Makker springer op og bider sig fast i armen og holder ham fast. Det er en af de øvelser, som Dan Devantier har trænet gennem 70 år. Foto: Michael Thønnings

Længst tid i landet: Politihundefører i 70 år

Dan Devantier fra Ore kom som 13-årig ind i politihundeforeningen i Vordingborg og den 30. juni er det 70 år - og 14 hunde siden. Dermed er han formentlig den landsdækkende forenings længstsiddende medlem og  han er stadig aktiv tre-fire dage om ugen. - Det holder mig i gang, siger han.

Ore Allerede ved indgangen bliver man mødt af den store schæfer, Reagan.
- Ja, det hedder han egentlig, men jeg kalder ham bare ”makker”. Det er det han er, siger Dan Devantier med et smil. Makkeren bliver sendt udenfor i haven og lystrer straks. Der er styr på den syv-årige, der er nummer 14 i rækken. Alle sammen Schæfere og alle sammen han-hunde.
- Det er sværere med tæver, når de er i løbetid, så det har altid været hanhunde fortæller Dan Devantier.
Den 30. juni er den officielle dag, for ham som hundefører. Her kan han kalde sig landets længstvarende medlem af Politihundeforeninge. 70 år i den samme forening, med hunde som omdrejningspunkt.
- Jeg kom ind som 13-årig, men det var på dispensation. Normalt skal man mindst være 15 år - det skal man også i dag, siger Dan Devantier. 
Et par gutter fra hjembyen Masnedsund, talte dog varmt for den unge knægt og fik endda skaffet ham en hund: Prins.
-  Jeg fik den fra Carlo Pedersen, som ikke længere kunne være med i foreningen. Det var lige efter krigen, fortæller Dan.
Prins blev købt for 125 kroner - en stor sum på det tidspunkt og der skulle knokles, for hans mor var alene med ham og hans tre brødre.
- Jeg arbejdede hos boghandler Thune i Vordingborg - først som ”julenisse” og siden som bydreng, fortæller Dan Devantier, der forklarer at julenisse-tjansen bestod i at han skulle åbne døre og bukke, når folk kom og gik.
- Jeg havde købt et ur billigt af boghandleren Bertel Thune og det solgte jeg til en anden bydreng for 50 kroner. Derudover samlede jeg gammelt jern, som jeg solgte, fortæller han og påpeger at de andre drenge hjalp ham, så han kunne spare op til den første hund.

Stamtavle
Men halvandet år efter - da den skulle kåres - opstod et problem.
- De spurgte på hundens  stamtavle, men der var ingen, fortæller Dan Devantier, der måtte afhænde den. I stedet fik han en ny - Hyldegårdens Jim.
- Men jeg kaldte den Tim - det lå ligesom bedre for, siger han. 
I mellemtiden ventede værnepligten og da lå han inde ved Bornholms Værn.
- Jeg søgte også hærens hundetjeneste i Jylland, men det gik ikke, siger han.
Til gengæld var han allerede da, en af Vordingborg Politihundeforenings dygtigste.
- Jeg fik ekstraordinært orlov, for at komme hjem til en konkurrence, som blev holdt ude på Rosenfeldt, fortæller han. 
Det var den lokale kriminalassistent Steffensen, der bad hæren om at give den unge hundefører fri, og det fik han lov til, for den ene weekend.
- Det var et stort stævne og de ville gerne, at der var en af de lokale med, siger Dan Devantier, der klarede sig til en fjerdeplads af 16.

Hunden i bakspejlet
Og konkurrencerne var spændende og det blev til flotte placeringer. Bedst gik det i 1980’erne, med favorithunden Dino.
- Der var vi til DM tre gange. Dino var fremragende, fortæller Dan, der dog også husker andre dygtige hunde - Scott - eller den lille hvalp, som  havde potentiale, men blev kørt ned, da den var et par måneder.
For de har betydet noget alle sammen.
- Der har været gang, hvor jeg hvor en hund har været gammel og syg og jeg har haft lavet aftalen med dyrlægen. Men så har jeg set i bakspejlet, hvor den kiggede på. Så kunne jeg ikke få det over mit hjerte og så drejede vi om, fortæller Dan Devantier. Hans ældste hunde har rundet de 13 år - og nogen gange har været to sammen. Men alle har været med i konkurrencerne. Her er 11 særlige øvelser hvor det blandt andet gælder lydighed. Eksempelvis, skal hunden kunne tåle at høre skud, den skal kunne fastholde og løbe en mand op, ligesom den skal kunne  følge spor. Især spordelen, har Dan og hans hunde gjort sig i.
- Det er tit sket at vi bliver ringet op og bliver bedt om hjælpe, hvis folk har tabt nøgler eller en pung, siger han og  påpeger samtidig at det er sket mere end en gang at de på vej ud til at sporingsopgave, er blevet ringet op af glemsomme pung-ejere, der blot har haft forlagt tingene.

Forsvundne personer
Det har dog altid kun været i regi af foreningen og aldrig helt professionelt at Dan Devantier har været politihunde fører. Han arbejdede i stedet ved DSB - i 46 år -hvor to af han brødre også var.
- Men jeg har været hjælpetræner for politihunde, når der skulle laves øvelser, fortæller han. Derudover har han været med politiet ude og afsøge efter forsvunde personer i lokalområdet.
Og han er stadig aktiv. For hundene holder ham i gang. Selvom han - i går, den 18. juni - rundede de 83 år, er han stadig med.
- Jeg træner tirsdag. Og onsdag. Og også søndag.
- ...og  konkurrencer om lørdagen, lyder det fra Dans kone, Lise, der bakker op om husbondens næsten-fuldtids fritidsbeskæftigelse. Som regel er han af sted mellem to og fire timer, når der skal trænes.
- Det giver en masse energi og det er spændende og holder mig godt i gang, fortæller Dan Devantier, der overvejer om måske ikke Makker er den sidste konkurrencehund.
- Men vi skulle da også gerne have nogle år endnu, siger han.

Fakta
• Vordingborg politihundeforening har eget klubhus på Kulsbjerg. Foreningen har ligget fire steder i Dan Devantiers tid og flyttede sidste gang i 1976. 
Da der forrige år kom køer på Kulsbjerg, var de ellers lige ved at blive smidt væk, men militæret støttede dem og de fik i stedet lavet en større indhegning om deres hus og bane, hvor kan træne.
Alle - med en ren straffeattest - er i øvrigt velkomne i klubben, hvor der efterhånden er en del kvindelige hundeførere. Mange af medlemmerne er dog noget ældre end 13 år, så Dan får nok lov at holde sit rekordlange medlemskab for sig selv lidt endnu.

Makker springer op og bider sig fast i armen og holder ham fast. Det er en af de øvelser, som Dan Devantier har trænet gennem 70 år. Foto: Michael Thønnings

Foto: Michael Thønnings

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Dans hustru hedder nu Lise( min mor) :)

Du har ret - beklager. Rettet nu.

Tilføj kommentar