Der blev danset rundt om juletræet, sunget og hygget til Bårse dagplejes bedsteforældrejulefest. Foto: Michael Thønnings

Dejlig jul trods besparelse

Julemanden kom på scooter, da Bårses ihærdige dagplejere fejrede jul med børn og bedsteforældre. For traditioner skal holdes, selvom de nu mærker besparelsestiltaget, der sender børnene videre allerede når de er to år og ti måneder.

Bårse I Bårse er altid stor opbakning til de tre dagplejemødres arrangementer, og igen i år var der både skaffet juletræ og gaver - samt en ny lokal julemand - til julefesten på stadion i fredags, hvor dagplejebørnene havde deres bedsteforældre med.
- Og i går havde vi julehygge og kaffe med forældrene. Det er dejligt, de er med. Men det har ikke været så travlt at stå for arrangementet, denne gang, siger dagplejer Lillian Christensen
Årsagen til det, er ganske simpelt, at de har færre børn. De tre dagplejere har kun syv børn for tiden, og har i løbet af den seneste måneds tid afleveret tre videre.
- Vi skal sende dem af sted allerede når de er 2,8 år - altså to år og ti måneder - i stedet for når de er tre. Det trådte i kraft i januar, og det er noget vi mærker, påpeger Lillian Christensen. Hun fortæller at de to-tre måneder - afhængig af hvornår de har fødselsdag - betyder rigtig meget for børnene.
- Der sker rigtig meget der og nogen har meget glæde af et dagplejemiljøet, siger hun og påpeger at det efterhånden kun er halvandet år, de når at have børnene, hvis der både er et års barsel og tidligere børnehavestart.
Ændringen med børnehavestarten var en del af sidste års besparelser fra politisk side, men det netop tiltrådte byrådsflertal, har i deres konstitueringsaftale lovet, at det er en af de ting, der måske skal føres tilbage.
- Det ville være dejligt, hvis man ændrede det. Det tror jeg mange kunne have glæde af, siger Lillian Christensen.
De kan dog noget særligt i Bårse - uanset børnetallet - og da julemanden kommer -  på en pensionistscooter - så er det rigtig jul, ligesom der også i år er fundet plads til personlige gaver til alle børnene, på det sparsomme budget.
- Vi har rigtig god opbakning og et godt samarbejde - vi skiftes for eksempel til at lave varm mad til børnene, når vi er hernede sammen om  torsdagen, siger hun, inden julemanden kan fortælle, at Rudolfs næse ikke ville lyse, hvorfor han måtte tage scooteren.
Men en dejlig dagpleje-jul,  det blev det i Bårse, hvor der stadig er nogen, der kan få meget ud af lidt. 

   

Der blev danset rundt om juletræet, sunget og hygget til Bårse dagplejes bedsteforældrejulefest. Foto: Michael Thønnings

Lene Hansen, Lillian Christensen og Susanne Olsen fik besøg af julemanden på elscooter og de tre holder fast, selvom de mærker nedgang i børnetal efter den seneste spareøvelse. Foto: Michael Thønnings

Julemanden fik snakket med børnene mens han delte gaver ud.
Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar