Man kan ikke få metadon i Borre

Claus Pedersen bor uden for Borre på Møn. Han er tidligere narkomisbruger på metadonbehandling. Eller var. Han kan ikke mere. Misbrugscenteret, vil nemlig ikke længere lade ham hente sin medicin hver 14 dag. Nu skal han komme hver dag. Til Vordingborg. Han har hverken kræfter til den lange tur eller råd til busbillletten og kommunens folk vil ikke sende medicinen til Møn...


- Jamen jeg bliver jo ked af det. At de overhovedet ikke vil imødekomme mig. Nu vil de have mig til at komme ind til Vordingborg hver dag. Det har jeg ikke råd til. Jeg kan ikke mere. Jeg kan ikke dem mere siger Claus Pedersen.

Det er kun et par timer siden Sydsjællands Tidende er kørt fra interviewet ved  Ålebæk - lige udenfor Borre på Møn, hvor vi i et par timer har snakket med den tidligere narkoman, Claus Pedersen. Det han ikke kan mere, er behandlingen med metadon. Ikke fordi han ikke vil, for abstinenserne og smerterne efter en arbejdsskade plager ham konstant, men det duer ikke med misbrugscenteret, der ligger i Vordingborg. Og nu skal hente sin metadon der. Hver dag. Og han skal tage hele sin dosis der. Det har de lige meddelt per sms, fra misbrugscenteret. Men først efter en overvåget samtale - på politistationen, hvor han så skal tage det hele på een gang.

Seks ”møllehjul” - 120 milligram Metadon. Under opsyn fra centeret, politi og vagter.

- Men jeg kan jo slet ikke tåle så meget på en gang. Jeg er bange for det slår mig ihjel, siger Claus Pedersen. 

Galdesten, betændt bugspytkirtel, forhøjet levertal, brok i halsen, er nogle af de ting, der gør det umuligt at indtage al metadonen,  som han hidtil har taget af tre omgange hver dag. Så virkede det også som lindring for smerterne efter den arbejdsskade, der smadrede hans arm.

 

Sort marked

Nu går han ind i sin anden uge uden den vante smertelindring - metadonen - fra det offentlige.

- Jeg er tvunget ud på det sorte marked. Man kan nogen gange låne noget, siger han.

Men det gør ondt. Han sover ikke ordentligt. Og han kan ikke passe sit arbejde - et lille hjælpe-job på en nærliggende gård, hvor han går til hånde. For at få en hverdag. For få tankerne væk fra junken. 

Fra den heroin, som han blev  så knyttet til efter skilsmissen. Efter en turbulent tid. Efter for mange svigt. Efter en barndom på en række institutioner. 

Det er ikke noget han bryder sig om at tale for meget om. Nu er Claus Pedersen 54 år, bor ved Borre og var i behandling med metadon.

- For at slukke følelserne, som han  siger. 

Det har altid været svært at håndtere. Han var ”adfærdsvanskelig” og nøglebarn fra 6-7-års-alderen. Røg på forskellige skoler og institutioner. En tid var gaden hans hjem, og misbrugscentre, har han været på før. 

Men han er aldrig blevet smidt ud før.

- Da de smed mig ud. Jeg kørte bare. Jeg tudbrølede. Jeg havde bare lyst til at et gram junk og tage livet af mig selv, fortæller Claus Pedersen, der græd ud hjemme på gulvet hos en veninde i en blanding af abstinser, smerter og afmagt.

- Man står så alene, siger han.

Han var ellers stoffri i tre år, mens han boede i Borre. Men så faldt han. Da han passede svin.

- Jeg kunne have smadret hovedet ned i betonen, men det var min arm, der blev ødelagt, siger han. 

35 procent invalid. Kroniske smerter og en periode på smertestillende ketoganer. Der kunne ikke trappes ned. Claus endte på misbrugscentret i Vordingborg.

Men nu er han smidt ud.

 

Hvorfor ikke

Men hvorfor kan han ikke bare få sin metadonbehandling? Som han har gjort i så lang tid?

- Jeg var i behandling og kunne hente metadonen hver 14. dag. Det var i Vordingborg og jeg spurgte om jeg ikke kunne hente den i Stege. På sundhedscenteret - eller apoteket. Men det kunne  jeg ikke, fortæller Claus Pedersen, der i øvrigt var så meget i bedring, i følge misbrugscenteret, at han  skulle derind en gang om ugen, i stedet.

En lang tur, når man har abstinenser og smerter - og ikke mindst en dyr tur. 100 kroner - for en busbillet, når man ikke har så meget andet end en pension.

Og så begik Claus Pedersen en fejl.

- Jeg kom til at råbe op, da de fortalte, at jeg skulle ind til Vordingborg hver uge. Jeg blev sur, og havde ikke fået min medicin. Jeg havde ondt og tænkte ikke klart, siger han. 

Han kom vidst nok til at kalde en af sagbehandlerne en ”fed flødebolle”.

- Det er jo ikke mig. Og jeg kom også over bagefter og undskyldte, siger Claus Pedersen, der er kommet på misbrugscentre gennem flere år.

Men medarbejderne følte sig truede. Og Claus fik en advarsel. Skriftligt. Således skulle han møde op i Vordingborg tre på hinanden følgende dage. Klokken 9.30.

”...Hvis du ikke møder frem  og indtager fuld dosis vil det medføre, at din ordination bortfalder...”, står der i det rekommanderede brev. 

Sagt på en anden måde: Kom - eller vi tager din metadon.

- Men det er en dyr tur, og det betyder også, at jeg ikke kan passe det job jeg har. Det er det, der gør at jeg har et tåleligt liv, siger han.

 

Vandet sprøjtede

Men han lånte 100 kroner til bussen af en kammerat, og tog derind. Til ”Center for rusmidler”, som det hedder - misbrugscenteret i Vordingborg.

- Og de ville have jeg tog det hele på en gang, fortæller han igen.

Hele rationen. Og så skulle han vente en time, til observation.

- Men jeg vil ikke tage så meget, siger han. 

Men det skulle han. Og så slog han sit plastikkrus i stykker, så vandet sprøjtede.

- Det ramte en der hedder Brian med vandet. Han kommer der også, og jeg kender ham godt. Han grinede bare. Men vagten fulgte mig ud, siger Claus Pedersen.

Han røg en hurtig smøg og tog hjem mod Borre. Så kunne han bruge samme busbillet. Kort efter kom sms´en, om at han var ”smidt ud” af misbrugscenteret. Dagen efter ville der være en ”konference” om hans situation og han ville få besked.

 

Hvis bare

Det er den besked han får, en times tid efter avisen har besøgt ham i Borre. Han er ude. Hvis han vil have sin Metadon, skal han møde op til konsultation på politistationen. Og så startet det forfra. Med besøg hver dag. I Vordingborg. Claus Pedetsen kender godt rumlen. Men først skal han aftale et møde med misbrugscenteret.

- Men jeg vil dem ikke mere. Hvis vi bare kunne finde en løsning. Hvis jeg nu bare kunne hente min medicin i Stege, siger han. Men han skal helt til Vordingborg. Hver dag. På politistationen.

- Jeg bliver jo kede af det. Og jeg siger ting. At jeg ikke vil have hjælp og jeg nok skal klare mig. Men jeg mener det jo ikke. Jeg vil jo gerne have hjælp, siger han.

- Men det er åbenbart sådan. Jeg må ud på det sorte marked. Jeg se ikke andre muligheder, siger Claus Pedersen. Han ved ikke, hvor han skal få pengene fra.

Men vil det ikke være billegere at købe busbilletten og tage ind til Vordingborg, og tage metadonen der?

- Jo, men jeg kan det ikke mere. Jeg kan ikke klare turen. Jeg kan ikke klare så meget medicin... Og jeg kan ikke klare dem mere, siger han, inden vi siger farvel.

- Tak for venligheden og alt det der, siger han.

mith


Tilbage til forsiden

Kommentarer

Det er jo hellt fantastisk,at man kan tillade sig ,at behandle mennesker på den måde.De ødelægger jo mandens liv totalt.Hvis de gjorde det samme ved mig var jeg død inden 1 år.Jeg tror slet ikke de høje herre ved,hvad de har med t gøre,desværre.er alt behandling lagtud til nogle centre,som bliver mindre og mindre hjælpsom jo længer vi kommer mod nordjylland.nu ved jeg ikke hvor Borre er men et ved jeg de skulle tage og kigge på sagen igen,med nogle andre briller,ham sagen drejer sig om,i kan ikke være dette bekendt.Man kan ikke give folk og så vil man pludselig ikke,skal han lave sit liv om,hver gang kommunen skifter menig.Jeg giver ikke en skid for jeres bedre viden og mere viden og alt for mange læger glemmer højt og flot deres lægeløfte og det er uetisk.

Det er simpelthen så rædselsfuldt, at vi tillader os at behandle folk på den måde. Hvad er det for en slags smålighed, faktisk er det en form for 'ondt i røven' der gør at de her beslutninger bliver taget? Folk må ganske enkelt ikke have det for godt på metadon!? Er det så fordi at man ved, at hvis man nu piner denne patient gruppe nok, så stopper de med at have behov for medicinen??? Nej det er det ikke! Det er helt og holdent et holdningsspørgsmål, og et spørgsmål om at den enkelte behandler bag disken ganske enkelt, men af uvisse årsager får ondt i røven hvis Peter, Mona eller jeg skulle gå små påvirkede fra centeret og tilbage ud i vores virkelighed. En virkelighed ikke mange ellers ville misunde! Men nej, vi gør ikke det her fordi vi tror det hjælper folk. Vi gør det faktisk udelukkende for at besværliggøre denne patientgruppes liv! Spørgsmålet er hvornår det er nok??? Hvis nogen der læser dette oplever samme chikane fra deres rådgivningscenters læge, det kan også omhandle at blive tvunget af metadonen og over på subotex og lign. Så kom ind og råb op på facebook i gruppen: Brugernes Akademi ( vi er også en forening ) i FB.gruppen er der er også jurister og sundhedspersonale som kan vurdere om din behandling er ok.

Dette er jo mega over greb på overgreb Den mand skal have hjælp Og det skal han have for ellers er chancerne for han død meget stor Det er jo mening misbrug centret skal hjælpe ikke være hans fjende

Sagen er tragisk, men desværre ses det ofte at det såkaldte hjælp fra det offentlige mere er en slags systematisk nedbrydning, nedgørelse af det der er anderledes. Hjælp er betingelsesløst og som den der skal hjælpes ønsker den. Ellers er der ikke tale om hjælp. At forvente samme opførelse fra alle uanset baggrund, er for dumt og meget diskriminerende, at man har personer som er så fintfølende, at de så snart en klient i afmagt,smerte eller frustration, hæver stemmen en smule,føler sig truet går bare ikke, dem der er ansat et sådant sted er nød til at have en noget større tærskel end ellers.Men der blinkes ikke når der skal laves sanktioner.... som oftes er helt ude af proportioner i forhold til hvad der er sket, klassisk er overvåget indtag, daglig fremmøde, eller fratagelse af dosis og opstart på ny med langsom optrapning , som for de fleste vil betyde mindst 30 dage med abstinense, umenneskelige vilkår hersker idette system, selv har jeg eksempel på et krav om 3 uger på halv dosis hvis man har mistet sin medicin ved et uheld, man straffes for at være ærlig også selv om personen har psykisk diagnose som netop viser at man kan have problemer med at huske at passe på sig selv og medicinen uden hjælp.

Uønsket afvikling af sådan medicinsk behandling er dokumenteret forbundet med markant forhøjet dødelighed. Vil journalisten, hvis navn ikke fremgår her, give et kald? Nanna Gotfredsen, Gadejuristen - en retshjælpsorganisation for udsatte grupper, mobil: 26 79 19 69

Jeg har selv været der i 7 år. Jeg fik til 5 dage hjem i weekenden så jeg kunne pas mit job og så hentede jeg igen i weekenden. Det fungerer fint. Men når jeg ikke var i arbejde så skulle jeg hente hverdag og det var ret presende fordi jeg havde en datter jeg ikke kun få passet hverdag. Så måtte jeg tage hende med i bussen hverdag.. Det er ikke et sted for børn og jeg havde det ikke godt med det.. for jeg prøvede at få et normalt liv.. Kan huske at i 1999 var vi snet inde og så var der panik fordi jeg kun ikke komme derind og hente mit medicin.. Jeg snakkede med dem og de sagde at jeg måtte Ring til lægen og se hvad han kunne gøre. Det tog lang tid for at finde en løsning og jeg nåde at blive pisse syg. Løsningen blev han udskrev temigic til under tungen . Og da de kommer i meget lav dosis i forhold til det jeg fik skulle jeg tage en hel pakke om dagen.. Hold op jeg var presset og bange for at blive meget syg.. Det var en stresset tid og ikke sundt for mit barn. Mvh John. Clean på 10 år

Tilføj kommentar