Estisk uge sætter fokus på samarbejde

I denne uge får Vordingborg besøg af den estiske udenrigsminister, ambassadøren og en lang række virksomheder. Estland har nemlig kastet sin kærlighed på den sydsjællandske kommune, som landet historisk set er nært forbundet med. Man vil samarbejde og styrke erhvervslivet både her og i det baltiske land.

 

 

I flere måneder har Vordingborg Erhverv arbejdet på at stable en Estisk Uge på benene i Vordingborg. Ugen løber af stabelen 11.-13. maj og er en opfølger til den danske uge i Estland, som blev afholdt i Estland i efteråret. 

Over 20 forskellige estiske virksomheder har meldt deres ankomst tillige med ambassadøren og ministre. Også blandt vore lokale virksomheder er interessen for den estiske uge stor - både blandt de helt store virksomheder og de helt små. Vi har talt med både direktøren for Bisca, Michael Møller, og Christian Jespersen fra mikrovirksomheden DK Firm i Langebæk, som begge har store forventninger til arrangementet.

 

Bisca vil udvide eksporten

Meningen med den estiske uge er, at skabe relationer og udveksle viden, som kan bane vejen for øget handel i begge lande. 

- Baggrunden for at deltage er, at vi det sidste halve til hele år fokuserer mere på eksport end hidtil, fortæller Michael Møller fra Bisca om sin deltagelse på møderne i indeværende uge.

- Vi har nogle kontakter til Estland i anden sammenhæng, men egentlig går vi ind i det her arrangement med åbent sind, fortsætter han og glæder sig over, det initiativ, der er taget lokalt til at styrke erhvervslivet. I følge Michael Møller har Bisca i Stege kapacitet til at udvide sin produktion. En eventuel udvidelse af eksporten vil således ikke umiddelbart betyde at virksomheden bygger fabrikker i udlandet.

- Vi slår på, at vi er dansk produceret og kongelig hofleverandør. Det er et kvalitetsstempel. Det kan vi ikke slå på, hvis vi producerer i udlandet, siger han. 

 

Underleverandører søges

Christian Jespersen sælger produkter udviklet til fødevareindustrien. Hans seneste  produkt er i tekstil og han leder i øjeblikket efter et firma, der kan sy det for ham. På grund af den estiske uge har han fået kontakter til et par estiske virksomheder, som har regnet på, hvilken pris, de kan udføre arbejdet for. 

Christian Jespersen lægger ikke skjul på, at de estiske priser ligger væsentligt under de danske.

- Prismæssigt ligger de godt, siger han og ser frem til de møder, han skal holde med de estiske firmaer under den estiske uge. Prisen er ikke alene om at afgøre, hvem der får opgaven. Når der er tale om varer til fødevareindustrien er der nemlig store krav til ikke bare det færdige produkt, men til hele produktionen.

 

Lær esterne at kende

Den estiske uge bliver til i et samarbejde mellem Vordingborg Erhverv, den estiske ambassade og Dansk-Estisk Handelskammer. 

Det er helt unikt, at et helt land samarbejder med en kommune, men selvom forskellene således er store, er der også ligheder, og især historiske begivenheder såsom Valdemar Sejr, den danske konge, der boede i Vordingborg, og som drog til Estland og bemægtigede sig landet, og Dannebrog, der faldt ned fra himlen netop i Estland, vægter her stort. Men for Vordingborg Erhverv er det også nutidige kendsgerninger, som at esterne er langt fremme digitalt og teknologisk, der gør samarbejdet interessant - set med danske øjne. For esterne er Danmark  en mulighed for at få foden indenfor på det Europæiske marked. 

Under den estiske uge i Vordingborg giver Dansk-Estisk Handelskammer, Enterprise Estonia og Eksportrådet råd og vejledning om det estiske marked og hjælper de danske virksomheder på vej.

Hvis du også gerne vil deltage, kan du stadig nå at tilmelde dig på www.vordingborgerhverv.dk/arrangementer.

 
 
 
 
 
 
 
 

Oplev Estland gennem lyden, smagen og synet

Den estiske uge rummer også kunst- og kulturoplevelser for andre end virksomhederne. Eksempelvis får Stars besøg af et anerkendt estisk band, Kulturarkaden viser estisk fotokunst og Restaurant Borgens estiske gæstekok serverer estiske specialiteter.

  

I følge Vordingborg Erhverv, er Den estiske uge i Vordingborg den største event, Estland nogensinde har lavet med Danmark. Det understreges også af ambassadørens og udenrigsministerens deltagelse.

De estiske deltagere besøger udvalgte virksomheder i lokalområdet og bliver vist rundt på nogle af Vordingborg kommunes helt store attraktioner, Geocenter Møns Klint og Danmarks Borgcenter, og her bliver både arrangeret seminar for de danske virksomheder, der gerne vil ind på det estiske marked, og for de estiske firmaer, der er interesseret i at investere i Danmark. Og naturligvis bliver der indlagt tid til at virksomhederne kan møde hinanden og udveksle både erfaringer og ønsker. Forhåbningen er, at nogen af dem vil kunne indlede egentlige samarbejder fremover.

 

Smagsoplevelser 

Udover de mange arrangementer målrettet de virksomheder, der har tilmeldt sig den estiske uge, kan offentligheden glæde sig over  nogle af de kulturarrangementer, som alle kan få adgang til. 

 

På Restaurant Borgen står den på estisk mad. Køkkenchef Jesper Brinkløv får i dagene 9.-15. maj besøg af sin estiske kollega, Lauri Tomingas, som vil byde borgerne i Vordingborg og omegn på retter fra sit hjemland. Lauri Tomingas er køkkenchef på hotellet Vihula Manor, hvor den danske delegation boede i forbindelse med den danske uge i Estland i efteråret.

Jesper Brinkløv glæder sig især til at smage de mange estiske bær og svampe, som vi ikke kender til i Danmark, og som giver nogle helt andre smagsoplevelser.

 

Fotokunst

Den estiske fotograf Toomas Volmer udstiller et udvalg af sine værker i Kulturarkaden på Sydhavnen i Vordingborg. Udstillingen åbner fredag 13. maj klokken 13.30

 

Koncert på Stars

I Wear* Experiment

optræder på Stars torsdag 12. maj klokken 20. I anledning af den estiske uge er koncerten gratis. 

- I Wear* Experiment er et af de fedeste bands fra Estland og i baren vil man blandt andet kunne købe estisk øl, fortæller Lone Fomsgaard fra Stars.

I Wear* Experiment er et nordisk electro-pop/post-rock band fra den estiske hovedstad, Tallinn. I sommers blev de af de estiske medier valgt ind på Top 5 Must-See Artists-listen på den største sommerfest i Baltikum, The Positivus Festival.

 


Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar