen mistede sin momsfritagelse. For at sikre Vordingborg Festuges overlevelse sprang VIF til og gennemførte årets festuge, for under VIF kunne festugen godt få momsfritagelse. Samtidig påtog VIF sig opgaven med at etablere en ny struktur for festugen, som fremover er organiseret i  Foreningen Vordingborg Festuge og Støtteforeningen Vordingborg Festuge.
- Det har ikke været omkostningsfrit at etablere en foreningsstruktur hvor Festugen nu er sikret fremover. Men det er en investering, der på længere sigt, vil tjene sig ind igen. Vi (VIF, red.) er forpligtet til at tage ansvar for udviklingen i Vordingborg, vi er afhængig af en levende by med gode aktiviteter, mente Morten Brandt eksempelvis på idrætsforeningens generalforsamling i begyndelsen af december. Til avisen præciserer han:
- Det har ikke kun handlet om at VIF skulle have et overskud.
Overskudet fra festugen er ifølge Morten Brandt således tænkt til fodboldaktiviteter, der kommer alle klubberne i Vordingborg Kommune til gode.

VIF’s formand Morten Brandt glæder sig over, at fodboldklubben takket være Vordingborg Festuge i 2017 fik en ekstra indtægt på knap 200.000 kroner. Arkivfoto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar