Olga fra Præstø er videre i Voice Jr.

Lørdag aften i ugens bedste sendetid kan man spændt følge med i TV2’s femte sæson af Voice Junior, hvor sangglade børn fra otte op til fjorten år kan vise deres talent - en dem er Olga Jakobsen fra Præstø.

 

Et af de lokale unge sangtalenter, Olga Jakobsen fra Præstø, fik vist hvad hun duer til i TV2-programmet Voice Junior, hvor hun lørdag stod over coachene Wafande, Joey Moe og Oh Land, der i programmet sidder med ryggen til børnene og skal lytte til børnenes stemmer, før de beslutter, om de vil sende dem videre. Og Olga Jakobsen fra Præstø sang med nummeret ’Fools’ af Troye Sivan sig videre til næste lørdag, hvor hun skal dyste i den såkaldte Super Battle med Joey Moe som coach, der i øvrigt er Olgas helt store idol.

 

Mange år undervejs
- Jeg har sunget, fra jeg har været helt lille, og jeg har fulgt med i de tidligere års Voice Junior og altid godt kunnet tænke mig at være med, men min mor har syntes, jeg var for lille, og at min stemme var for utrænet. Men nu har jeg gennem Præstø Musikskole fået undervisning i solosang et par år, jeg synger i band samme sted, og så fik jeg lov til at søge om at deltage og var så heldig at slippe igennem nåleøjet, fortæller Olga, som selvfølgelig har glædet sig helt vildt til at komme i fjernsynet i ugens bedste sendetid.
- Heldigvis har jeg haft super god opbakning fra min familie, som var mødt talstærkt op, så de både var ude blandt tilskuerne og på familiegangen backstage, tilføjer Olga, der gætter på, at musikaliteten måske stammer både fra far, som spiller på guitar, og mor, som tidligere også har sunget rigtig meget.

 

Tidskrævende
Olga er elleve år og går i femte klasse på Præstø Privatskole. Hun er faldet godt til i byen sammen med sin familie, som er tilflyttere fra Nordsjælland, og skolen har været forstående i forholdt til det fravær, der har fulgt i kølvandet på optagelserne, hvor der både har været enkeltdage med workshops i København og hele weekender, der har været afsat til de unge menneskers deltagelse i det musikalske show.

 

Både godt og ondt
- Jeg har lært en masse andre sangglade børn at kende, og selvom jeg gik videre til Super Battle, er det alligevel lidt trist og sørgeligt, at jeg nu måske aldrig ser de andre igen, men måske kan vi holde kontakten på nogle af de sociale platforme, vi er tilknyttet, fortsætter Olga, der udstråler en glæde ved at genopleve og fortælle om forløbet.
Også andre interesser
Tidligere har Olga også sunget i børnekoret i Præstø Kirke og danset, hvilket hun for øjeblikket holder pause fra, men i stedet kører hun på ethjulet cykel for også at få brugt kroppen. Men lige i disse uger er der nu mest fokus på Voice Junior, og hvad det måske kan medføre på den lidt længere bane...

 

Tilbage til forsiden

Kommentarer

Olga Maria Jakobsen er nu i kvartfinalen i Voice Junior Stem på hende på lørdag.

Tilføj kommentar