• www.henriks-hvidevarer.dk

Den syge, den digitale og den forstående

Bedre samarbejde mellem jobcenter og virksomheder, når medarbejdere bliver sygemeldt. Og en ny generation af unge online-mennesker, som kræver, at virksomhederne tænker anderledes. Dette var temaerne, da ledere fra både det private og offentlige i sidste uge mødtes til netværksmøde om fastholdelse af ansatte. 

 

Fast track, paragraf 56, bred vurdering,  mulighedserklæring og digitale indfødte var nogle af de begreber, som fredag blev kastet rundt på et netværksmøde for ledere. Over 20 ledere lige fra skole- og dagtilbudsverdenen til bankverdenen var mødt op for at høre om, hvorfor jobcenteret blander sig, når medarbejdere bliver sygemeldt, og hvordan man bedst muligt kan arbejde sammen om at få sygemeldte i arbejde igen. Og bagefter fortalte en universitetslektor om sin forskning i den nye generation af unge, som er født med  en smartphone i hånden. 

 

Hurtigt tilbage på sporet

Til at fortælle om sygemelding og samarbejde mellem arbejdsgiver, medarbejder og jobcenter var fastholdelseskonsulent Susanne Birksteen fra Jobcenter Vordingborg.  Et særligt fokus var at få sygemeldte medarbejdere i arbejde igen med såkaldt ’Fast track’-forløb. Er arbejdsgiveren i tvivl om, hvorvidt medarbejderen er syg i mere end otte uger, kan arbejdspladsen anmode om Fast track, hvor medarbejderen og arbejdsgiveren - med hjælp fra jobcentret - sammen kan lægge en ønskeplan for fremtidigt arbejde. 

- Jo tidligere og bedre dialog, der er med medarbejderen, desto hurtigere og bedre løsninger finder vi, så medarbejderen kommer tilbage. Og det kræver forståelse for den enkelte, for mennesker er forskellige, sagde Susanne Birksteen og fortsatte:

- Idéen er, at jeg bliver koblet på og vi kan kontakte hinanden. Jeg kan ikke redde verden. Men jeg kan afmystificere nogle ting for medarbejderen og hjælpe personen og arbejdspladsen med at lægge en plan, tilføjede konsulenten, som både kom ind på regler og med eksempler såsom stress og fysiske skader. 

 

En kop kaffe er vigtig

Flere af lederne lyttede intenst, og flere tilkendgav, at de var blevet klogere og inspireret. Blandt andet afdelings- og klubleder på Kulsbjerg Skole, Bendt Wittrock Jespersen.

- Det her Fast track ser interessant ud. Inden for skole- og dagsinstitutionsområdet kommer folk sjældent ud for fysiske skader, og det er  svært i starten af sygdomsforløbet af få overblik over, hvor længe, det kan tage. Tit opfatter medarbejderen jobcentrets henvendelse som noget farligt. Jeg vil i hvert fald tage med mig hjem, at vi kommer tættere på hinanden - og sammen finder ud af, hvordan vi kan gøre, uden at skræmme livet af medarbejderen, sagde han. 

Bisca i Stege er én af de virksomheder, der har været med i et projekt om tidlig indsats, og tillidsrepræsentant Bjarne Pedersen kunne supplere:  

- Vi har haft fantastisk gode erfaringer med at have Susanne (Birksteen, red.) ude. Det giver stor tryghed hos medarbejderne, når snakken om, hvordan man kommer i gang igen, sker på arbejdspladsen. Ved alvorlig sygdom beder vi dem komme ud til en kop kaffe for at fastholde folk. Én, som har brækket foden, har vi lige startet op på tre timer om dagen. Hun har selv bestemt at prøve fem. Kan man ikke klare opgaverne, ser vi, om der er andre opgaver, folk kan klare, forklarede tillidsmanden. 

 

Den digitale medarbejder

CBS-lektor Søren Schultz Hansen sluttede af med et foredrag om betydningen af, at unge medarbejdere i dag også er online i arbejdstiden. 

Han påpegede blandt andet, at en fastholdelsesplan med årelange udsigter på karriere-rangstigen samme sted ikke duer. Det er det modsatte af at motivere den nye generation, som vil have hurtige  tilkendegivelser, som de kender fra sociale medier. 

- Ledelsesmæssigt giver det ikke mening med langsigtede planer, lød det fra lektoren, som opfordrede lederne til at forstå, at de ikke skal se de unge som blot uhøfligt mobiltelefon-tjekkende og utålmodige robotmennesker, men snarere prøve at forstå deres logik. Igen så skole-afdelingsleder Bendt Jespersen muligheder: 

- Jeg deler ikke dét sortsyn, at de unge ikke kan finde ud af noget. De unge vil gerne have feedback og anerkendelse på vej ned ad trappen i stedet for formelle møder. Det skal jeg som leder være knivskarp på.

 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar