• www.henriks-hvidevarer.dk

Åbent hus hos hønsene

Fjerkræavl - hvad enten det er til mad, udstilling eller bare hygge, er en yndet hobby og i Vordingborg findes en hele koloni for de ivrige fugleentusiaster. I weekenden havde de åbent hus.

 

 

Trods det fugtige sommervejr var der pænt besøg, da medlemmer af Vordingborg Fjerkræklub i lørdags holdt åbent hus i kolonien på i Vordingborgs vestlige udkant. Mange kiggede forbi for at se, hvad der gemmer sig bag beplantningen på Vingevej. Set udefra ligner Vordingborg Fjerkrækoloni nemlig en almindelig hyggelig kolonihave, og der er da også mange, som har lidt grøntsager og nogle bærbuske på deres jordstykke, men samtidig er der den klausul, at der skal være fjerkræ på grunden.

Det fortæller Johnny Kristensen, der er formand for Vordingborg Fjerkræklub, som tæller 110 medlemmer, hvoraf de 26 lejer en parcel i fjerkræklubben og her dyrker klublivet og den fælles interesse for opdræt at fjerkræ.

 

Arbejder med avl

De fleste af medlemmerne dyrker nemlig avlsarbejdet med formålet at skabe den perfekte høne, der lever op til strenge fjerkræstandarder og som kan gøre sig gældende i udstillingssammenhæng. Her holder man altså ikke høns med det primære formål at få sine egne æg og kyllinger. Det er en afledt gevinst, men høns, kyllinger og duer, som ikke skønnes egnede til avl, lever i stor risiko for at få kappet hovedet af og ende som suppehøne, coq au vin eller duesteg.

Der er dog også medlemmer, som har brevduer, undulater og andre fugle på deres 120  kvadratmeter store parcel alene fordi de synes det en sjov og interessant hobby. 

I øjeblikket er der ingen ænder og gæs i kolonien, hvilket primært skyldes, at de gerne kræver lidt mere plads.

Selv holder Johnny Kristensen ænder og gæs hjemme på privaten i Mern, mens han i kolonien har et fint lille hus med silkehøns, som er en race med en særlig fjerstruktur, der virker som om hønen har pels. Konen Marita deler hans interesse for fjerkræ og er sekretær i bestyrelsen.

 

Ingen naboer forstyrres

- At leje en grund i fjerkrækolonien er for eksempel perfekt for de, der bor i lejlighed eller mangler plads derhjemme til at holde fjerkræ. Mange steder er det også forbudt at holde høns - i hvert fald at have en galende hane. Her på Vingevej i industrikvarteret har vi plads og ingen naboer, som forstyrres, lyder det fra Johnny Kristensen.

- Samtidig er kolonien et samlingssted for klubbens medlemmer, som her mødes og udveksler erfaringer og lader sig inspirere af hinanden.

- Vordingborg Fjerkræklub lejer grundene ud til medlemmerne, mens den enkelte selv sætter hus på. Hvis et medlem sætter sit hus til salg, afholdes nabohøring, inden den næste flytter ind.

- Vi har også en del medlemmer, som holder brevduer. De bedømmes jo ikke på deres udseende, men alene på hvor hurtigt de kan flyve. De lukkes ud på flyvetræning, og så hænder det da, at en duehøg sidder på lur for at prøve at få et måltid.

- Ræve oplever vi ikke som noget større problem, fordi alle holder deres fjerkræ i lukkede og overdækkede bure, og derfor skulle vi heller ikke foretage mange foranstaltninger, dengang der var fugleinfluenza, og man skulle holde sine dyr under tag, fortæller han. 

 

Klubaftener

Midt i fjerkrækolonien ligger klubhuset, som er det naturlige samlingspunkt i dagligdagen, når medlemmer mødes over en kop kaffe eller en tår øl.

- Det er også her vi afholder vores klubaftener. Nogle gange kommer foredragsholdere, som eksempelvis fortæller om indretning af hønsehuse. Det kan også være, at nye medlemmer skal lære at hugge hovedet af en høne, hvilket kan være en smule grænseoverskridende den første gang. Inden så længe får vi besøg af en person fra hovedforeningen, som skal fortælle om den kommende Europaudstilling, som denne gang skal afholdes i Danmark i Herning Messecenter. 

 

Tilbage til forsiden

Tilføj kommentar