I al sin enkelhed - Masnedø-ringen - som nu ligger på Borgcenteret. Foto: Michael Thønnings

Vikingeguldringen er her

På nærmest mirakuløs vis, er det lykkedes for museet at få den særlige, lokaltfundne vikingeguldring fra Masnedsund hertil, så den kan ses allerede nu.

Vordingborg Nu er den her. Gennem flere år har avisen fortalt historien om den helt særlige vikingeguldring, som blev fisket op ved Masnedø Kalv i 2010 og de genvordigheder der har været med at få den hjem til udstilling på museet.
Men nu er det lykkes.
- Langt om længe. Det er lykkes og jeg er glad for at det kunne lade sig gøre, for det er vigtigt, at vi holder det vi har lovet, siger museumsdirektør Keld Møller Hansen.
Det er som nævnt i gennem flere år man har talt om at få ringen, men den passede ikke rigtig ind før vikingeudstillingen, der var der sidste år. Her nåede man det dog ikke og det var meningen den så skulle komme hertil nu her i september. 
Men en masse bøvl med ansøgninger der glippede, betød at alt håb om at få den hertil i dette år, syntes slukt.
- Men vores kulturarvchef, Kristoffer fik  trukket i nogle tråde, og der er arbejdet hårdt på det, så nu er den her, fortæller museumsdirektøren. 
De har således fået den hertil på blot et par måneder, hvor det normalt tager mindst seks måneder at behandle en ansøgning om så betydningsfuldt et fund.
Men Nationalmuseets folk var hernede og tjekke op, der er en særlig ekstra-sikker montre, så alt er nu klar til udstillingen i efterårsferien.
Selve monteringen foregår ved allerstørste sikkerhedsniveau, hvor den blev fragtet hertil i et specialsikret  køretøj og overvåget af sikkerhedsfolk fra både Nationalmuseet og det lokale museum. Og ingen andre måtte i øvrigt være tilstede eller tage billeder, mens det foregik.

Det vigtigste fund
Så nu kan den ses, når man er forbi Borgcenteret i efterårsferien - og faktisk helt frem til juni - men den får ikke lov at blive permanent.
Men nu ligger den nede i kælderudstillingen i hovedbygningen, inde i en niche,  i en sort montre, hvor kun et rundt pansret glas gør, at man kan se den. 
Men den er der. Du kan stå blot 30 centimeter fra det vigtige lokale fund, som er betegnet som et af sidste årtis allervigtigste i landet.
- Det er både det sted den er fundet, men også fordi det er så sjældent med guldfund fra den tid, at den er så vigtig, siger forskningsansvarlig fra Museum Sydøstdanmark, Jens Ulriksen, der har set frem til at få guldringen hertil.
- Vikingetiden er jo som regel - i forhold til de fund der er gjort - ellers mest en ”sølv-alder”, forstået på den måde at det man købte for, klippede af eller brugte, når man handlede, var sølv. Guldfund er enormt sjældne, siger han.
Samtidig påpeger han at ringen har et meget særligt mønster, som der ikke er set særlig mange andre steder. Der er fundet en ring ved Roskilde, der minder om, men den er slet ikke så fin i udformningen.
- Og ellers er guldringe ofte snoede - slet ikke som denne, siger han.
Vikingeguldringen, der menes at være fra omkring 800-årene, er meget tydeligt en vikingeting, der kan være brugt som offergave.
- Området her var datidene  motorveje - bare for sejlbåde, påpeger Jens Ulriksen. 
Han fortæller at farvandet omkring Grønsund tiltrak hundredevis af vikingeskibe, som samledes her, når de skulle på togt.
- Der var flere steder man kunne ligge og vente, indtil man havde samlet dem, man skulle af sted. Nogen gange kunne man ligge flere uger, siger han.
Således påpeger han også at der netop derfor kan være ofret en del i området - hvad mange fund også vidner om. Således kunne de ventende vikinger få gode og givtige togter og held fra guderne, når de drog ud.
- Det var ofte mod Venderne - altså ud mod Tyskland og Polen og ligende, men de skelnede ikke så meget, siger han og påpeger at området omkring Grønsund ikke viser store tegn på bopladser - simpelthen fordi faren for at blive plyndret af ventende vikinger var overhængende.
- Forestil dig en flok 18-25-årige vikinger der ligger og venter på de skal drage på togt. Det kan godt give noget ballade, siger forskningschefen.
Guldringen har fået navnet Masnedø-ringen, efter finde stedet og er formentlig vasket ud fra en skrænt og ud på det lave vand, hvor Jacob Schomann fiskede den op i 2010, efter mere end 1000 år som offergave og nu kan den så ses på det lokale museum.

I al sin enkelhed - Masnedø-ringen - som nu ligger på Borgcenteret. Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Stort TILLYKKE med fundet . Og super godt den bliver udstillet lokalt ,✌

PLEASE vil I få lavet kopier,af viking ringen,til salg i museums butikken?

Det er en rigtig god idé, men også en dyr idé. Hvis museet skal gøre dette skal vi sælge rigtigt mange kopiarmringe for at det kan betale sig. Bare at få lavet et aftryk som vi kan bruge til at lave kopier er meget dyrt. Og vi vurderer ikke at kunne sælge "rigtigt mange" guldarmringe. vh Keld Møller Hansen, museumsdirektør.

Tilføj kommentar