47 er blevet til 17

Torsdag i sidste uge sagde man på Vordingborg kaserne farvel til en trediedel af de værnepligtige. De har nemlig søgt ind på Hærens Videregående Uddannelse (HRU), som starter allerede en måned inden den værnepligtige periode udløber.


Blandt de ni værnepligtige, der de næste otte måneder læser videre indenfor militærets rammer er Frederikke Idon-Andersen og Søren Rasmussen, som vi har fulgt siden de startede på kasernen for tre måneder siden.

Søren Rasmussen startede i mandags hos opklaringsstyrkerne på Bornholm, mens Frederikke Idon-Andersen bliver på Vordingborg Kaserne, for at videreuddanne sig indenfor logistikstyrkerne. I mandags startede hun dog sin uddannelse i Slagelse, hvor hun sammen med de øvrige konstabelaspiranter i den kommende måned skal på køreskole.

 

Et hurtigt valg

De værnepligtige havde kun været på Vordingborg kaserne en måneds tid, da der skulle søges om optagelse på HRU.

- Man vidste ikke, hvad man sagde ja til, mener Idon, der også fortæller, at de på det tidspunkt slet ikke havde været på deres første døgnøvelse endnu.

- Efter en døgnøvelse ved man, om man kan og vil, supplerer Laura Lazar, der ligesom Idon starter som konstabelaspirant i Vordingborg.

- Den første måned var for syg herinde, fortsætter Idon og Lazar tilføjer:

- Man gjorde alting forkert, håret sad forkert, alting.

 

Vejene skilles

At drengene alle skal til Bornholm, mens pigerne alle bliver i Vordingborg er i følge dem selv lidt af en tilfældighed, men blandt drengene er der generelt tilfredshed med valget.

- Det er meget sjovt at være her, men nu glæder vi os også til Bornholm, siger Daniel Nielsen,  der ser frem til efter tiden på Bornholm at kunne sige, at han har været i en af de hårdeste  trupper indenfor militæret i Danmark.

- Jeg har valgt det for virkelig at blive udfordret.

 

Kun 17 er nu tilbage

I februar skulle 47 værnepligtige starte på Vordingborg Kaserne, men kun 31 dukkede op. Siden er antallet af værnepligtige faldet yderligere, og da kasernen i sidste uge sendte en pige videre til sergentskolen, og ni til HRU, er der kun 17 værnepligtige tilbage i Vordingborg.

mille


Læs også om hvor de værnepligtige handler i Vordingborg, hvis de handler lokalt.
Tema: 
I kongens klæ'r
Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar