Vordingborgs egnsteater vandt i lørdags en Reumert for årets bedste performance ved et stort show i skuespilhuset i København. Teaterleder Nullo Facchini og skuespiller Siri Facchini Haff modtog den fornemme pris. PR-foto: Agnete Schlichtkrull og Bikubenfonden.

Cantabile 2 vandt Reumert for årets bedste forestilling

Vordingborgs egnsteater er det bedste i landet.

Vordingborg - Vi er meget glade, lyder det fra teaterdirektør Nullo Facchini, der i lørdags blev hædret på scenen i skuespilhuset i København, hvor årets Reumertuddelinger fandt sted. Han er hovedmanden bag forestilling ”Skjult nummer”, som Cantabile 2 skabte til Vordingborg by i 2016 og siden har lavet i en københavnerudgave, der sidste sommer blev opført under Copenhagen Stage. 
- Reumertuddelingen er som en Oscar-uddeling. De tre nominerede bliver præsenteret og så bliver en kuvert åbnet med vinderens navn i, fortæller Nullo Facchini, der i lørdags selv for første gang oplevede at høre sit teaters navn blive sagt højt, efter at kuverten var blevet sprættet op. Lige siden har det været svært for teatrets ansatte at finde et roligt øjeblik, for der er mange, virkelig mange, der lige vil sige tillykke med prisen.
Mandag formiddag var også Vordingborg kommunes kulturudvalgsformand Thorbjørn Kolbo forbi med en lykønskningsbuket og Nullo Facchini lægger ikke skjul på, at prisen har enorm PR-værdi for teatret.
- Vi får meget opmærksomhed, siger han og håber, at opmærksomheden også vil udmønte sig i flere samarbejdspartnere på sigt.
- Vi spiller altid i København, men sjældnere i Aarhus, Aalborg og Odense. Nu håber vi, at Reumertprisen giver en større interesse fra de store teatre der, siger Nullo Facchini, der for nogle år siden var nomineret til en Reumert for forestillingen ”Life Live”, som Cantabile 2 producerede i samarbejde med Viborgs egnsteater Carte Blanche. 

Den fineste anerkendelse
Reumertpriser er den fineste anerkendelse et dansk teater kan få. Når juryen vælger Årets bedste performance, bliver der lagt vægt på værkets kunstneriske helhedsindtryk, herunder samspillet mellem de enkelte performanceelementer, såsom rum, scenedesign og performere. Ved prisoverrækkelsen takkede Nullo Facchini Vordingborg Kommune, som ”i årtier modigt har bakket op om Cantabile 2 som sit egnsteater og om vores afsøgning af scenekunstens grænser”.

Vordingborgs egnsteater vandt i lørdags en Reumert for årets bedste performance ved et stort show i skuespilhuset i København. Teaterleder Nullo Facchini og skuespiller Siri Facchini Haff modtog den fornemme pris. PR-foto: Agnete Schlichtkrull og Bikubenfonden.

Nu pynter Reumertstatuetten på kontorerne på Oringe i Vordingborg. Statuetten er iøvrigt skabt af kunstner John Kørner fra Lolland. PR-foto

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar