Afdelingsleder på udskolingen på Kulsbjerg skole, Charlotte Oldsgaard, og skolebestyrelsesformand Pernille Matzius, har gjort Kulsbjerg skole til den første skole i Vordingborg Kommune, der bliver helt røgfri i skoletiden. Foto: Mille Holst

Første skole helt uden røg i skoletiden

Kulsbjerg skole har som den første skole i Vordingborg kommune besluttet at være røgfri i hele skoletiden. Den beslutning får - i al fald i første omgang - opbakning både af forældre, lærere og kommunens sundhedsforvaltning.

Stensved På Kulsbjerg skole har skolebestyrelsen besluttet, at skolen efter sommerferien skal være fuldstændig røgfri i hele skoletiden. Det er således slut med for lærere og elever at tilbringe frikvarteret udenfor matriklen for at ryge en cigaret.
- Det er en lille brik i det store sundhedspuzzlespil, men vi håber, at vores børn om 20-30 år vil være sundere end vi var, siger skolebestyrelsesformand Pernille Mantzius om beslutningen.

Positive tilbagemeldinger
Det er kun en uge siden skolen sendte meddelelse ud om beslutningen til samtlige forældre og ansatte, men foreløbig har afdelingsleder for udskolingen, Charlotte Oldsgaard, kun fået positive tilbagemeldinger fra begge lejre. Hun regner dog med, at der vil være en række spørgsmål til emnet, når der er personalemøde på skolen 30. maj.

Ok at tage en æblepause
Ifølge Pernille Mantzius er man i skolebestyrelsen opmærksomme på, at rygere ofte har et særligt fællesskab. Derfor er en vigtig del af beslutningen om at gøre skolen røgfri, at der samtidig arbejdes på at skabe nye fællesskaber på skolen.
- Det skal blive ok at holde en æblepause. Rygere spørger jo ikke, de tager bare en rygepause, siger Pernille Mantzius. Skoleledelsen er således allerede i dialog med elevrådet om, hvilke nye rum og fællesskaber, der er behov for.

Dialog, læring og hjælp
I første omgang bliver forbudet fulgt op af dialog med ansatte og elever samt forældre, og desuden bruger skolen i udskolingen tværfaglig undervisningsmateriale om rygning udarbejdet af Kræftens Bekæmpelse. På den måde håber ledelsen, at eleverne vil tage påbudet til sig og bakke op.
Desuden kan både elever og medarbejdere få hjælp til at stoppe med at ryge. Flere af lærerne er allerede igang med et rygestopkursus under Vordingborg kommune og for Pernille Mantzius er det vigtigt at også forældrene får at vide, at de kan få hjælp, hvis deres barn begynder at ryge. Charlotte Oldsgaard supplerer:
- Målet er ikke, at vi skal være politi, men at vi kan undervise og forhindre eller forsinke rygestart, siger hun og vil om nødvendigt lave deciderede rygekontrakter med de elever, der måtte have behov for det.

Kommunal glæde
Kulsbjerg skole er den første skole i Vordingborg Kommune, der nu forbyder rygning i skoletiden, og det initiativ vækker glæde i kommunens sundhedsafdeling, hvor Torsten Sølund betegner initiativet som ”det mest effektive for at mindske rygning” og han er overbevist om, at det kun er et spørgsmål om tid, før røgfri skoletid bliver vedtaget ved lov.
Også sundhedsudvalgets formand Mette Høgh Christiansen er begejstret.
- Rygning er årsag til rigtig meget skidt i vores samfund, så jeg er rigtig glad for at der er en skole, der går foran i dette pilotprojekt, siger hun og påpeger, at rygning er direkte eller indirekte årsag til hvert andet dødsfald her i landet.
- Det er af stor betydning for vores børn, at de oplever en røgfri skoledag; at det er helt normalt, fortsætter hun og håber, at flere vil gøre som Kulsbjerg skole.
- Det vil være et stort mål for os alle, at vores børn får en god, sund opvækst, men noget af det, der er i det her er, at det skal komme nedefra, siger hun og lægger således op til at de enkelte arbejdspladser selv må tage beslutningerne. Der kommer ikke nogen pålæg fra kommunalbestyrelsen. Dermed går Vordingborg Kommune ikke så langt som eksempelvis Holbæk og Guldborgsund Kommuner, der fra politisk side har besluttet at forbyde rygning på skolerne. I Holbæk er det ifølge Pernille Mantzius endda ikke tilladt at ryge i arbejdstiden, når man har en hjemmearbejdsdag.

Afdelingsleder på udskolingen på Kulsbjerg skole, Charlotte Oldsgaard, og skolebestyrelsesformand Pernille Matzius, har gjort Kulsbjerg skole til den første skole i Vordingborg Kommune, der bliver helt røgfri i skoletiden. Foto: Mille Holst

Kulsbjerg skole bliver efter sommerferien røgfri skole i hele skoletiden. Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar