Lars Nielsen, indehaver af VVS Lars Nielsen, fylder 50 år og har 25 års jubilæum Foto: Mille Holst

25-års jubilar fylder 50

Lars Nielsen fejrer på fredag både sin 50 års fødselsdag og at han i år har 25 års jubilæum som uddannet gas-, vand- og sanitetsmester. Vi har mødt ham til en snak om arbejdet og familien.

50 år Den 28. juni 1993 modtog Lars Nielsen sit eksamensbevis som færdiguddannet gas-, vand- og sanitetsmester. Det betyder, at han i år kan fejre 25 års jubilæum, og det gør han i sin virksomhed VVS Lars Nielsen på Falunvej 10 i Vordingborg fredag 15. juni klokken 12-16, hvor også konsulenter fra Baxi og hans Grohe vil være til stede. Anledningen er samtidig, at han også runder de 50 år. 

Satser på de lokale
Lars Nielsen overtog sin vvs-virksomhed efter sin far Mogens Nielsen og omdannede den i 2012 for at have større fokus på det lokale område. 
- Jeg vil hellere være mere lokal. Det ligger bedre til mig, fortæller Lars Nielsen, der i dag beskæftiger fire mand i virksomheden, men godt kunne bruge i al fald en mand mere.
- Det ville lette presset lidt, for vi er lidt pressede i øjeblikket, konstaterer han.

Familien og arbejdet
Lars Nielsen er udlært i sin fars vvs-firma, hvor han efterfølgende blev ansat og som han siden selv har overtaget.
Han er tredie generation vvs’er i familien, og måske den sidste, for hans egne børn viser ikke umiddelbart interesse i faget, siger han.
- Jeg har på fornemmelsen, at de går lidt andre veje, og det skal de også bare gøre. Der er ikke noget pres fra min side, siger Lars Nielsen, der når han har fri tilbringer det meste af sin tid sammen med sin familie.
- Spørger du Dorthe (hustruen, red.), så er jeg nok altid på arbejde, men der er jo også et hus, der skal passes, og jeg prøver at få dyrket lidt motion, og jeg har en hund at passe, siger Lars Nielsen, men han erkender, at han er meget på arbejde. Som arbejdsgiver er der meget arbejde, og oveni sætter han et par lejligheder i stand i den ejendom, som han blandt andet lejer ud til Vordingborg Boligselskab. 
- Jeg elsker mit arbejde, siger Lars Nielsen, der derfor også må erkende, at det er nødvendigt at rejse væk, hvis han skal få holdt fri. 
- Vi rejser væk for ikke at være på arbejde. Når jeg når til en liggestol et sted, så når jeg ikke videre. Ja, telefonen er opfundet, men den kan lægges væk, siger Lars Nielsen, der er taknemmelig for ferierne med familien.
Og familie er der masser af. Dorthe og Lars Nielsens sammenbragte familie tæller tre gange tvillinger. 
- Jeg har altid misundt dem, der gik ind og købte bare én ting. Én barnevogn, én klapvogn, siger Lars Nielsen med et smil; han har aldrig prøvet andet end at skulle have dobbelt op på alt til børnene. I dag er de store dog flyttet hjemmefra og de mindste er blevet 13 år, men Lars Nielsen synes stadig, der er travlt:
- Der er mere end rigeligt at tage sig til.

Lars Nielsen, indehaver af VVS Lars Nielsen, fylder 50 år og har 25 års jubilæum Foto: Mille Holst

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar