I 40 år har Edel Krastrup arbejdet som frisør i Klippestuen, der også fylder 40 år. Det fejres med reception i salonen 13. juni. Foto: Mille Holst

Frisør i 40 år

I 40 år har Edel Krastrup arbejdet som frisør i Klippestuen, som hun også har været medejer af i alle årene. Onsdag 13. juni fejres både hendes og salonens 40 års jubilæum.

Vordingborg Edel Krastrup voksede op på landet som datter af en landmand. Her yndede hun - såsnart forældrene ikke var i nærheden - at klippe sine søstres hår eller negle.
- Jeg har altid elsket at frisere og klippe. Når mine forældre ikke var hjemme, klippede jeg altid mine søstres negle - så langt ned at blodet sprang - eller deres hår, erindrer Edel Krastrup.
Umiddelbart er det altså ikke så mærkeligt, at Edel Krastrup valgte at uddanne sig til frisør - omend der idag ikke kommer blodige negle ud af det. Men hendes far billigede ikke karrierevalget.
- Far var ikke glad for at jeg ville være frisør, men mor støttede mig, og det er meget hendes fortjeneste, at jeg fik lov til det, fortæller Edel Krastrup, der husker at faren var overbevist om, at frisør, det var ikke noget, man kunne leve af.
Det har hun nu gjort i 50 år - og heraf de 40 som ejer af Klippestuen, som hun åbnede 13. juni for præcis 40 år siden.
- Det er slet ikke til at forstå, at der er gået så mange år. 40 år er jo en halv menneskealder, siger hun.
Det sidste års tid har hun været glad for sit arbejde på en helt anden måde end tidligere. For et år siden mistede hun nemlig sin mand efter flere års sygdom.
- Hvis ikke jeg havde haft de4t herinde (frisørarbejdet, red.), så ved jeg ikke, hvordan jeg ville overkomme det, siger Edel Krastrup, der priser sig lykkelig for at hendes eget helbred ikke fejler noget.
Der er ikke mange frisører, der holder så mange år i branchen uden at blive slidt ned eller få allergier. Men Edel er gået fri. Hun finder tværtimod styrke i sit arbejde.
- Når vi står så meget op, det gør jo også, at vi får nogle gode benmuskler, siger Edel Krastrup og fortsætter:
- Men jeg har jo også lært at tage noget ordentligt fodtøj på. De unge står med høje hæle på, men skal man stå op i mange år, skal man passe lidt på sine ben og fødder.

Aktiv fritid
Edel Krastrup har tre sammenhængende fridage om ugen, og dem bruger hun blandt andet i sin have. 
- Jeg elsker min have. Det er god terapi; der tænker man nogle gode tanker, siger hun.
Hun finder også både tid og kræfter til at løbe i Nyråd løbeklub to gange om ugen. Forleden løb hun desuden sammen med kronprinsen i forbindelse med hans 50 års fødselsdagsløb.

Så længe helbredet kan
Arbejdet holder Edel Krastrup igang, og hun har ingen planer om at gå på pension. Hun har kunder, som hun har haft gennem alle 40 år i salonen og voksne kvinder som hun har klippet siden de var helt små børn; nu klipper hun deres børn. Andre kunder kommer ind og får ordnet hår, når de er tilbage fra hovedstaden for at besøge familie og venner.
- Så længe helbredet kan, så bliver jeg ved, siger hun og fortæller at oplevelsen med ægtefællens lange sygdomsforløb har gjort hende taknemmelig for hendes eget helbred.
- Vi tænker ikke over det, før vi oplever det tæt på, siger hun.
Klippestuen ejer hun sammen med Katrine Pedersen, som i sin tid selv er uddannet på netop Klippestuen.

Fakta
• Klippestuen fejrer sit og Edel Krastrups 40 års jubilæum med en reception på selve dagen, onsdag 13. juni klokken 14-17 i frisørsalonen på Algade 23 i Vordingborg.

I 40 år har Edel Krastrup arbejdet som frisør i Klippestuen, der også fylder 40 år. Det fejres med reception i salonen 13. juni. Foto: Mille Holst

Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Så flot Hjertelig tillykke Kathie

Tilføj kommentar