Et utrygt arbejdsmiljø

I Vordingborg Kommune er det blevet praksis at flytte eller fyre lærere i folkeskolen hvert eller hvert halve år. Det giver stor utryghed og er medvirkende til at lærerne på årets generalforsamling bad kredsformanden om at tage hånd om det dårlige psykiske arbejdsmiljø. Vi har talt med en lærer om hendes personlige oplevelser som ansat i Vordingborg Kommune gennem flere år.

- Jeg har efterspurgt ro til at passe mit job. At jeg ved, at jeg skal blive her mere end et halvt år. Jeg har endnu ikke prøvet at gøre det samme to gange, fortæller Anne Thorning-Petersen, der er skolelærer på Præstø Skole. Hun har valgt at stå offentligt frem med sin personlige beretning om, hvordan arbejdet som folkeskolelærer har været for hende, siden hun i 2007 blev færdiguddannet fra seminariet.

- Allerede mens jeg var studerende blev jeg headhuntet til Kastrup Skole, hvor jeg arbejdede i en U-klasse (specialklasse, red.). Som færdiguddannet blev jeg fastansat, men allerede efter et års ansættelse blev jeg tvangsflyttet til Abildhøjskolen i Præstø, fortæller hun til Sydsjællands Tidende.

- Op til påske i foråret 2009 kom en ny fyringsrunde. Syv lærere skulle fyres. Det foregik på den måde, at skolelederen over samtaleanlægget gav besked om at lærerne i det efterfølgende frikvarter skulle samles på lærerværelset. Her fik vi besked på at syv lærere skulle fyres, hvorefter vi blev bedt om at gå tilbage til vores klasser og undervise. Sekretæren ville i de efterfølgende timer hente de lærere, der skulle fyres.

- Det var meget ubehageligt. Hver gang døren gik op til klasselokalet fløj hjertet op i halsen på mig. I spisefrikvarteret blev jeg hentet og ført til en samtale med skolelederen, hvor jeg fik at vide, at jeg var en af de fyrede.

Anne Thorning-Petersen havde fire måneders opsigelse, men allerede inden de fire måneder var gået, blev hun genansat.

- Det var en hovsa-løsning. Man fyrer for at spare, men hovsa, vi havde alligevel brug for lærerne, og så blev vi genansat. Af de syv, der blev fyret, var vi tre eller fire, der blev genansat, fortæller hun.

- Hvert år, siden jeg blev færdiguddannet som lærer har vi haft fyringsrunder eller forflyttelser, fortsætter hun.

- Men hvorfor ikke få lidt ro på; regne ordentligt ud, så vi får en langtidsholdbar løsning, spørger hun?

 

Mødeplaner fulde af fejl

I skoleåret 2009/10 trådte et nyt problem til. En konflikt mellem kommunen og lærerne vedrørende arbejdstiden resulterede i, at der skulle laves minutiøse mødeplaner for hver enkelt lærer. Hvert eneste møde, undervisningstime, skole-hjem samtale og så videre blev skemalagt.

- Mødeplanerne havde fejl med fejl på. Jeg skulle nogle gange være to steder samtidig, fortæller Anne Thorning.

 

Den nye skolestruktur

I løbet af 2011 blev det kendt, at Vordingborg Kommune havde planer om inklusion i Folkeskolen, men med den nye struktur vidste lærerne længe ikke, hvor de skulle arbejde efter sommerferien.

- Normalt begynder jeg allerede  i foråret at planlægge næste skoleår, bestille bøger og sådan noget. Men med den nye struktur vidste vi ikke, hvor vi skulle være, hvilke årgange vi skulle undervise. Samtidig skulle vi skrive, hvilke skoler, vi ønskede at arbejde på, men vi fik ikke at vide, hvilke årgange, vi ville skulle undervise, hvis vi skiftede. Vi vidste simpelthen ikke hvad jobbet indebar, hvis vi skiftede, fortæller hun.

- I det mindste blev der denne gang ringet rundt til de lærere, der blev fyret eller forflyttet. De fik ikke beskeden foran børnene. At der så var nogen, man glemte at ringe til, det er en anden sag.

- Jeg gik på sommerferie sidste år og vidste kun, at jeg skulle være klasselærer for en 4. klasse, men jeg vidste ikke noget om, hvilke andre fag og årgange, jeg ellers skulle undervise. Jeg kunne derfor ikke bruge sommerferien, som jeg plejer, på at forberede det kommende skoleår.

Sådan er situationen fortsat. Lige før lockouten trådte i kraft fik lærerne i følge Anne Thorning-Petersen at vide, at der skulle flyttes lærere igen til sommer.

- Vi fik tre dage til at beslutte, hvor vi ville arbejde, men vi ved intet om, hvad vi skal undervise i, hvilke årgange og så videre, fortæller hun.

 

Inklusion

Inden sommerferien 2012 fik Anne Thorning-Petersen en melding om, at hun ville få to inklusionselever. Dem skulle der laves en undervisningsplan for, sideløbende med at den generelle årsplan skulle udarbejdes.

- Men jeg kendte ikke børnene, jeg fik blot deres journaler samt et to-timers møde med en inklusionsvejleder og 

de to børns tidligere lærer. Jeg er hverken pædagog eller uddannet til at undervise børn med diagnoser. Jeg har løbende i indeværende skoleår fået nogle korte kurser og nogle papirer om inklusion, men jeg har for eksempel ingen kompetencer på ADHD-området, selvom jeg skal undervise børn med den diagnose. Vi lærere er simpelthen ikke klædt godt nok på til opgaven. Og lad mig slå fast: Jeg er ikke imod inklusion. Nogen inkluderede børn gør fantastiske fremskridt, men andre børn er simpelthen ikke inklusionsegnede. Inklusion kan kun lykkes, hvis lærerne er klædt på til opgaven og hvis børnene får den støtte de har brug for. Det kræver så også at rammerne er til det. Både de fysiske og de økonomiske, fortæller Anne Thorning-Petersen.

- Normalt skal vi lave legegrupper og lære børnene at løse konflikter selv. Men nu har jeg måttet lære børnene at de skulle løbe væk, så hurtigt de kunne, når en elev gik amok med sakse og lignende.

 

Holdteams

- I år har vi brugt samtlige lærermøder på skemaomlægning, inklusion og holdtimer. Vi er aldrig nået til at få snakket om pædagogik, fælles aktiviteter, fælles regler og så videre, fortæller Anne Thorning-Petersen, der også oplyser at de i hendes lærerteam umiddelbart inden lockouten havde omlagt skemaet for fjerde gang i år.

- Vi havde også set frem til holdtimerne. Vi troede, vi kunne lave noget særligt for enkelte i dansk på samme årgang, men det må vi ikke, når ikke eleverne har dansk på samme tidspunkt. På min skole er det for eksempel den samme lærer, der er dansklærer på hele årgangen, fortæller Anne Thorning-Petersen.

- Jeg deler min klasse i hold og underviser dem forskelligt, men i samme lokale, for jeg er alene om børnene. 

 

Bange for at miste glæden

Anne Thorning-Petersens spidskompetencer er i øvrigt dansk og engelsk samt samfundsfag og håndarbejde, men hun underviser ikke i de fag, hun brænder for og er uddannet i. I stedet underviser hun blandt andet i kristendom og historie - uden at være uddannet i dem. Derfor bruger hun også ekstra meget forberedelse på fagene, og det er tæt på at fjerne den sidste arbejdsglæde fra hende.

- Jeg er bange for at miste lysten til mit arbejde, men det værste er, at de dårlige arbejdforhold for lærerne i sidste ende går ud over børnene, slutter hun.

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar