|
Nordfalster er tilbage i Lolland Falster-serien |
|
|
|
|
Play-off kvalifikation til Lolland Falsterserien: Nørre Alslev Boldklub - Nordfalsters Forenede Boldklubber 0-1 (0-1).
Mål: 0-1 Jakob Andreasen (6).
FODBOLD Nordfalsters Forenede Boldklubber (NFB) er efter flere års fravær igen at finde i Lolland Falsterserien, da holdet på ærkerivalernes egen boldbane sikrede sig en kneben 1-0 sejr. Resulatet betød samtidig, at Nørre Alslev Boldklub røg den anden vej, nemlig ned i Serie 1.
Har fået styr på spillerne
I efteråret 2008 vendte den tidligere Vordingborg- og Ørslevspiller, Kenneth ”Bøv” Hansen, tilbage til barnsdomsklubben på Nordfalster som spillende træner, og derefter har pilen peget rask opad for NFB, som indledte opturen fra Serie 2 rækken.
- I efteråret sikrede vi os oprykning til Serie 1 rækken og Kenneth ”Bøv” Hansen har som træner formået at få styr på spillerne, og det er helt klart også hans fortjeneste, at vi nu er rykket op i Lolland Falsterserien. Successen på vores førstehold smitter af på klubbens øvrige hold, fortæller formand for NFB, René Rasmussen.
To play-off kampe
Inden NFB kunne skrive Lolland Falsterserien på visitkortet, skulle holdet gennem to play-off kampe mod ærkerivalerne fra Nørre Alslev.
Det første opgør sluttede målløst på Nr. Vedby Stadion, men i returopgøret slog den tidligere Nørre Alslevspiller, Jakob Andreasen, den afgørende bold ind i netmaskerne allerede efter seks minutters spil af første halvleg.
Efter pausen pressede hjemmeholdet på, men en afslutning på stolpen af Bjørn Olsen var det tætteste Nørre Alslev kom på en udligning og en plads i Lolland Falsterserien, som nu overtages af naboerne fra NFB. |