• www.henriks-hvidevarer.dk

Foto: Mille Holst

Læser-ideer skal redde Rådhusparken

Sydsjællands Tidendes læsere har foreslået forskellige tiltag til at få dæmmet op for problemerne med larm og svineri i Rådhusparken i Vordingborg. Blandt ideerne er et ”forældreværn”, der skal være synlige i området, og så skal man undersøge, hvorfor de unge er blevet så ligeglade med andre menneskers ve og vel.

Vordingborg Vi har her i Sydsjællands Tidende flere gange beskrevet problemerne med larm, hærværk og skrald i Rådhusparken i Vordingborg.
I forrige uge bad vi følgerne af avisens facebook-side om at komme med bud på, hvordan problemerne i parken kan løses. Festerne rammer nemlig særligt hårdt de syge og handicappede i de visiterede ældreboliger, der støder op til Rådhusparken. Flere af disse borgere kan ikke tåle støj og er bundet til hjemmet døgnet rundt. Ældreboligerne kan ikke flyttes; det har borgmester Mikael Smed (S) meldt ud. Men hvordan sikrer vi så, at alle aldre får glæde af Rådhusparken? Det er der kommet flere forskellige bud på, men langt de fleste påpeger, at det er nødvendigt, at de unges forældre kommer på banen.
Marie Koszela-Larsen skriver eksempelvis:
- Det med at lukke parken helt, er ikke ok. Det er forældre og skolerne der skal ta’ en snak med de unge. Vi mangler også nogle forældre, som går ude om aftenen.

Fejl med ungepark
Flere borgere kommenterer på, at det var en stor fejl af Vordingborg kommune at gøre parken til ungepark. Blandt dem er Flemming Kruse. Han skriver:
- Det var kun at indbyde til at de gamle og kendte problemer med larm og affald blev forstærket.
Også Charlotte Bruun Hansen mener, at det var en fejl at gøre parken til ungepark, men hun synes ikke, det er skolernes problem, hvad de unge foretager sig efter skoletid. Desuden siger hun:
- Når det er sagt, er det super hyggeligt med liv og det tror jeg også andre i området synes, men problemet er de unges adfærd....deres anlæg er blevet større og voldsommere....og deres opførsel med smadrede flasker både i parken og udenfor hører ikke hjemme under almindelig opførsel.... så de unge burde sadle om nu og vise respekt overfor andre end dem selv og huske det er en park for alle.

Find årsagen til opførslen
De unge har i mange, mange år har holdt til i Rådhusparken, men flere af avisens læsere påpeger, at problemerne med larm og svineri er blevet betydeligt værre de senere år.
Birthe Pedersen fortæller:
- Da jeg flyttede ind på Rørosvej for 12 år siden, sad de unge mennesker på græsset i parken og hyggede og snakkede over et par øl fredag efter skoletid. Det var hyggeligt for os alle. Men efter nogle år ændrede det sig pludselig til, hvad det er i dag.
Hun undrer sig således over, hvad det er, der har gjort de unge ”ligeglade” med de mennesker, der bor ved siden af parken. 
- Hvorfor denne destruktive opførsel med smadrede flasker, ødelæggelse af de nye træer derovre og så videre, spørger hun?
Filicia Mejse Leeann Larsen bevæger sig i samme boldgade og foreslår, at man undersøger, ”hvilket udækket behov festerne, larmen og rodet er et symptom på.”
- Mon ikke en del af den adfærd, for det første kun handler om en lille del af de unge mennesker. For det andet er et udtryk for en mentalitetsændring i vores samfund som sådan; det her med mig, mig, mig først og skide være med de andre. Men igen et mindretal der ødelægger det for flertallet, sådan er det jo desværre tit. Det er trist, at det er blevet sådan. Men det er også synd for de unge mennesker. Det må være udtryk for, at de på en eller anden måde ikke har det særligt godt, mener Birthe Pedersen.

Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Hvad kan vi gøre som er konstruktivt og som møder de unge i øjenhøjde? Hvis man kigger på det systemisk hvad er det så et symptom på? Der er meget sjældent det er så simpelt som man først umiddelbart tænker. Jeg er helt enig i at det er tiltaget over tid og de sidste 3-4 år er der stille og roligt sket et skred til der hvor det desværre er nu. Hvor kan se unge ellers gå hen? Hvor kan de føle den grad af frihed og selvbestemmelse som her? Er der generelt en mangel på spænding i deres liv? Jeg mener den form for spænding vi andre havde fået afløb for i den alder: At udfordre sig selv, gøre noget "farligt", ikke være under voksenopsyn og administration 24/7/365 Nu er alt pakket ind i regler, love og faldunderlag stærkt overvåget af voksne der ikke har den følelsesmæssige tilknytning og da slet ikke med de normeringer der er i vores daginstitutioner. Tilsæt elektroniske medier, vurderinger i hovedet og røv allerede fra vuggestuealderen, massivt uddannelsespres/tvang og alt målt i kr og øre. Så er det jeg spørger mig selv, hvordan pokker kan vi forvente andet end en lille flok unge der er røget ud af tangenten? Jeg forstår det godt, ikke at det er acceptabelt adfærd, men jeg forstår det godt.

Tilføj kommentar