Sypigernes gave - til dem der har alt

Der var både gavemuligheder og udstilling, da Sydsjællands Tekstil-laug havde fyldt et par værelser på Bogø Sognegaard søndag med et stort udsnit af, hvad laugets næsten 30 medlemmer havde haft gang i med tråd, nål og hæklepinde året igennem.


Grydelapper, sjal og tunikaer var blot nogle af gavemulighederne. Men meget var også kun lagt frem for at vise medlemmernes kunnen, da Tekstillauget holdt den årlige juleudstilling. Det var blandt andet tilfældet med et patchwork-tæppe, som Jette Jensen havde syet på i snart halvandet år. Et firkantet tæppe på godt fire kvadratmeter syet af hundredvis små firkanter.

 

Prisgæt

Som julegave? Næppe. Blot for at få dækket materialer havde hun brugt et par tusinde kroner. Og hun havde desuden slet ikke et bud på, hvor mange timer, hun havde siddet med nål og tråd.

- Jeg ville ikke sælge det for mindre end 15.000 kroner. Men det er slet ikke til salg, understregede hun, da Sydsjællands Tidende viftede med dankortet.

- Mit barnebarn har spurgt, om hun må røre ved det, siger Jette Jensen med et stort smil.

Det var dog en masse andre gavemuligheder i stuerne, hvor lauget siden 2007 har haft sin juleudstilling.

Desuden har der siden laugets etablering for 13 år siden i årenes løb været en masse andre udstillinger. Først i vinduerne hos Vordingborg Bank, siden hos Møns Bank, inden den nåede frem til biblioteket i Stege. 

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Det lyder som et rigtig hyggeligt laug. Jeg ønsker selv at komme i gang med at sy, og har dertil fundet et online sykursus, som jeg håber er den rigtige vej for mig. Ellers må jeg en tur forbi FOF ;-)

Tilføj kommentar